Skuespilleren fra Snogebæk: Det handler om at blive en federe udgave af sig selv

Musicalstjernen Joakim Lind Graae Tranberg voksede op i Snogebæk uden mange kammerater. Som voksen har han fået al den succes, han kunne drømme med, men succesen er også kommet med en pris, fortæller han.

Som barn så Joakim Lind Graae Tranberg sin far høste det ene begejstrede bifald efter det andet fra publikumsrækkerne, når faderen foldede sig ud som amatørskuespiller på øens sydbornholmske teaterscener. Og allerede som 11-årig stod han også selv på de skrå brædder som en del af øens amatørteater.

– Jeg fik lov, fordi jeg tiggede og bad om at være med, fortæller skuespilleren smilende, da vi har sat os i læ for eftermiddagens hede sensommersol omkring havebordet i hans sommerhushaves lille udestue i Snogebæk.

– Min far, som var fisker før jeg blev født og efterfølgende vvs’er og oliefyrsmontør, spillede dilettantkomedie i Poulsker og revy i Nexø i sin fritid, og da jeg så min far på scenen, så tænkte jeg: ”Jeg vil være skuespiller”.

Sådan har Joakim Lind Graae Tranberg altid sagt, fra han var helt lille, forklarer han.

– For jeg kan bare huske, at jeg var sindssygt fascineret over at se, at folk syntes, min far var sej på scenen. Det at kunne påvirke folk og få folk til at kunne lide én gjorde indtryk, fordi jeg havde en barndom med meget få venner.

Det var ellers ikke, fordi der manglede børn at lege med i Joakim Lind Graae Tranbergs barndomsby Snogebæk. Med hans egne ord var han nok bare for voldsom.

– Jeg har aldrig mobbet nogen eller på den måde været en idiot. Der var bare meget energi i mig. Hvis jeg så mig selv udefra i dag, og jeg havde et barn, så ville jeg også sige: ”Min unge behøver ikke lege for meget med ham der”. Der var bare knald på. I dag havde der sikkert været nogle bogstaver på det, smiler han.

– Og jeg søgte også grænserne.

– Heldigvis voksede jeg også op med en samvittighed, og så var der tale om drengestreger.

Som at sprænge en postkasse nytårsaften eller drille de ældre henne i skolen.

– Jeg fik også stryg og tog også imod, siger Joakim Lind Graae Tranberg, der dog brugte mere tid på sport end deciderede narrestreger.

– Som dreng dyrkede jeg al form for sport. Jeg gik både til fodbold, badminton, håndbold, volley og golf.

Alligevel mindes han tydeligt, hvordan vennerne flokkedes om hans storebror derhjemme, mens han selv måtte spejde langt for at finde ligesindede både i fritiden og i skolen.

– Det er jo forskelligt, hvad man vokser op med. En klasse der fungerer eller ikke fungerer.

Der var bare ikke noget, der passede til mig der.

Følte sig misforstået

I dag har Joakim Lind Graae Tranberg det stadig svært, hvis han oplever, at folk ikke kan lide ham.

– Jeg har svært ved at lægge det fra mig. Det er blevet bedre. For jeg prøver i hvert fald ikke at give folk en grund til det. Men efter jeg er blevet uddannet, har jeg virkelig også oplevet, hvordan folk bare lige pludselig har dannet sig en holdning om mig, specielt på Bornholm. Og det har jeg altid haft enormt svært ved.

Havde du det også sådan som barn?

– Ja, jeg følte mig meget misforstået, kommer det straks.

– Jeg har altid været frembrusende og gået forrest og taget konflikterne, og hvis der skulle gøres noget, så gjorde jeg noget, og jeg var ikke bange for at sige min mening og ville gerne være elevrådsformand på gymnasiet og i skolen.

Så folk sagde: Han har da masser af styr på det.

– Men du kan sagtens have en enorm god selvtillid, uden at dit selvværd er særligt godt. På den måde havde jeg svært ved at vokse op, men jeg priser mig lykkelig for at have den familie, jeg har.

Som barn voksede Joakim Lind Graae Tranberg op et stenkast fra hans nuværende flexbolig og sommerhus med forældre, som han beskriver som meget kærlige.

– Vi boede i Hindbærhaven i et ganske almindeligt murstenshus, hvor jeg fik masser af omsorg og plads. Vi fik plads til at rase ud. Men vi blev også opdraget til at vise andre omsorg ved at sørge for, at alle havde det godt omkring os. Og det tror jeg, at det største, jeg fik med hjemmefra.

Bornholmer i sproget og sindet

Til hverdag bor Joakim Lind Graae Tranberg med sin hustru på Sydhavnen i København, men når han er på Solskinsøen holder han til i et rødt murstenshus, som ligger på ”Hovedgaden”, der begynder på en vild mark og løber gennem den lille bornholmske havneby, som stadig summer af glade ferieturister. Selv har den bornholmske skuespiller dog ikke holdt skyggen af ferie. Men her i det røde murstenshus, der tidligere har været hans bedsteforældres, har han haft base de seneste godt syv uger, mens han har spillet med i den årlige udgave af Bornholms Sommerrevy, lavet Sprogblomster for TV2 Bornholm, ligesom han har opstartet et boyband med blandt andre danseren og sangeren Silas Holst. Men om få timer må han med færgen tilbage til København, for at starte prøver på musicalen ”Den skaldede frisør”, der har premiere i København i september og siden kommer til Aarhus. Alligevel er han smilende og afslappet, da han på ærkebornholmsk viser journalisten om i haven og ind i skyggen, før han henter kolde forfriskninger fra køkkenet. Og i havestuen laver han et hurtigt kostumeskift fra lange til korte bukser.

– Ja, jeg skifter jo simpelthen tøj hele tiden, siger skuespilleren undskyldende, før han sætter sig.

På hans t-shirt står der: ”Ich bin ein bornholmer”. Og det kommer ikke kun til udtryk med hans geografiske oprindelse, men også med den naturlige strøm af bornholmske ord.

– Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle tale bornholmsk af min far og mor, specielt min far.

Når vi var hjemme, skulle vi snakke ordentligt. Vi måtte selv om, hvordan vi snakkede i skolen, siger han og slår med ét over i et rent og klokkeklart rigsdansk.

– Jeg taler normalt sådan her, siger han uden snerten af en bornholmsk accent.

– Den havde ikke gået i skuespillerbranchen, hvis ikke jeg kunne tale sådan her, smiler han og falder igen tilbage til den hjemlige dialekt.

– Når jeg er sammen med mine venner og er hjemme herovre eller der er en majoritet af bornholmere, så taler jeg bornholmsk.

En omvandrende jukeboks

At tilpasse sig sine omgivelser var også noget Joakim Lind Graae Tranberg fik behov for, da han som ung i USA oplevede sit livs måske største kulturchok.

– I 10. klasse røg jeg til Mississippi. Wow. Kæmperacister og stenalderfolk, udbryder han.

Mens hans nye amerikanske klassekammerater rendte rundt med ”bieberhår uden produkter i, kakibukser, hvide sydstats-t-shirts og måske en kasket”, var hans egen modesikre uniform: voks i håret, en stram t-shirt og g-starbukser med lidt hængerøv

– Men bare det med at have voks i håret…begynder han.

– De troede alle med det samme, at jeg var homoseksuel.

Pludselig var han ”the odd one out”.

– Nu er jeg mærkelig?! vrænger han og peger med hænderne mod sig selv.

– Jeg tænkte, det er jo sådan her, man skal se ud, siger han og slår ud med armene.

– Men det kunne jeg jo ikke fortælle en hel stat.

Til gengæld fik hans selvværd et nøk opad.

– For det gjorde mig opmærksom på at hvile i mig selv og tilpasse mig områder, fortæller den tidligere udvekslingsstudent, der også fik statens udbredte åbenlyse racisme at mærke på tæt hold.

– Jeg fik for eksempel en eftersidning for at hjælpe min sorte veninde, som jeg kalder hende, i matematik. Det var helt sindssygt. Og vi snakker jo ikke mange år siden, det var i 2004, siger han og fortæller, hvordan hans amerikanske kørelærer forenden af en vej ude på landet sagde til ham: ”Dér blev den sidste nigger hængt i Mississippi. Er det ikke smukt?”

– Yes sir, siger man så bare og skynder sig hjem. Det var der, vi var. Men jeg lærte meget det år og kom også med i et kæmpe kirkekor i en baptistkirke, hvor jeg også fik lov til at få nogle soloer.

– Jeg elsker at gå i kirke i USA. Jeg elsker at gå i kirke generelt, men det var så nyt. Det var fede nye sange, man sang og der var et stort ungdomskor. Vi var 100, der sang og mødtes om onsdagen og søndagen. Det var ligesom at gå til sport, som jeg gjorde herhjemme. Og så begyndte jeg at synge der og fandt ud af, at folk endda syntes, det var rart at høre på, for jeg har altid gået og sunget og nynnet. Folk kaldte mig altid en omvandrende jukeboks.

Fandt kone på Messenger

– Er det okay, jeg ”røger”? spørger skuespilleren betænksomt.

– Jeg rejser mig lige op, siger han og stiller sig ved siden af havebordet, mens han tænder en cigaret, ligesom han gjorde som gymnasieelev lige før, han så den seddel blive sat op, der blev billetten til hans første berømmelse.

– Da jeg kom hjem fra USA, gik jeg på Bornholms Gymnasium og en dag, da jeg står på gymnasiet og ryger en cigaret, sætter min musiklærer en audition seddel op til talentkonkurrencen til musicalen ”Elsk mig i nat”.

– Og jeg tænkte ”det kunne da være meget sjovt at prøve. Så jeg tog af sted. Det var i 3.g., og jeg tog natfærgen over til audition på det. Og vandt det. Det var simpelthen det, der kickstartede det, smiler Joakim Lind Graae Tranberg, som nu brændte igennem som musicalstjerne på landsdækkende tv og helt ind i hjertet på den pige, der i dag er hans ’kåne’, som han siger.

For efter at have set forestillingen ”Elsk mig i nat” var der en pige, der skrev til ham på messenger.

– Hun skrev, at når vi blev voksne, så skulle vi giftes og have børn. Og da jeg fik beskeden, så tænkte jeg: Nå, jeg ved godt, hvad vi skal så. Og jeg var så kæk, at jeg skrev, jamen så kan vi jo øve os på bryllupsnatten, siger han griner.

Et enkelt møde blev det til, men på det tidspunkt var de to unge mennesker vidt forskellige steder i deres liv.

– Men da jeg går på fjerde år på teaterskolen, mødes vi pludselig igen. Og så skete der bare eller andet.

Hvornår blev I gift?

– I 2019. Vi blev gift lige nede foran weekendhytten på Balka, og havde, Johannes som er provst, som vores præst. Han er skøn. Han har været med til at begrave og døbe det meste af min familie, skulle jeg til at sige, men ham kender vi rigtig godt.

Bornholm betyder meget

I dag er hans kone Sofie-Mai også faldet for øen, ligesom han selv har oplevet at falde for barndomsøen på ny.

– I starten havde hun det ligesom jeg selv havde, det som yngre, hvor jeg tænkte: Jeg skal aldrig flytte tilbage til Bornholm, jeg skal bare væk.

– Men her er en ro, som man nok ofte får behov for som ældre. Nu synes vi begge to, der er vidunderligt herovre. Så vi er her faktisk så meget, vi kan.

Han smiler.

– Det var også derfor, jeg stressede rundt da du kom, siger han og kaster et blik bagud mod huset.

– For jeg har overhovedet ikke gjort noget klart til, jeg skal hjem. For jeg har bare prøvet at lade som om, jeg ikke skulle hjem, siger han og skodder cigaretten, før han igen sætter sig i havestolen.

Så det er jeres andet hjem?

– Ja, det er det faktisk. Vi fik det tilmed lige før corona trådte igennem, så vi var her meget der.

– Jeg bruger meget energi på Bornholm. Og jeg laver Sprogblomster herovre og har altid været meget stolt af at været bornholmer, siger skuespilleren, der er glad for den opbakning, bornholmerne viser ham.

– Folk er så søde og støtter op om alt, hvad jeg laver. Men det tror jeg også er, fordi folk kan mærke, at jeg har en kæmpe respekt for Bornholm og for bornholmere.

I sin tid var der mildt sagt også mange bornholmere, der stemte deres mand videre i tv-talentprogrammet Elsk mig i nat. Og selv bevarede han også drømmen om at blive skuespiller, som ikke blev mindre efter hans succes i musicalen.

– Jeg vidste ikke, at der var noget der hed skuespillerskole, men jeg vidste bare, jeg ville være skuespiller.

Succesens pris

Joakim Lind Graae Tranberg begyndte at tage privattimer som skuespiller, og sådan blev han god nok til at komme ind på Odense Teaterskole i 2013. Og da han blev færdig som skuespiller fire år senere, oplevede han hurtigt, hvordan der var bud efter ham fra begyndelsen.

– Da jeg er ved at være færdig på skolen, var der audition på en Seebach musical. Jeg havde faktisk spillet Seebach-jam i et band før, og folk sagde, at jeg lignede ham lidt.

Joakim Lind Graae Tranberg fik også hovedrollen i Seebach-musical som Rasmus Seebach. Og derfra tog det fart, husker han.

Vidste du, at du gerne ville være musical-skuespiller?

– Nej, jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Det at jeg kunne synge var bare en bonus. Men det er jo en lortebranche på mange måde, forstået på den måde, at der er mange folk, der aldrig får noget at lave. Du kan ikke bare vælge selv. Dit liv ligger i andres hænder konstant, siger musicalstjernen, der fik en talent-reumert for sin rolle som Rasmus forestillingen, som på kort tid blev en kæmpe succes.

– Og så er det klart, så kommer man hurtig i en boks, fordi jeg var uddannet skuespiller og kan synge samtidig, så formidler man måske også lidt bedre.

– Min passion er at fortælle en historie og røre folk. Som jeg kunne se min far gøre det, når han både fik folk til at grine og græde.

Selv har Joakim Lind Graae Tranberg ikke haft svært ved at leve af at stå på scenen.

– Jeg har ikke haft fri, siden jeg blev færdig fra skuespillerskolen, og jeg er stadig … træt.

– Jeg har været fuldstændig booket op og sagt ja til alting. I starten tør man jo heller ikke sige nej, fordi man er bange for, at telefonen ikke ringer. Så på den måde har jeg været jeg meget privilegeret og nået meget længere, end jeg nogensinde havde turde drømme om. Der har været fuld smæk på, og der er fuld smæk på. Den næste fridag, jeg har, er 18. december. Og jeg er booket totalt op helt frem til januar 2024 nu med ting, der overlapper hinanden, og det har jeg været i næsten et år nu, hvor jeg har vidst, at jeg skulle lave noget til januar 2024.

Hvordan kan du holde til det?

– Det kan jeg heller ikke helt. Men det er blevet bedre nu. Der var lige et tidspunkt i år, hvor filmen lige begyndte at knække lidt. Og når det sker, kan jeg bare ikke sove. Men problemet er stadig, at jeg har rigtig svært ved at sige nej, når folk spørger om jeg ”lige kan hjælpe” eller ”lige kan lave noget” og det er bare aldrig lige.

Men er dit liv gået i en retning, du er glad for - trods travlhed?

– Jeg elsker at stå på en scene. Det gør jeg. Men det er også ensomt mange gange. For hele min omgangskreds, alle mine venner og min familie laver alt andet end, det jeg laver. Og jeg har ikke lyst til at skifte mine venner ud. Jeg har lyst til at være sammen med de mennesker, der giver mig noget. Og jeg er sådan en person, som elsker at være i godt selskab og til grillarrangementer og fødselsdage. Det er der, hvor mine batterier bliver ladet rigtig godt op.

– Og det er jeg bare gået glip af i rigtige mange år nu. For det er altid om aftenen, at jeg skal på scenen og i weekenden også.

– Og når det er musicals især. Da vi lavede Seebach-forestillingen, spillede vi otte gange om ugen.

Så succesen har en pris?

– Ja, den har en pris, nikker han.

– En ensom pris. Men det er der mange andre, der har sagt før. For udefra set tænker man, det er fedt det hele, siger han og læner hovedet lidt tilbage.

– Det kan det også godt være. Men det er hårdt arbejde. Og mange gange ved folk ikke, hvor meget arbejde, man lægger i det, og hvor meget man giver af sig selv. Men jeg er begyndt at komme til et punkt, hvor nu skal jeg lige prøve at navigere i, hvad er sundt og giver livsglæde. Men det er jo sindssygt privilegeret at være i sådan en situation som skuespiller. Så derfor er jeg også bange for at sige det højt nogle gange.

Fordi du har nok jobs, så du kan vælge og vrage?

– Ja.

Har du lige så meget energi som du havde som barn?

– Ja, det har jeg nok. Det har jeg jo. Men man brænder jo ud på et tidspunkt.

Specielt når det er et fag som det her, hvor der hele tiden bliver tilføjet ting. Der er jo ingen struktur. Og jeg kommer fra en familie, hvor alt lå i skema. Men lige pludselig fik jeg et liv, hvor alt bare var flyvsk, og der skal man huske, at man ikke kan det hele på en gang. Men det bilder man sig selv ind, at man kan langt hen ad vejen.

Fik en ven i troen

Du sagde du godt kunne lide at gå i kirke - tror du også på Gud?

– Ja, det gør jeg. Det er ikke noget, jeg deler så meget med folk. For folk har altid en holdning til det.

Er det noget, du har fået med tiden eller er vokset op med?

– Nej, det har faktisk altid lidt været der. Min farmor gik meget i kirke, ved jeg. Og mine bedsteforældre var sådan lidt religiøse fra den gamle skole. Men det var ikke, fordi vi gik i kirke derhjemme, fortæller han og er stille lidt, inden han fortsætter:

– Nu kan det godt være det komme til at lyde kliche, men jeg har nok altid kunnet finde ro og trøst i troen. Og jeg fik nok en oplevelse af at få en ven ved at tro på Gud, da jeg var yngre. Men det er ikke noget, jeg har gjort mig mange tanker omkring.

Hvad tror du, der sker, når vi dør?

– Igen er det sådan noget, jeg holder for mig selv, smiler han forbeholdent.

– Det kan jo ændre sig mange gange. Det kommer altid an på ens sindstilstand, og hvordan man har det. Og hvordan man tænker, så det har jeg for mig selv.

Skræmmer døden dig?

– Åh, nu bliver det dybt, hva? siger han en smule overrasket.

– Om døden skræmmer mig?

Skuespilleren ser ned et øjeblik.

– Nej, det tror jeg sgu ikke, kommer det så.

– Jeg prøver nogle gange at tænke sådan på det, at man har 68 gode år at leve i - i gennemsnit.

Så det handler om at nyde livet, mens man er her. Og så passe på hinanden og være et ordentligt menneske. Det mestrer jeg ikke altid selv, overhovedet ikke. Så jeg skal slet ikke sidde og pudse min egen glorie. Der er jo heller ikke nogen, der er perfekt. Men vi er her kun én gang, tror jeg, så man skal nyde det eller i hvert fald prøve. Også når det er svært, for modgang er en naturlig del af livet, mener den bornholmske stjerne.

Blå bog

Joakim Lind Graae Tranberg. Født 1988.

Uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole, men fik allerede musicaldebut i forestillingen ”Elsk mig i nat”. Han fik rollen efter han vandt et tv-talentprogram af samme navn. Siden fik han stor succes i rollen som Rasmus Seebach i Seebach-musicalen, ligesom han blandt andet også har stillet op i dansk melodigrandprix, og de sidste år har han medvirket i en lang række forestillinger – blandt andet Bornholms Sommerrevy. Til efteråret spiller han med i musicaludgaven af ”Den skaldede frisør”, ligesom han har planlagt en større turne med 90’erhits i et boyband med blandt andre Silas Holst. Privat er han gift. Parret bor i København, men har sommerhus i Snogebæk, hvor han også er vokset op.

Fandt sig selv på teaterskolen

Hvornår har du selv oplevet modgang i livet?

– Jamen hele mit liv. Men det har alle jo. Du når ikke dine drømme, hvis du ikke har modgang. Det tror jeg ikke på. Så er du en ’spoiled little brass’, som har fået fars dankort i røven og det er oftest de dårligste mennesker, der er. Så der skal en modstand til for at komme fremad.

Men hvordan modstanden ser ud, er individuelt, påpeger Joakim Lind Graae Tranberg, som i dag ikke længere mangler venner i sit liv.

– Jeg har nogle dejlige venner og mennesker i mit liv, som jeg holder meget af, som jeg også fik før jeg kom på skuespillerskolen – heldigvis, smiler han.

– Men der gik nogle år, siger han og smiler igen, inden han fortæller, hvordan han også lærte at kende sig selv på en ny måde, da han kom på teaterskolen og fik ”smidt det hele i ansigtet”, da lærerne for eksempel reagerede på hans kropssprog.

– Mine arme har altid været meget ude, når jeg gik for eksempel, siger han og viser hvordan.

Er der noget galt i det?

– Nej, men det er de jo af en grund. Og det gjorde de mig bevidst om. Alt blev analyseret. ”Hvorfor svarer du mig sådan der lige nu?” kunne de finde på at sige. ”Hvad handler det om?” Og det var sindssyg interessant, fordi man fik nogle værktøjer til at se på sig selv.

På den måde lærer man meget mere på en skuespillerskole, end man gør hos en psykolog, mener han.

– For de tager stilling til alting, og det var hårdt, i starten at få at vide: Du er lidt for meget på.

Og fra andre folk også: Du fylder meget. Men du finder ud af, hvordan du bliver opfattet af andre mennesker. Og så så må du acceptere, at selvom jeg ikke føler, at jeg er for meget, jamen så er jeg for meget.

Han tier lidt.

– Og det er sådanne ting, man fik kastet i hovedet.

Det kunne sikkert få tårerne frem hos nogle…

– Det gjorde det også hos mange, mig selv inklusiv. Men der var de samtidig gode til at passe på en.

Kunsten at mærke sig selv

Det koster staten omkring to millioner per elev at uddanne de otte skuespillerstuderende, som kommer ind årligt. Derfor kaster man heller ikke bare det hele uddannelsen over styr, når det er svært, forklarer han.

– Det får man ikke lige lov til.

Men hvor finder du håb og trøst midt i modgangen?

– Ja, sukker han og tænker lidt.

– I gåpåmodet fra udviklingen. Hvis der var så mange ting, der blev kastet i mit ansigt på en gang, så ville jeg jo ikke kunne overskue det, så ville man jo ende med at tage billetten i stedet for, men jeg har forsøgt at se det gode og udviklingen i det. Det handler om, at du skal blive en federe udgave af dig selv senere hen.

– Men da jeg var yngre var det svært.

Solen brager stadig ned uden en eneste brise til at lette varmetrykket. Omvendt er der masser er positiv blæst i Joakims skuespillerliv, som er noget vidt omkring siden han stillede sig sammen med sin far på den lokale amatørscene.

– Vinden blæser jo i min retning i øjeblikket. Men jeg tror, jeg prøver at blive mere selvbevidst omkring, hvad det er, der giver mig glæde i livet.

– Det, der gør mig lykkelig, er min hustru og mine venner og min familie. Men jeg elsker også at stå på en scene, så jeg vil gerne stå på scenen resten af mit liv. Jeg har det sådan som udgangspunkt, at jeg gerne vil slæbes af scenen, siger han og tøver.

– Men måske tager jeg lige et halvt år fri. Bare lige for at mærke mig selv. For jeg har ikke mærket mig selv i fem år. Jeg har knoklet hele tiden. Jeg har ikke haft fri, siger skuespilleren fra Snogebæk, der snart skal nå sin færge.

Bornholmeren kaster et blik på sit armbåndsur.

– Hvis jeg skal have 68 gode år. Så det er det, det handler om, tror jeg… lige at mærke sig selv.