Newyorker strandede i Svaneke og fortæller historien om byen – sin historie, ikke din

Den amerikanske dramatiker Kevin Doyle måtte på grund af coronanedlukning ufrivilligt tilbringe næsten fem måneder i Svaneke. Det er der kommet en teaterforestilling ud af.

Den tidligere rektor på filmskolen Poul Nesgaard har fortalt om en dokumentarfilmlærer, han kendte, som sagde: "Virkeligheden interesserer mig ikke – men blikket på virkeligheden interesserer mig".

At det giver mening, er Kevin Doyles forestilling "Svaneke", som der torsdag aften på Rønne Theaters Ny scene var verdenspremiere på, et vidnesbyrd om.

"Svaneke", dét kan man kalde en prunkløs titel, hvis man ser bort fra huspriserne i byen, og i en vis forstand kan Kevin Doyle nok godt lide netop det prunkløse.

Dramatikeren fra New York har en ganske særlig evne til at sanse og præsentere en udgave af virkeligheden, som godt nok ganske eftertrykkeligt er helt hans egen, men som ikke desto mindre også virker genkendeligt virkelig. Og han formår at opbygge en fortælling, som forekommer at blive relevant, uagtet at de enkelte elementer kan virke ganske diminutive.

Nå, der blæste et papkrus i Svaneke Havn? Et cigaretskod røg samme vej, og desværre spiste en svane det. Og?

På bagvæggen er personernes færden rundt i Svaneke projiceret op. Foto: Jacob Jepsen

En balletforestilling er det jo ikke, amerikaneren har lavet, også selv om han blander svanens død ind i forestillingen, men han præsterer dog små spring og spjæt i historien, som vækker interesse. Svanens død er da i øvrigt noget Svaneke kender til. Projektet med den tre-mastede bark Svanen døde som bekendt også, inden det rigtig fik luft under vingerne.

At Kevin Doyle nu har haft premiere på et stykke ved navn "Svaneke" skyldes sære sammenhænge og verdenshistoriske begivenheder, som han har været en rejsende i, og han indleder da også enakteren ved at komme ind på scenen og præsentere sin rullekuffert.

Sin aldeles prunkløse rullekuffert, som endda er en handicappet rullekuffert, vel at mærke.

For på magisk vis kan han få det til at give mening at tage publikum i hånden gennem en ganske lang præsentation af denne kuffert, som en dag mistede sit ene hjul, men som han ikke nænner at skille sig med, eftersom den repræsenterer det længste forhold, han har haft. Syv år – og så lærer man af rørstrømske grunde at bevæge sig gennem verden med en knap så funktionel kuffert.

Strandet

Han bor egentlig i New York, men underviste i Finland og skulle lige besøge sin gamle kammerat, chefen for Bornholms Teater, Jens Svane Boutrup, som han oprindeligt mødte, da denne i sin ungdoms vår studerede teater i New York.

Så han rejste fra Finland og til Bornholm og sad hjemme hos familien Boutrup i Rønne, da den coronavirus, han godt havde hørt lidt om, pludselig indhentede ham og fangede ham ind.

En nydeligt klædt dame på tv sagde noget, Kevin Doyle ikke forstod, men som fik teaterchefen til at sige til ham:

– Du er muligvis strandet.

Ja, han var strandet, for det var jo Mette Frederiksen, som den 11. marts sidste år for rullende kameraer lukkede landet ned.

Kevin Doyle fik bolig på Svanekegaarden, og var hans kuffert en kende handicappet, havde han selv nu mere eller mindre fået savet benene af. Han strandede vitterligt i denne by, som han ikke kendte.

Og her gør han det klart. Den historie, han fortæller, er hans, ikke din, ikke min.

Velkommen til Svaneke. Tingene på kortet repræsenterer personer. Foto: Jacob Jepsen

"This is not your Svaneke" bliver der projiceret op på bagvæggen. "Dette er ikke dit Svaneke". Det er Kevin Doyles Svaneke, for han oplevede aldrig det, vi andre har oplevet i Svaneke. Liv og glade dage, at gå på restaurant eller til koncert. Intet af det oplevede han i de knap fem måneder, han tilbragte i byen. Han følte sig som en astronaut, der var hjemvendt og opdagede, her havde fundet en katastrofe sted. Det var, som om byen ikke levede, der var nærmest ingen mennesker på gaden, slet ikke efter butikkerne lukkede klokken 19.

– Jeg er fra New York, intet lukker så tidligt!, siger han og ser forfærdet ud.

Hans tætteste kontakt var til de teenagere, der arbejdede i Dagli' Brugsen og til mannequindukkerne i forretningsvinduerne.

Et år efter

Men han noterer sig på sine ensomme gåture forskellige menneskers færden i byen, hvilket han demonstrerer på et kort over Svaneke, hvor han kan vise deres bevægelser rundt i gaderne, projiceret op på skærmen på bagvæggen. Nogle af dem må han nødvendigvis også have talt med, og nogle af disse fortæller også på video om deres liv under corona. Det er optagelser fra, da Kevin Doyle et år efter, det lykkedes ham at forlade Bornholm, er vendt tilbage for at høre, hvad coronaisolationen havde gjort ved folk i byen.

I april 2020 døde Kevin Doyles gode kammerat Kirk hjemme i USA, men han var afskåret fra at besøge ham en sidste gang. Man forstår hans smerte, da han på bedste karaokemaner synger en sang, som de begge holdt af, til vennen. "Hey Moon" af John Maus.

"I know it's been so long/ Since we saw each other last/ I'm sure we'll find some way/ To make the time pass".

Jeg ved, at det er længe siden, vi så hinanden sidst, jeg er sikker på, at vi finder en måde, at få tiden til at gå ...

Men ses på denne side af døden, gør de altså ikke.

Og alt imens fortsætter livet. I Svaneke og alle andre steder på kloden, hvor vi går rundt i hver sin virkelighed, som med en lille indsats kan virke sært genkendelig. Som i "Svaneke".

"Svaneke" spiller til og med den 26. september på Rønne Theater og derefter på Svanekegården fra 29. september til 2. oktober.

Ud over selve forestillingen vil det være muligt at møde Kevin Doyle den 28. september klokken 19.30-21.30 i Rønne Theaters Teatercafé til arrangementet "Mod strømmen – kunsten vs. sociale medier", hvor han vil fortælle om sine arbejdsmetoder og tankerne bag hans produktion.