Leder: Tango Alfa Kilo

Det var næsten, næsten som Wonder. Lukkede man øjnene, og lod man hånt om hegnet mellem pladsens to sektioner, var den store bornholmske musikfestival tilbage med Sound of Summer fredag og lørdag.

Et knejsende Hammershus som majestætisk kulisse kom også til at markere storhed, stolthed og særligt stædighed i et år, hvor ikke bare Wonder, men alle folk bag landets musikfestivaler har været ualmindeligt trætte af regeringens hasardspil med deres chancer for at vende tilbage efter to års påtvungen pause. Regeringens afgørende melding kom sent, og da den kom, lagde den så mange restriktioner også på sensommeren, at festivalerne endnu en gang måtte trække stikket til forstærkerne ud.

Gav weekenden stor optimisme og en stærkt fornyet tro på Wonders livskraft, er meldingerne fra Østersøjazz derimod bekymrende

Både i trods og for at være noget for sit publikum skød flere festivaler i stedet mindre arrangementer i gang. I Skanderborg blev Smukfest med skanderborgensisk sans for ordspil til Småfest, og her på Bornholm blev Wonder så i år til Sound of Summer, smukt sat i scene af et triumvirat af Wonder selv, Musikhuzet og TV 2 Bornholm.

Stor tak for det. En festival er en hyldest til det løsslupne liv, en antidagligdag som det hedder med endnu et Skanderborg-ord – et minde om den verden, som vi ikke bare havde, men også tog for givet før coronatiden. I år i høj grad også en måde markere, at vi vil tilbage til det liv igen og nok skal komme det…ja, om da ikke Delta-varianten af den forbaskede virus bare bliver fulgt af Echo, Foxtrot og Golf, fortsæt selv listen, der er 26 bogstaver i NATO’s fonetiske alfabet, og det gyser jo i én ved tanken om, at vi skal helt frem til Yankee og Zulu og måske starte forfra, før verden igen bliver normal.

Gav weekenden således stor optimisme og en stærkt fornyet tro på Wonders livskraft, er meldingerne fra den 25. udgave af Østersøjazz derimod bekymrende. Arrangørerne bliver ældre, og de har haft svært ved at få nu meget tiltrængte yngre kræfter med. Lykkes det ikke inden længe, kan hornene have truttet for sidste gang på Torvet i Nexø, bliver der nu meldt ud.

Dertil må det ikke komme, og som Wonders overlevelse er en sag for hele Bornholm, er fremtiden for Østersøjazz det ikke mindre. Efter Allinge Jazz Festival desværre måtte lukke for nu snart år tilbage, står Østersøjazz alene tilbage som den eneste jazzfestival på Bornholm. Og som Allinge Jazz Festival havde arbejdet sig til et godt renommé blandt jazzelskere, står der også stor respekt om Østersøjazz.

For turismen på Bornholm er Østersøjazz et rigtig fint aktiv i den yderste del af højsæsonen, og selv hvis det ikke havde været sådan, vil det være for dumt og ærgerligt, hvis en 25-årig tradition bare skal have lov at slutte.

Måske har Østersøjazz fra festivalens første år været synonym med Nexø. Lad os nu få det at se på den måde, at Nexø står sammen om sin jazzfestival. De handlende i byen er mange og stærke, hvis de går sammen. Måske kan Nexø Boldklub se en chance for at tjene lidt penge, lidt i stil med foreningerne i Roskilde, der i mange år har spundet guld på festivalen.

Endnu mere vigtigt er det dog at betragte festivalens nødråb som rettet til hele Bornholm. Så lad os nu slå forstærkeren til: Alle mand til Nexø, alle på Bornholm, der elsker jazz.