Toppen af Poppen i kirken

Toppen af Poppen i kirken
"Lovers in Paris" findes på blandt andet Youtube og er en smagsprøve på Gurevitschs’ kunnen. Nummeret er set og lyttet flere end 35 millioner gange. Pr-foto
NOTITS | KULTUR | Onsdag 8. marts 2023 • 10:34
NOTITS | KULTUR | Onsdag 8. marts 2023 • 10:34

Spansk guitar i hænderne på dansker vækker opmærksomhed verden over – og kan fredag opleves i Rønne.

Mange danskere vil kende guitaristen Jacob Gurevitsch fra sin deltagelse i Toppen af Poppen-bandet, når TV2 blander kortene med kunstnere, som optræder med og fortolker hinandens numre.

Her tryller den danske guitarist (også) ekvilibristisk i en imponerende strengeleg, men nu bliver der lejlighed til at opleve ham live, når han fredag den 10. marts klokken 20 spiller i Skt. Nicolai Kirke i Rønne, hvilket han gør sammen med Bastian Sjelberg på bas og Kristoffer Sjelberg på trommer.

Det er Musikhuzet, der arrangerer koncerten, oplyser Esben Ørberg fra menighedsrådet i en pressemeddelelse om koncerten, hvor han også fortæller, at Jacob Gurevitsch opdagede den spanske guitar under en turné med Savage Rose, hvor han blev bedt om at åbne et nummer på netop en sådan guitar.

I dag har han tre millioner lyttere om måneden på tværs af alle digitale platforme, hvilket ifølge pressemeddelelsen gør ham til en af de mest streamede guitarister i verden.

Album

Siden tiden med Savage Rose har han dyrket den spanske guitar, og passionen har udviklet sig intenst og lidenskabeligt. Gurevitsch har sin baggrund i jazz og soul og udnytter den spanske guitar til at udforske et mere melankolsk univers med strejf af Argentina, gamle italienske film og morgenture i Spanien samt de nordiske landskaber.

I 2014 blev hans titelnummer fra debutalbummet "Lovers in Paris" remixet og slog stort igennem på Youtube, hvor det nu har flere end 35.000.000 streams, og hver måned er der 350.000, der lytter til ham på Spotify. Hans andet album fra 2019, "In Search of Lost Time", var mere akustisk og banede vejen for det anmelderroste album "Yellow Spaceship", der udkom i januar 2022.

FÅ ABONNEMENT