Som 72-årig blev Andreas sexolog, nu er han 79, har fem uddannelser – og ikke tid til at blive gammel

Som 72-årig blev Andreas sexolog, nu er han 79, har fem uddannelser – og ikke tid til at blive gammel
– Jeg kunne faktisk godt tænke mig at blive præst, og jeg søgte også og ind på teologi sidste år. Men der var desværre så stor søgning, at jeg fik afslag, fortæller Andreas Nemo Østergaard, der i forvejen har fem uddannelser.
DELUXE | HASLE | ABONNENT | 28. JAN 2023 • 05:30
Af:
Tekst
foto: Torben Østergaard Møller
DELUXE | HASLE | ABONNENT
28. JAN 2023 • 05:30

Da regnen kom i 1972, ændrede det Andreas Nemo Østergaards liv. Han bor i Hasle, men har blandt andet været gift med en korsikaner i 20 år i Sydfrankrig, og som 72-årig blev han færdiguddannet sexolog. Han har slet ikke tid til at blive gammel, der er så meget den 79-årige skal nå, og det kunne da sagtens være at tage sin sjette uddannelse. Vi forsøger at finde ind til manden – at finde Nemo.

 

Sex.

Alene ordet afføder uundgåeligt en reaktion.

Hjernens neuroner skruer op for signalstofferne, måske stiger hormonproduktionen en kende, måske suser der uforvarende nogle billeder forbi den indre billedskærm.

Uha.

Måske stiger husarerne beredvilligt om bord i denne artikel, måske kunne der for nogle – nogle ganske få – lige så godt have stået "seks". Måske er der nogle håndflader, der bliver svedige, måske snerper munden til i en bornert grimasse, måske er der en, der fniser.

Måske stopper læsningen lige her.

Så lad os straks introducere en 79-årig mand, ja, det kan lyde som aldersmobning, men han kan måske virke betryggende i forhold til, at værre er det altså heller ikke.

"Galleri" står der uden på bygningen, og "Ringeklokken virker", står der her på den blå dørkarm. Det gør den skam også, ringeklokken, for efter et enkelt klemt åbner Andreas Nemo Østergaard døren til nr. 26 i Storegade, Hasle.

Han er en væver mand, vital i sine bevægelser, energisk stemmeføring og med liv i øjnene. Nogle mennesker er nu engang yngre, end de er.

Måske under indtryk af en livslang vågenhed og hang til udvikling, måske skyldes det simpelthen godt genmateriale, men Andreas Nemo Østergaard har været omkring, ingen tvivl om det. Han har været opvasker i Frankrig som ung, ja, og uddannelser? Masser.

Studentereksamen har han taget to gange. Han er uddannet som rejseleder, som sygehjælper, som sygeplejerske, som kunstmaler fra et fransk kunstakademi, som cand.mag i litteraturvidenskab, kunsthistorie og moderne kultur, og som 72-årig blev han færdiguddannet som – og så er vi der igen – sexolog.

Formentlig som den ældste i landet, der har taget lige dén uddannelse, og måske han kan forklare, hvad det er med den der sex, der gør, at alene ordet afføder mere end almindeligt store reaktioner.

Men først skal vi lige lande her i hans arbejdende værksted og galleri, hvor der er kunst overalt. Selvproduceret kunst.

– Her foregår alt, når der foregår noget, siger han.

Vi studerer et maleri af en kvinde med en hund i sin favn.

"En me penchant ver toi, Reine des adorées, je croyais respirer le parfum de ton sang”, står der på et billedet, hvilket betyder: Idet jeg lænede mig mod dig, du de tilbedtes dronning, syntes jeg at indånde duften af dit blod.

– Jeg kan godt li' tekst på mine malerier, forklarer Andreas Nemo Østergaard.

– Og jeg kan godt li' Baudelaire og Heinrich Heine. Og Hölderlin. Gammel kærlighed.

Altså, den fransk digter, oversætter og kunstkritiker Charles-Pierre Baudelaire fra 1800-tallet, som gerne beskrev forfaldet for derigennem at se en form for skønhed. Og som på billeder ligner en bister udgave af Rasmus Botoft.

Og tyske Heinrich Heine, ligeledes 1800-tallet, som oprindeligt var jøde, men konverterede til kristendommen, og hvis bøger posthumt ikke desto mindre blev brændt af nazisterne, ligesom han blev diskrediteret som forfatter af populære tyske sange i et forsøg på at skjule jødiske bidrag til tysk kunst og kultur. Og som i øvrigt ligner den tidligere vært på DR2's "Deadline" Sigge Winther Nielsen.

Og den nogenlunde samtidige tyske digter og filosof Friedrich Hölderlin, som gerne forholdt sig til den affortryllede moderne verden og i øvrigt led af psykisk sygdom. Og som vist mest ligner sig selv.

 

Andreas Nemo Østergaard kan godt lide at skrive tekster på sine malerier. Foto: Torben Østergaard Møller

 

– Jeg kan godt lide de lidt ældre digtere, og for eksempel er Baudelaire meget sort. Han havde et misbrug, om det så var af opium, hash eller hvad det var. Men det går stærkt igen i hans digte, siger Andreas Nemo Østergaard.

Og hvad er det, der tiltaler dig ved det?

– Det er det sorte. Det dekadente og den måde, han anskuer verden på.

Men hvorfor er det tiltalende for dig?

– Det ved jeg sørme ikke. Det skal der nok en psykolog til at sige noget om, men jeg har altid været tiltrukket af sort humor, for jeg synes, at der er flere lag i den. Og jeg bruger den ret meget. Måske er det sort humor at citere Putin for at have sagt lige præcis det modsatte af, hvad han gør, og så sætte det på billeder? Det har jeg i hvert fald gjort.

Jeg har læst til psykolog engang, hvis nu jeg var blevet færdig, så ...

– Ja, men det er jo ikke en eksakt videnskab, konstaterer han.

Her i galleriet laver han for eksempel artmoney. Det er "pengesedler" på 18x12 centimeter, som er skabt af registrerede artmoney-kunstnere, som nummererer og signerer dem. Værdien af en artmoney svarer til 200 danske kroner, uanset hvordan den er fremstillet, eller hvad den er fremstillet af.

– Jeg er meget flittig til at lave artmoney, siger han.

På en opslagstavle hænger en artikel fra Weekendavisen med overskriften "Essensen af en mand". Den handler om, at manderollen er under forandring og fortæller blandt andet, at de seneste årtier har en række undersøgelser vist, at mænds gennemsnitlige niveau af testosteron er dalende flere steder på kloden.

Hvad er essensen i en mand med så mange uddannelser, som stritter i så mange retninger? Hvem er Andreas Nemo Østergaard?

Find Nemo.

Coronaskidt oveni

Vi bevæger os fra arbejdslokalet videre ind i huset gennem baghavens entré i insisterende blåt og til endnu et rum med bord og stole og naturligvis mere kunst på væggene.

– Ja, jeg har nu alligevel stillet lidt rødvin frem, siger han, inden han sætter sig ved bordet på den stol, han betegner som den mest skrøbelige.

– Og også noget kaffe. Men jeg skal lige høre, om du bruger mælk?

Jo tak.

– Nå, så er det godt, jeg gik over og købte noget, ler han godmodigt og forsvinder ud i køkkenet, men er straks tilbage med en halv liter sødmælk.

Da vi lavede denne aftale, talte vi om, hvorvidt rødvin hører sig til om formiddagen for en journalist i bil. Det er ikke nødvendigvis den bedste kombination, men skik følge eller land fly, som man siger. Og her er jo også varmt vand og instant coffee og krus, der ligesom de små vinglas er orange. Farver er næppe tilfældige her i huset.

– Jeg ved ikke, hvor god jeg er til at svare på spørgsmål, for jeg havde corona i 2020, og det har jeg haft senfølger af, som blandt andet går ud på, at hukommelsen ikke virker så godt, synes jeg. Det er ikke unormalt, men det gør altså, at min sædvanlige kvikhed ikke er så udbredt, som den har været, ler han, inden han fortsætter:

– Vil du ha' et glas vin? Det er jo små, bitte glas.

Jojo, skål.

Hans kone, Inge, er med her ved bordet på flere måder. Dels er noget af kunsten på væggene udført af hende, dels hænger hans portræt af hende på væggen, lige hvor vi sidder. En sej type med læberne klemt sammen om en smøg.

Du er altså blevet 79 år?

– Ja, desværre. Det burde jeg ikke være, siger han og klukker lidt over den bemærkning.

– Jeg har jo ikke nået alt det, jeg skulle, jeg har ikke tid til at være 79, vel? Og så det coronaskidt oveni, det hæmmer en fuldstændig.

Din kropsattitude sender helt andre signaler ...

– Ja, det håber jeg da, sukker han.

Men lad os dykke tilbage i tiden og tage på en rejse op og ned ad både hovedvejen og diverse biveje i Andreas Nemo Østergaards liv, vi kan jo ikke bare vade direkte og storfnisende ind i den der sexologuddannelse.

Han er født ved Damhussøen i Vanløse, hvor han er vokset op og har boet "temmelig mange" steder.

– Min mor fortalte mig, at jeg kom til verden i Linje 13 på vej til Diakonissestiftelsen. Det står der bare ikke noget om i min fødselsattest, der står, at jeg er født ganske normalt på stiftelsen. Men hun syntes, det var en morsom historie.

Du tror ikke på den?

– Jeg tror ikke på noget af det, hun sagde, det skulle man slet ikke, ler han.

– Hun var en spøjs figur, men jeg boede faktisk ikke hos hende. Min far var pressefotografen Vagn Hansen, som var ret kendt og arbejdede for Det Berlingske Hus i 70 år. I 2014 havde jeg ham ovre at lave en udstilling med sine fotografier i Galleri Rasch. Han blev 99 år.

Kunstneren som spæd sammen med sin mor. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Faren tog imidlertid under krigen nogle billeder, som han ikke skulle have taget, så forældrene måtte flygte til Sverige i 1943, og den nyfødte Andreas blev parkeret hos bedsteforældrene, hvilket betød, at han ikke kendte sine forældre, da de returnerede efter krigen. Og han ville ikke være hos dem.

– Jeg var tre år og blev ved med at stikke af. Da de så blev skilt, adopterede mine bedsteforældre mig, og jeg blev hos dem, siger han.

Forholdet til forældrene blev aldrig rigtig godt, faren var ikke populær i familien, så ham så Andreas ikke meget til, og det samme gjaldt moren, som ellers boede i nærheden.

– Hun var uvenner med min bedstemor, så hende måtte jeg ikke besøge, siger han.

– Det var lidt kedeligt alt sammen, så jeg hyggede mig mest i en fantasiverden og fortalte historier til de andre børn i sandkassen. Det var føljetoner, som fortsatte fra dag til dag. Men jeg var også god til fodbold som målmand.

Arrige gamle damer

Allerede inden han blev student, havde han fået nok af at være derhjemme og flyttede på værelse.

– Det første af en lang række af værelser hos arrige gamle damer, som udspionerede en, og hvor man vaskede sig under koldt vand i køkkenet, ikke måtte bruge toilettet efter klokken 22 og så videre. Og havde man skyggen af en pige på værelset, blev man smidt ud, men en kammerat havde en ladvogn, jeg kunne benytte, hver gang jeg flyttede, og det skete gang på gang på gang, så jeg boede mange steder rundt om i København.

På et tidspunkt tog han en studentereksamen – "som var meget ringe" – på et studenterkursus, for efter at have oplevet diverse begrænsninger i sine udfoldelser hjemme hos bedsteforældrene fløj han direkte ind i storbyens natteliv.

– Og så sumpede jeg rundt derinde, siger han.

– Men jeg kom da på universitetet og læste filosofi. Der gik jeg i fem minutter, så sumpede jeg ud igen og fik job i pakkeposten ude på Amager. Det var rigtig godt betalt og vældig morsomt. Vi fik også nogle øller, så lå vi og sov den ud oppe i postsækkene. Der var rigtig hyggeligt, og vi arbejdede til klokken 12, men fik penge til klokken 16. Jeg blev tilbudt at læse til assistent, men det var alfa og omega for mig og familien, at jeg skulle læse på universitetet. Jeg har altid læst meget. Lige fra jeg var knægt, gik jeg altid rundt med en bog i lommen og gør det stadigvæk. Jeg skrev meget poesi og malede dengang.

– Jeg havde en lillebror, som lignede James Dean, han var meget flot, men var ikke så imponeret af de forelskede piger. Jeg var ikke særlig køn, så jeg havde ikke en chance, men jeg malede portrætter af ham, og dem solgte jeg så til pigerne for 50 kroner. På den måde fik jeg lommepenge.

På et tidspunkt syntes den unge Andreas dog, at nu var han blevet så dum, at han måtte hanke op i sig selv, og det gjorde han ved – igen – at tage en studentereksamen dér i tresserne. En nysproglig, og dernæst tilmeldte han sig på hele to universitetsstudier, medicin og filosofi.

Altså, ligesom Simon Spies, som læste både cand.psych. og cand.polit. på en gang?

– Ja, haha, fuldstændig som Spies. Jeg kom bare i modsætning til ham aldrig nogen vegne, ler Andreas Nemo Østergaard.

– Jeg er nok i virkeligheden lidt åndeligt doven, når det kommer til stykket. Men jeg må også sige, at jeg husker, at lige da vi var midt i filosoffen Descartes, væltede det ind med maoister, som ville have, at vi skulle stoppe undervisningen. Men jeg har aldrig følte mig fristet af modetrends og døgnfluer, så jeg hørte ikke rigtigt til nogen steder, men svævede underligt ude i firmamentet. Jeg kunne hverken gå med maoisterne eller jazzfolket, som jeg ellers følte mig mest beslægtet med. Dengang var der jo Vingården, Laurits Betjent og alle de der jazzsteder, hvor man gik med andefødder, fløjlsbukser og røg pibe, men jeg kan desværre ikke tåle jazz, jeg var til klassisk musik, og det kunne jeg ikke dele med nogen.

Regnen kom

– Der skete så det, at det regnede i 1972, siger han.

– Og det blev fuldstændig afgørende for mit liv.

Han havde som 15-årig været udvekslingselev og boet nogle måneder hos en familie i Frankrig. Dér regner det vel ikke så meget, tænkte han, så han kørte af sted til Annecy i Frankrig i sin Triumph Spitfire, som han havde skaffet sig til billige penge. En gammel slidt sag med huller hist og her.

– Men jeg var frisk på alting dengang, så jeg hoppede op i den og kørte sydpå.

Med hul i taget og silende regn blev alt vådt, og også i Annecy regnede det, så han fortsatte videre ned til den franske riviera. Der var vejret dejligt, men alt var også fire gange så dyrt, og snart var pengekassen tom.

– Men strandrestauranterne søgte altid opvaskere, fortæller han, som også erklærer, at hans erfaringer derfra betyder, at han nødigt spiser sådanne steder.

Andreas Nemo Østergaard med et portræt af sin kone, Inge, som han selv har malet. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Ikke efter at have oplevet, hvordan det foregår, og hvordan pomfritterne inde fra bordene røg tilbage i frituren, når tandstikker og skod var fjernet, fiskeaffaldet i suppegryden, og faldt noget på gulvet, blev det børstet af og røg på panden.

– Utroligt at folk ikke døde af det, siger han.

– Man stod så der ved to store stenvaske med fedtede tallerkener i den ene og lidt mindre fedtede i den anden, og man skred rundt på gulvet, fortæller han og rokker rundt på stolen for at demonstrere labile fødder på vådt, ustabilt gulv.

– George Orwell har beskrevet køkkenjobbet godt i bogen "Down and out in Paris and London", fra da han selv blandt andet var opvasker.

Snart var der imidlertid bud efter Andreas på en campingplads, hvor de havde brug for en, der som han kunne tysk, fransk og engelsk og dertil de skandinaviske sprog.

– Der fik jeg bedre løn plus mad og kunne slå mit telt op. Det var vældig skægt at være der, og jeg lavede alt forefaldende arbejde. Men jeg har altid haft et problem med kvinder, og jeg burde nok have være klogere, men det var jeg ikke.

Hvad mener du med problemer med kvinder?

– Jeg har jo ikke kunnet nære mig.

Nej, der var et lille supermarked tilknyttet campingpladsen, og der arbejdede den yndige Josette.

– Hende kunne jeg ikke stå for, en vaks lille dame fuld af humor, skæg og ballade – og hun så vældig godt ud. Det gjorde jeg også selv dengang. Jeg gik rundt i små bitte shorts dagen lang, havde hår på hovedet med krøller, var godt brun og svømmede hver morgen en lang tur i Middelhavet. Så jeg så virkelig godt ud, siger han.

En kærlighedscocktail med andre ord, og de to faldt for hinanden. Hun havde været gift og havde både et par lidt større børn og en lille datter, som snart rendte rundt i hælene på den krøllede nordbo dagen lang.

Andreas returnerede dog efter sommeren til sine studier i Danmark, men i løbet af vinteren skrev Josette – og også børnene – til ham og fortalte, hvor savnet han var, så han tog ned for at gøre en ende på forholdet på en ordentlig måde. Inden da havde han dog lige nået at tage sig en rejselederuddannelse i Spanien og en sygehjælperuddannelse i Danmark.

– Men jeg rejste altså derned – så gik der 20 år, før jeg kom hjem igen, siger han.

Universitetet skrev han til og anmodede om at få udsat studierne, og så gik årene i Toulon, hvor Josette boede uden for sæsonen.

Hjem til Danmark

Andreas fik job på havnen som opvasker, men blev forfremmet til bartender, og en dag var der optagelse på Røde Kors' sygeplejeskole i byen, og da han havde læst medicin i et år, søgte han, blev optaget og uddannede sig til sygeplejerske med afgang i 1979.

– Og så endte jeg med at gifte mig med Josette. Hun var fra Korsika, og hendes mor nægtede at tale med hende, så længe hun boede sammen med mig uden at være gift, forklarer han.

Men efter at Andreas havde plejet svigermors skinnebenssår, blev de to faktisk rigtig gode venner, og han fik også job på det lokale cancerhospital.

– Jeg havde ingen personlige problemer i den periode, jeg var der, for patienterne havde det så elendigt, at det satte alt i relief, siger han og vinker afværgende med hånden ved tanken.

– Det var så forfærdeligt.

Han opnåede at blive både afdelingsleder og operationsassistent, men sagde dog op, da hans blodprøver begyndte at blive lidt mærkelige, hvilket kunne hænge sammen med den megen radioaktivitet, han og operationslægen blev udsat for, når de arbejdede med radioaktive nåle.

– Men jeg havde jo altid beskæftiget mig med kunst, og jeg søgte og blev så optaget på kunstakademiet i Toulon og blev oplært i grafik og den provencalske måde at male på, siger han.

Andreas Nemo Østergaard er flittig til at lave de såkaldte artmoney, som alle har en værdi af 200 kroner. Foto: Torben Østrgaard Møller

 

Ind imellem var han en tur hjemme i Danmark – også nogle gange med Josette – for at følge med i, hvad der skete der, hvilket man ikke hørte meget til i det sydfranske.

– Kun lige da Jens Otto Kragh blev gift med Helle Virkner, dét var verdensomspændende, og det grinede franskmændene meget af. Jeg har altid været anset for at være en lidt skør skid, og de sagde, at "det passer fint, at en dansk statsminister kan finde på det der", ler han.

Men efterhånden følte han ikke, at han fik nok ud af tilværelsen.

– Når jeg har opnået et eller andet, skal jeg altid videre. Og jeg opnåede at udstille på alle de gallerier, der var, jeg var med i en gruppe, der rejste rundt til landsbyerne, malede og dernæst solgte alt, jeg havde faste kunder, og det gik fint – og så begyndte jeg at kede mig. Jeg nærmede mig 50 år og tænkte, om jeg mon kunne genoptage mine universitetsstudier, så jeg søgte ind på litteraturvidenskab i København med kunsthistorie som bifag, og jeg kom ind, blandt andet på baggrund af en digtsamling, jeg havde udgivet i Frankrig, og som jeg medsendte i min ansøgning. Den er fra 1985, og når jeg læser den i dag, synes jeg ikke, den er noget særligt, siger han.

– Det var i 1992, jeg kom ind på studiet, og jeg havde jo en korsikansk kone, som jeg så fik transporteret herop. Vi flyttede ind i et lille hus, som jeg havde lejet i Greve. Men det kunne hun ikke klare! Der var jo ingen, der talte ordentligt fransk, og hun var en sprælsk dame, som var vant til et livligt og stort familieliv, så hun begyndte at lide af sinistrose.

Sinistrose?

– Det er en slags kultursygdom, hvor man simpelthen går i dyb depression af kulturelle årsager. Så jeg var nødt til at sende hende hjem. Jeg ville ikke undvære universitetet i Danmark, og vi endte med at blive skilt, men vi korresponderede da i flere år efter. Jeg sagde til mig selv, at nu var jeg færdig med kvinder, og jeg begyndte at undervise i billedkunst på aftenskoler og andre steder for at tjene penge til studiet. Så skete der hverken værre eller bedre det, at jeg blev forelsket i en af eleverne. Hun hænger der, siger han og peger op på væggen, hvor Inge med smøgen fikserer ham i hans egen streg.

– Jeg var ellers stensikker på, at nu skulle det være slut med damerne, nu skulle jeg til at være seriøs. Det blev jeg først, da jeg var lidt over 70 faktisk, siger han og tilføjer skælmsk:

– Og kedelig.

Ud at danse

Inge var gift, og det var han sådan set også teknisk set, forklarer han.

– Men jeg faldt pladask for hende, og sådan noget mærker en kvinde altid, så hun drillede mig lidt, siger han.

Der var ingen vej udenom, og de blev begge skilt og indledte parforholdet med at fortælle hinanden, hvad de i hvert fald ikke kunne leve med.

– Jalousi kan jo smadre alt, og vi ville begge have vores frihed, bare vi kunne stole på hinanden, vi ville ikke styres. Det har fungeret i næsten 30 år nu, siger han og sender et kærligt blik op mod portrættet på væggen.

Faktisk havde parret da også fra start af en nærmest telepatisk kontakt. Andreas blev ved at opfinde nye kurser for at kunne møde hende, men løb til sidst tør for ideer, så en fredag besluttede han sig for i stedet for at gå i Greve Center og blive siddende, til hun kom forbi, så han kunne møde hende. Han satte sig klokken 10, klokken 13 kom hun.

– Jeg vidste, du sad her, sagde hun og fortalte, at hun ikke plejede at handle i centret, fortæller Andreas.

– Der var musik oppe på tribunen. Og så hev hun mig op, og vi begyndte vi at danse, ler han.

Det har de gjort lige siden, og de blev gift efter syv år.

Universitetsstudierne blev han også færdig med, og de nåede at vokse ud over alle bredder til moderne kultur og kulturformidling, idet han rundede både film, dansk, litteratur, kunst, historie, folkloristik og musik i diverse tidsperioder.

– Nej, hvor var de år spændende, siger han.

– Jeg var færdig omkring år 2000, og så havde vi snakket om, at vi skulle flytte væk. Hun ville ikke til Lolland-Falster, som vi talte om, eller Vestkysten, men jeg havde en idé om, at på Bornholm var der et kunstnermiljø og billige huse. Det viste sig godt nok, at der mest var glas og keramik, men vi flyttede til det her hus omkring årtusindskiftet, og jeg startede kunstskole og galleri, selv om alle, der var noget ved musikken, sagde, at det var det forkerte sted, fordi Hasle var Bornholms røvhul. Men jeg tænkte, at det var mægtigt, for så gik jeg ikke nogen i bedene. Jeg synes, vi blev taget vældig godt imod af hasleboerne, men de kom ikke rigtig til mine udstillinger – før jeg begyndte at lave kulturugearrangementer, som jeg gjorde fra 2004 og til 2012.

Blandt andet bakkesangerinderne, som bestod af Else Merete Knoop, Alice Østerbøg og Bodil Lundquist, havde Andreas Nemo Østergaard stor succes med at samle.

De optrådte i flere år i Karetmagergården.

Samtidig havde den kulturugeforening "Til musernes bevarelse", han havde oprettet med bestyrelse og det hele, en flot udstilling flere steder i byen med elever fra syv nordiske kunstakademier.

– Jeg ville gerne forene det massekulturelle med det finkulturelle, siger han.

– Så trækker man folk lidt til begge steder.

Galleri og kunstskole kunne han ikke leve af og droslede det efterhånden ned – uden dog nogensinde at slippe det helt – og skruede i stedet op for sit arbejde som sygeplejerske, hvilket han hele tiden havde arbejdet som i forskellige grader. Mest i københavnsområdet, men også et par gange på Bornholms Hospital.

– Men det er, som om min personlighed ikke passer ind i stemningen der, siger han.

– Alle er søde og rare, det er ikke det, men på hospitalet kender alle hinanden. Patienter, pårørende og personale – og jeg føler ikke, jeg passer ind. Så jeg har hovedsageligt arbejdet på Bispebjerg Hospital og pendlet.

I en periode kunne han godt lide at male store billeder. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Der fik han fast arbejde i 2012, hvor han jo rent faktisk var gammel nok til at blive pensionist. Som 74-årig var han igen en kort overgang på Bornholms Hospital, men sagde op og returnerede til Bispebjerg, ligesom han også var et sving forbi Herlev Hospital.

– Jeg er ikke sådan en, der går på pension, forklarer han.

– Og da jeg søgte jobbet på Bispebjerg i første omgang, forklarede jeg dem også, at verden jo regeres af mænd over 70, så hvorfor skulle jeg ikke kunne arbejde som sygeplejerske?

Kvinder må ikke have lyst

Sådan blev det altså, men sidste år i juni stoppede han – til egen frustration.

– Nu synes jeg, at jeg mangler pengene, siger han.

– Når man gerne vil være aktiv, bruger man jo penge. Især inden for kunst. Det koster at udstille og materialer koster også.

Han pendlede en årrække, hvor han arbejdede syv dage og holdt fri i syv, siden droslede han ned og arbejdede fire dage hver anden uge.

Nu overvejer han at søge job igen med vikarvagter rundt om på sjællandske hospitaler.

Og her i artiklen skal vi tilbage til den der sex.

Din nyeste uddannelse er som sexolog?

– Ja, jeg har taget en master i sexologi på Aalborg Universitet. Jeg blev færdig 2015, og jeg tog den, fordi jeg havde en forudanelse om, at sexologi ville blive enormt vigtigt med metoo-bevægelsen og så videre. Og den er også blevet enormt vigtig, sagen er bare, at jeg er blevet for gammel til at få en fast stilling som sexolog. Men jeg har undervist rundt om på sygeplejeskoler og også holdt foredrag, siger han.

– Jeg specialiserede mig i enlige, ældre kvinders seksuelle trivsel. Det lyder som en niche, men det er det faktisk ikke, for der er mange ældre kvinder, der har problemer med at finde en partner og med at give sig selv lov til at udfolde deres seksualitet. Fordi vi lever længere og længere, risikerer de at leve i 30 år uden noget som helst, fordi de ikke tør – eller ikke må for samfundet, familien og børnene. Det er et kæmpe emne, hvis man først går ind i det. Kvinder har aldrig måttet. I forrige årtusinde omskar man også kvinder i Europa, særligt i Frankrig og England, hvis de havde lyst til sex. Man brændte også deres kønsdele.

I sit galleri har han ophængt artiklen "Essensen af en mand". Foto: Torben Østergaard Møller

 

Kvinder må ikke have lyst?

– Kvinder måtte ikke have lyst, det var unormalt.

Hvad er det egentlig med sex? Hvis jeg skriver "sex" som første ord i denne artikel, så vækker det et eller andet i folk, er jeg overbevist om. Det sætter gang i alt muligt, om det så er lyst, afsky eller noget tredje – men hvorfor?

– Det skyldes jo vores opdragelse og vores kultur. Selv om der ikke er så mange udøvende kristne som for 100 år siden, befinder vi os i bund og grund i et kristent kulturelt samfund, og der taler man ikke om sex. Især ikke i protestantismen, som er meget puritansk. En anden ting er, at halvtredsernes moral stadig ligger et eller andet sted, og der kan man bestemt ikke have sex eller tale om det.

Vel også længere tilbage?

– Puritanismen begyndte vel med borgerskabets opståen i 1600-tallet. Der kom de borgerlige dyder, og dem lider vi stadig forfærdeligt under, og 50'erne er et godt eksempel på deres eksistens, siger Andreas Nemo Østergaard.

Det er vel ikke kun i kristendommen, kvinder ikke må føle lyst, det gælder også i eksempelvis islam?

– Islam håndterer sex på en anden måde, og det er jo en 500 år yngre religion, så de har ikke den samme udvikling, siger han.

Men borgerlige dyder eller ej, så er det da mærkeligt, for vi ved vel alle, hvordan vi er kommet til verden, vores forældre har gjort et eller andet for, at det er lykkedes, og i det lys er sex vel det mest naturlige i hele verden?

– Ja, men prøv du at sætte en penis på en busreklame, så skal du bare se, hvad der sker. Nu klages der jo over reklamerne med bryster fra Privathospitalet AK Nygart – vi bliver mere og mere puritanske. Jeg ved ikke præcis, hvor det kommer fra, men jeg tror, det er indoktrineringen af den protestantiske moral. Vi havde lige en løssluppen periode i 70'erne med fri sex og så videre, men vi er stille og roligt gået ind i en puritansk periode igen, hvor man snart skal underskrive en erklæring, bare man klapper en pige på låret. I en puritansk periode er sex det første, det går ud over.

Hedonisme er altså nærmest forbudt, skyldes det en frygt for, at hele samfundet skal gå til i lidenskaber og liderlighed?

– Ja, det kan godt være. Man siger jo, at romerriget gik til, fordi de dels blev forgiftet af de blyforede gryder og dels på grund af hedonismen.

– Men jeg synes, vi ofte har et unormalt forhold til sex.

Blev du klogere på det under sexologstudiet?

– Ja, måske. Men vi havde ikke så meget undervisning lige i seksualitet kontra religion. Det har interesseret mig personligt, men der er så mange spændende spørgsmål i det studie, og nu valgte jeg altså de ældre kvinder. Også fordi de tilhører min egen generation.

Vækkelsesprædikant

Hvad kan du sige om ældre kvinder og seksualitet?

– Nogle lider under, at den ikke kan udfolde sig, andre er lettede over, at det er slut. Men hele kvindens historie er relevant i forhold til emnet – hvad de gennem tiderne har måttet og ikke har måttet. Jeg starter gerne i min undervisning med at spørge: Eksisterer kvinder overhovedet? Og så bliver der helt stille, og de kigger bare på mig. Hvad mener jeg? Er kvinder overhovedet mennesker, siger jeg så – og så kommer der gang i den. Men jeg baserer det jo på skabelsesberetningen, for kvinder er ifølge den ikke selvstændige individer, men en del af manden i kraft af det berømte ribben. Lige siden Eva fik skylden for syndefaldet – skønt det egentlig var Adams skyld – er hun blevet nedvurderet og misbrugt.

– Aristoteles mente, at kvinder var mislykkede mænd, de fik ikke varme nok til at udvikle de ydre kønsorganer, så de blev derinde, og de fik ikke varme nok til udvikle sæd, så de blev bare en slags krukke til at opbevare barnet i. Hele ideen om, hvad kvinder er, og hvad de har betydet gennem historien er ret interessant – også mere interessante end mændene, som altid har måttet alting, derfor fokuserede jeg på kvinderne.

Hvad er det, der sker med folk, hvis jeg indleder denne artikel med at skrive "sex"?

– De bliver måske moralsk indignerede.

Ja, eller lystne, eller det sætter et eller andet i gang?

– Ja, men det afhænger nok af, hvad artiklen handler om.

Jamen, hvis jeg bare skriver "sex" som det første ord?

– Så er der nok nogle, der bliver fornærmede og ikke vil læse den – eller også skynder de sig at læse videre, og så bliver de skuffede, fordi den ikke handler om sex.

Tror du, der sker noget forskelligt, alt efter om det er en kvinde eller en mand, der læser det første ord?

– Nej, jeg tror, det er individuelt. Og det her interview handler jo egentlig ikke om sex, det er bare en lillebitte del.

Men sexolog er altså den seneste uddannelse, du har taget?

– Ja, og jeg ved ikke, om jeg ta'r flere. For nu har jeg ingen penge, så jeg ved ikke, om jeg har råd til noget, haha. Nu er jeg begyndt at guide krydstogtturister om sommeren i stedet.

Hvis du skulle tage en ny uddannelse, hvad skulle det så være?

– Jeg kunne faktisk godt tænke mig at blive præst, og jeg søgte også og ind på teologi sidste år. Men der var desværre så stor søgning, at jeg fik afslag.

Så kunne du ellers oppe fra prædikestolen have slået folk i hovedet over deres syndige tanker?

– Nej, det ville jeg ikke gøre, for jeg tror ikke på, at vi er syndere. Men jeg ville være vækkelsesprædikant, for jeg tror på, at folk laver en helvedes masse ting, som de ikke burde gøre.

Såsom?

– Frådseri for eksempel. Det er jo en af dødssynderne. Og begærlighed. Folk tænker for meget på sig selv, de forbruger for meget – jeg synes, man skal være lidt mere ydmyg over for tilværelsen, siger Andreas Nemo Østergaard.

DAGENS ELUDSIGT BORNHOLM
DET FRIE VALG / 04-03-2024 / ELPRIS+SPOTTILLÆG / AFGIFTER / NETTARIF

Mandag eftermiddag - tirsdag morgen: Du sparer mere end 68 kr., hvis du lader din elbil tirsdag kl. 01-02-03 i stedet for mandag kl. 17-18-19. Rent praktisk tanker du 200 km for 65 kr. Med andre ord: Efter midnat er det ’noget’ billigere. Opdateret 13.14. Næste opdatering 00.14.

Bornholms energi og forsyning