Dramatiker fra New York barsler med nyskrevet stykke om Svaneke

TEATER

Teatermanden Kevin Doyle fra New York er tilbage på Bornholm og i Svanekegaarden, hvor han igen har slået sig ned, ganske som sidste forår og sommer.

Lige nu sidder han dog på en stol bag et bord i et svagt oplyst rum på Rønne Theater. Foran ham er scenen sat med forskellige effekter, og på bagvæggen er der et lærred, hvorpå der er projiceret et billede op. Vi er i teatrets sidebygning, som rummer dets nye scene fra 2010, som af teatret selv betegnes som en blackbox. En sort æske, altså, og så tror da pokker, at her er så dæmpet en belysning, at man straks, man træder ind, kan høre avisens fotograf mumle lidt befippet og pille ved sit kamera.

Hvordan pokker skal man tage et billede i dette dunkle lys?

Kevin Doyle rejser sig straks op, da vi træder ind.

– How are you, vil han vide og jo tak, vi har det fint, men hvad med ham selv?

Han har det også fint, og han udstråler da også præcis den ro og belevenhed, vi husker ham for fra sidst og udviser også samme snarrådighed og nærvær udi samtalens kunst.

"Sidst" var i juli forgangne sommer, da vi interviewede ham på havnen i Svaneke på en dejlig solskinsdag. Dengang kunne vi fortælle den lidt skøre historie om, hvordan han kender chefen for Bornholms Teater, Jens Svane Boutrup, fordi denne i en fjern ungdom studerede teaterinstruktion på Brooklyn College i New York, hvor de to mødtes. Nu var han kommet fra Finland, hvor han i en periode havde undervist, og til Rønne på besøg som en slags mellemlanding, inden han returnerede til USA.

Han sad således hjemme hos teaterdirektørens familie, da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts gik på talerstolen i Statsministeriet og fortalte, at hun lukkede Danmark ned – hvilket Kevin Doyle naturligvis ikke forstod.

Det gjorde Jens Boutrup til gengæld, hvorfor han bemærkede til sin gæst:

– Doyle, du har måske et problem.

I den grad, kan man sige, for coronaen lukkede om ikke hermetisk, så ganske markant ned for flyrejser hen over Atlanten, og til gengæld kunne Kevin Doyle her på Bornholm modtage beskeder fra sin sambo i New York om ligposer i gaderne, da smitten løb løbsk.

Desværre

Det blev til flere måneder på Bornholm, hvor han gav slip på sin frustration og i stedet besluttede at flyde med i situationen uden at sprælle imod, hvilket betød, at han pludselig blev særdeles produktiv og fik skrevet en masse, deriblandt et stykke, som skulle hedde "Svaneke".

Så han talte med Jens Svane Boutrup om at vende tilbage om et års tid for samle op på eftervirkningerne af coronasituationen og se på, hvordan den havde påvirket folks liv sammenholdt med, hvordan de oplevede den første tid. Og – ikke mindst – få sit stykke sat i produktion.

Nu er han tilbage, og han er det med en overraskende melding, da vi spørger ham om, hvornår han omsider var returneret til New York.

– Desværre har jeg endnu tilbage at vende hjem til USA, svarer han således.

– Jeg har arbejdet i Turku i Finland, som jeg vendte tilbage til. Jeg havde også mange af mine ting der, optageudstyr og den slags, og jeg fandt et billigt sted at bo i Estland, og så rejste jeg frem og tilbage mellem de to lande. Men da smittetrykket så steg i Finland, kunne man ikke rejse til landet, og så kunne jeg ikke gøre andet end at blive i Estland hos nogle venner. Der steg smittetrykket omkring jul og nytår, og så kunne man ikke rejse nogen steder og måtte bare stå det igennem, indtil det blev muligt at rejse hertil i marts.

Kevin Doyle forklarer, at han stadig er nervøs ved tanken om at blive ramt af covid-19, og at han ikke har betragtet New York som sikker for slet ikke tale om flyrejsen dertil.

Så du forsøgte aldrig at tage hjem?

– Jo, jeg prøvede, men det virkede bare aldrig, som om det var muligt. Eller sikkert. Og jeg ville også gerne tilbage hertil, og det er også billigere for teateret at betale en billet fra Finland eller Estland end fra USA, for man ved ikke, hvor priserne ender henne i den her situation.

Men den 24. marts lykkedes det ham at komme til Bornholm, og skulle man tro, at han havde brugt sine måneder i Estland i tilbagelænet venteposition, kan man roligt tro om igen.

– Jeg satte mig ned og skrev, siger han.

– Jeg afsluttede en helt ny tv-serie ... nej, faktisk to tv-serier, jeg skrev et teaterstykke, og jeg arbejdede på en bog.

Kvindelig sherif

Sidste sommer var ydermere frustrerende, fordi han ikke kunne komme til USA, hvor han ellers skulle have været til forhandlinger om en tv-serie, han skrevet et pilotafsnit til, altså, et første afsnit til at få prøvet af, om det var værd et gå videre med.

– Alt det er også stadig under opsejling, siger han.

– Det er bare sat på pause. Men i Estland nøjedes jeg ikke med at skrive et pilotafsnit, jeg fortsatte bare derudad, og jeg endte med at – det her lyder skørt – men jeg skrev stort set, hvad der skal ske i syv sæsoner af en ny tv-serie, ler han.

Tv-serien handler om tiden i 1869 og frem i Wyoming, da kvinder fik stemmeret i staten, hvilket var cirka 50 år, inden de fik samme ret nationalt.

– Det gik op for mig, at det, der skete, var en slags prisme i forhold til, hvad vi ser af nutidige problemer, når det handler om kvinders rettigheder, borgerrettigheder til minoriteter og så videre, siger han.

Serien kalder han "The Equality State", "Ligestillingsstaten", hvilket er statens øge- eller kælenavn, som netop handler om, at det var her, kvinder fik stemmeret først. Han slår dog også fast, at dette nybrud for ligestillingen rent faktisk var lidt af et fupnummer.

– Det handlede om, at hvide mænd i Wyoming ønskede, at flere mennesker skulle flytte til staten, og så fandt de på at give kvinder stemmeret for at lokke familier til. Det var en anormalitet i historien om kvinders rettigheder, fordi de overhovedet ikke behøvede at kæmpe for retten til at stemme. Men noget af det, der i tv-serien skaber spændingerne, er, at det viser sig, at hovedparten af kvinderne i staten dengang var prostituerede, og ved første valg i 1970 var der under 50 procent af kvinderne, der stemte.

– Samtidig blev det også muligt for kvinder at påtage sig et offentligt embede, og den første kvinde i amerikansk historie, der blev fredsdommer og sherif, hed Esther Morris. Det blev hun i en rå mineby, South Pass City, i 1870. Og det vender hele billedet af det vilde vesten på hovedet. Hvornår har du senest set en western, hvor en kvinde er sherif? Clint Eastwood har lavet sin western "Unforgiven", som foregår i Wyoming, men de her ting nævnes overhovedet ikke, så der er noget, vi fuldstændig har overset, siger Kevin Doyle.

Interview

Godt så, men hvad gjorde han, da han var stort set færdig med denne tv-serie?

Han skrev da endnu en, dog med kun fire afsnit. Den bygger på researchen til den første, og han kalder den "The Census Takers", altså "Folketællerne". Folketælling finder sted hvert tiende år i USA for at holde styr på befolkningen, og hvor den lever i det store land, og han skriver om folketællingen, da det var første gang, man talte den sorte del af befolkningen med som hele personer, indtil da havde slaverne kun været opgjort som tre femtedele af en person.

– Det står i den amerikanske forfatning, at de skal tælles sådan – og man betegner det som det store tre femtedele-kompromis. Men borgerkrigen sluttede i 1865 og i 1870'erne var første gang, afroamerikanere talte med som hele mennesker, siger han.

– Og jeg faldt over den fantastiske historie om to folketællere uden for Atlanta i Georgia, en hvid og en sort, som for første gang nogensinde tog ud og talte afroamerikanere med som virkelige mennesker.

Det er en fusion af mine oplevelser i Svaneke, da jeg strandede her sidste år, og erfaringerne, de mennesker, som har levet i byen hele tiden, har gjort sig

Lad os inspireret af den bemærkning returnere her til virkeligheden på Rønne Theater, hvor han fortæller om, hvordan han ankom til Bornholm med færgen fra:

– Ko ... koche ...koge ...

– Køge, hjælper fotografen.

– Ja, Køge, siger Kevin Doyle og rammer tilnærmelsesvist det hemmelige danske bogstav "ø".

– Jeg taler en masse danske ord og i min forestilling, blandt andet en del gadenavne og andre ting, fortsætter han.

Forestillingen "Svaneke", som han skrev på sidste år, har han opgraderet i den tid, han har været her i denne omgang.

– Situationen har ændret sig med den anden nedlukning, så jeg er vendt tilbage til folk, som jeg talte med sidste år, og har interviewet dem igen for at finde ud af, hvordan livet former sig for dem.

Og stykket handler om hvad?

– Det er en fusion af mine oplevelser i Svaneke, da jeg strandede her sidste år, og erfaringerne, de mennesker, som har levet i byen hele tiden, har gjort sig. Det er en fusion af min oprindelige tekst, som fortæller min historie, og fire forskellige borgeres fra byen. Vi følger os gennem hele forestillingen, og splejset ind i det hele er der indslag fra de interview, jeg har lavet med dem, enten på video eller bare deres stemmer, siger Kevin Doyle.

– Og de fortæller blandt andet om, hvordan denne vinter har været den sværeste periode.

Ægte forbindelser

Eneste levende individ på scenen under forestillingen vil være Kevin Doyle selv.

– Det er ellers ikke noget, jeg normalt gør, siger han og ler:

– Men takket været Jens har jeg bevæget mig ud af min komfortzone.

I Svaneke føler han sig ikke længere som en fremmed, men det gjorde han i starten på grund af nedlukningen.

– Jeg følte mig som en astronaut på en fremmed planet, siger han.

– Der var ingen mennesker på gaderne, og det eneste, jeg kunne gøre om aftenen, var at gå rundt og kigge på folks vinduer, og i Danmark – og da i hvert fald i Svaneke – har folk de her ting, de stiller i deres vindueskarme, om det så er et skib, en statue eller blomster, man kan studere.

Ja, hurra for den danske nips.

– Nu synes jeg, at jeg har skabt ægte forbindelser til folk, og i nogle af de interview, jeg har lavet med folk, åbner de sig virkelig, og det er der kommet betagende og bevægende tanker ud af, som virkelig har berørt mig, siger han.

Det er hans agt snart at tage tilbage til Finland eller Estland og så returnere, når stykket skal spille i september.

I en enkelt scene, han fremfører for fotografens skyld, fornemmer man, hvordan han blandt andet portrætterer livet i Svaneke, byens sjæl og rytme, med indsigt og personlige, finurlige detaljer.

Stykket "Svaneke" har premiere torsdag den 23. september under den bornholmske kulturuge og vil både kunne opleves på Rønne Theater og på Svanekegaarden.

Hvert objekt repræsenterer en svanekebo. Foto: Jacob Jepsen