– Sådan er det altid. Normalt til Wonderfestiwall åbner vi flere timer, inden første kunstner går på, så folk kan finde sig til rette og have god tid. Jeg er sikker på, der nok skal blive fyldt op i løbet af den næste time eller to, siger han og fortæller, at der netop er udsolgt af fredagsbilletter.
– Der er nok omkring 100 billetter tilbage af partout og lørdagsbilletter, siger han.
Mens gæsterne langsomt fyldte pladsen mere og mere op, gik Ericka Jane på scenen og gav publikum de første toner af sommer.
Efter et par numre, får hun råbt ud til publikum "Er I der Wonder?" Og selvom det til forveksling føles som Wonderfestiwall, lægger Daniel Mühlendorph vægt på, at man ej skal forglemme, at der står hele tre arrangører bag Sound of Summer – nemlig Wonderfestiwall, Musikhuzet Bornholm og TV2 Bornholm.
– Fordi vi er en gruppe af forskellige arrangører, kan Sound of Summer også nogle andre ting end Wonderfestiwall. For eksempel har vi direkte storskærmsproduktion, som også gør, at de, der ikke fik købt billet, stadig kan følge med hjemmefra, siger han.