Store stenbrud, flot natur og lysende mos i Ringebakkerne

Efter 100 års uafbrudt stenbrudsdrift i Ringebakkerne ved Vang er der skabt store ar i naturen. Det er næsten en klassisk konflikt mellem naturen og erhvervsinteresser. For en snes år siden beskrev jeg området i Bornholms Tidende med disse ord: ”Måske er naturen ødelagt, men når den har sundet sig, kan der være skabt en stor turistseværdighed og en anderledes naturperle”.

Bornholms Kommune har efter nedlæggelsen af de store stenbrud åbnet området for offentligheden. Fra landevejen Hasle – Vang er der etableret en kørevej gennem stenbrudene, dermed kan dårligt gående opleve stedets mægtige stenbrud. Vejen er blevet en stor turistseværdighed og populær, selv om færdsel er på eget ansvar. Samtidig er der for organiserede grupper etableret klatreruter, cykelspor og gode stier. Der er også lavet en fin shelters med bålplads.

Nevada kaldes en meget populær stenvæg for klippeklatrere.

Historien om Vang stenbrud

Kort fortalt. Stenindustrien ved Vang begyndte i 1895. Efter den store ildebrand af Christiansborg i 1888 skulle den genopføres med søjler og profiler af den typiske grå Vang granit. Senere leverede man granit til Strandvejen fra København til Helsingør. Samt Storstrømsbroen og mængder af kantsten og brosten. På et tidspunkt var der arbejde til 300 mand, de faglærte på stenbanen ved havnen, resten var stenhuggere i stenbruddet. Der har været mange forskellige ejere af Vang Stenbrud. Da Superfos i 1980 havde fået ordren på granit til Storebæltsbroen, købte de hele området. De forskellige stenbrud blev forbundet af veje, samtidig sprængte man en slugt ved kysten og etablerede en mole til direkte udskibning. På den måde sparede man transporten til Hasle Havn. På grund af EU-regler om udlicitering fik et stenbrud i Portugal ordren på granit til Øresundsbroen, derfor solgte Superfos stenbruddene til NCC. Der bagefter overdrog det til Bornholms Kommune.

Den første og sidste leverance til Christiansborg

Vang Stenbruds første granit blev leveret til Christiansborg. Den sidste leverance var også til Christiansborg, de kuglerunde stenblokke til terrorsikring.

Vang Vandmølle er bygget 1810.

Vandreturen gennem Ringedalen

Hvor. Se kortet. Parkeringspladsen ved Vang Havn. Den foreslående vandretur er på cirka fire kilometer. Den første halvdel gennem Ringebakkerne har et ujævnt terræn med sten på stierne, resten af ruten foregår ad kørevejen gennem stenbruddene. Den varer to timer.

Fra parkeringspladsen følger man Vandmøllevej op langs de gamle huse. Kort efter ses den smukke gamle stråtækte vandmølle. Vang Vandmølle er fra 1810 og øens eneste overfaldsmølle, da vandet oppefra blev ført ned til møllen af en rende af træ. Vandmøllen er fredet og ejes af Bornholms Museum.

Selv om der ved vandmøllen går en sti til højre over kystklipperne, fører denne rute stien opad gennem Ringedalen, en flot sprækkedal med en naturskov af aske, elme og elletræer. Her er mange bregner om sommeren. På den højre side af stien kan man stadig se nogle små volde, brugt for at kunne lede vandet fra Mølledammen ned mod vandmøllen. Ved den store Mølledam ses en sluse der kun blev åbnet i regnfattige perioder til brug for vandmøllen.

Skovstien ender ved en asfalteret vej.

En sten viser vejen til ”Kajamaansehul”, en svært tilgængelig grotte i klipperne.

Kajamaansehul

Ruten fortsætter tværs over vejen og kort efter den store Mølledam med lodrette klipper på den modsatte side. En sten med teksten KajaMaansehul. Samt en pil der viser mod venstre er til en besværlig sti over klipperne og ud til kanten. Langt nede skal der være en hule, hvor drabsmanden Maanse for mange år siden levede sammen med en flok alliker. Der med øens dialekt kaldes kaja. Det samme hedder alliker i Sverige, måske var manden Mogens en svensk stenhugger. Lad være med at lede efter grotten, det er for farligt.

En smuk naturskov

Man følger stien langs søen til højre. Læg mærke til de mange store sten under klippesider på søens modsatte side. Det skyldes frostsprængninger og kaldes for ur.

Derefter går stien opad over sprækkedalen, kantet med rødgraner, fyrretræer, løn og ege. Mange af træerne er bevokset med stedsegrønne vedbend, synet ligner en urskov. Der er mange gamle stengærder fra den tid, hvor beboerne i Vang havde deres kvæg og får på græs om sommeren. Man kaldte dem vænger, navnet Vang kommer derfra.

Vandreturen fortsætter gennem de store stenbrud

Uden varsel ender stien oppe ved kørevejen mellem de store stenbrud. Man går mod højre og ser de nøgne stenbrud med deres høje og lodrette klipper. Senere ses den høje ”Nevada klippe”, som på den modsatte side er endnu højere på grund af mange års stenhugning. Den er meget populær af klippeklatrere, man kan stadig se bolte og kiler fra turistsæsonen.

Slugten ned mod molen og den svævende bro af rustent jern.

En stor rusten jern bro over slugten

Mange steder ses rester fra stenbruddets velmagtsdage. Larvefødder til en traktor og bagvæggen til en knusemaskine. Allerede på lang afstand kan man oppefra se havet, molen, slugten og en stor rusten jernbro, der ligesom svæver hen over den. Broen var en gave fra DGI efter landstævnet i 2002. Den er lavet af kunstneren Peter Bonnen og skabte dengang stor debat. Men på en måde passer den rustne bro til vore dages rustikke omgivelser.

Det lysende mos

På nedturen under broen er nogle af klippesiderne røde af rust, andre steder ses lodrette gange af forvitret diabas, eller den helt nøgne granit. Vang granit er lysegrå med små sorte pletter af mineralet hornblende. Skabt for ”kun” 1,4 milliard år siden.

Turens sidste stykke er måske dens højdepunkt. Ude ved kysten følger man vejen mod højre og ser det store ar i landskabet, der skyldes det første stenbrud i 1895. Under de lodrette klippesider er der mange nedfaldne sten, der danner huler og små grotter. Inde i nogle af dem vokser der lys mos, der i Danmark kun findes på Bornholm. Udefra ser det ud som grotten lyser med et grønt fosforlignende skær. Det er ikke selve mosset, der lyser, men de yngste sporer, der med små krystaller kan opfange lyset udefra.

Mosset er således ikke selvlysende, hvis man selv skygger for lyset udefra, er der intet lys.

Under alle omstændigheder er det et mærkeligt fænomen, pas på, stenene er glatte.

Der er kun 200 meter tilbage af turen. Hvis man kun vil se lys mos, kan det gøres med en lille kort vandring, men dermed oplever man ikke naturskoven og store stenbrud.

God tur.

Flere steder kan man se det lysende mos i mørke huler.