Nye vandrere kan starte her

Nye vandrere kan starte her
Vandrernes Dag finder sted over hele landet på søndag – på Bornholm er der arrangeret en tur mellem Boderne og Raghammer. Privatfoto
NOTITS | 15. SEP 2022 • 17:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
15. SEP 2022 • 17:30

Dansk Vandrelaugs årlige arrangement Vandrernes Dag 2022 finder sted søndag den 18. september kl. 13-16.30, og turen går til Raghammer.

– Vandrernes Dag er en begivenhed, som er med til at give inspiration til at få gang i støvlerne, skabe ro i sindet og skabe sociale kontakter og ikke mindst opleve naturen på alle tidspunkter af året. Derfor er vi en gruppe af turledere under Dansk Vandrelaug, der gør en dyd ud af at finde nye veje eller at genopfriske gamle, siger Kirsten Lund-Hansen, bestyrelsesmedlem i Dansk Vandrelaug Bornholm, i en pressemeddelelse.

– Vore ture er ikke lange, men kan være lidt besværlige. Men vi går i moderat tempo, så alle kan være med. I fællesskab får vi ny luft, nye oplevelser og endda ofte også nye venner. Den positive energi i det grønne er værd at dele med endnu flere, tilføjer Kirsten Lund-Hansen.

Søndagens tur er en gratis prøvetur. Mødestedet er p-pladsen v/ Kuglen på Boderne Strand. Turen går fra Boderne til Raghammer med turleder Ib Madsen. Turen er på cirka fem kilometer i fint terræn – langs kyststien til Raghammer, som er et militært skydeområde og via sommerhusområdet tilbage.

– Vi holder gerne en lille pause undervejs, så tag selv siddeunderlag, lidt at drikke og eventuelt spise med, opfordrer Kirsten Lund-Hansen.