Min tipoldemor spillede også på Rønne Theater

Mette Marckmanns oldefar var fra Bornholm, og derfor vækker det nogle følelser i skuespilleren, når hun bevæger sig rundt i de små gader i Rønne i denne tid, hvor han skal spille en af rollerne i sidste del af Bornholmerkrøniken, "Sne".

En af rollerne i forestillingen "Sne" på Rønne Theater bliver spillet af Mette Marckmann, og hun har faktisk en forbindelse til Bornholm der går mange år tilbage.

– Ja, det er ret sjovt. Min farfar er født i Rønne, og hele hans familie er, eller var bornholmere. Han blev udstationeret som ganske ung, det var omkring 1917, som grænse-gendarm ved Kongeåen, hvor han så mødte min farmor. Og så kom han aldrig tilbage til Bornholm. Han blev en del af Indre Mission, og så cuttede han på en eller anden måde forbindelsen, så vi har aldrig haft noget at gøre med hans bornholmske familie. Han trak måske en streg i sandet, fortæller hun.

Jeg bliver helt rørt
over at tænke på,
at her har min farfar
løbet rundt som knægt

I forhold til Mette Marckmanns slægtsforskning er der også dukket noget andet op, som har direkte forbindelse til hendes eget liv i dag.

— Vi har jo godt vidst, at vi havde den bornholmske tråd i familien, og da jeg mistede min far for et års tid siden, har vi været i gang med at rydde op i en masse ting, gamle billeder og papirer. Og så har jeg faktisk lige fundet nogle gamle billeder af min tip-oldemor, der åbenbart spillede dilettant her på Rønne Theater, og det er jo ekstra sjovt, at jeg nu skal stå på den samme scene så mange år efter.

Familiebåndet er også noget, hun tænker over, når hun kører rundt i Rønne på cykel i denne tid.

– Når jeg cykler rundt her i Rønne, så kan jeg bare mærke, at jeg bliver helt rørt over at tænke på, at her har min farfar løbet rundt som knægt, siger hun.

Mette Marckmann har i gamle stamtavler fundet ud af, at der i familien engang i midten af 1800-tallet var en gammel borgmester i Allinge, og hun har da også planer om en af dagene at gå en tur på kirkegården, for at se om nogle af familiens grave er bevaret.

– Man kan sige, at jeg på en måde er knyttet til Bornholm, uden rigtig at være det. Og jeg synes, det er mega interessant. Jeg er virkelig på toppen over det.

Et alvorligt men sjovt stykke

Mette Marckmann har tidligere spillet flere roller på Rønne Theater, hvor hun har været på turné med Folketeatret, Det Danske Teater og Café Liva. Men det er første gang hun spiller med i rolle i et stykke, der er sat op på teatret.

Hvilken rolle spiller du i "Sne"?

– Jeg spiller en kvinde, der hedder Alice, og som er ejendomsmægler. Stykket foregår i 2010 under den store snestorm, og det gik ikke så godt dengang med ejendomssalget. Det var lige efter finanskrisen. Men jeg er flyttet til Bornholm med min mand, som jeg har været gift med i 21 år. Og jeg er blevet lidt metaltræt i det der ægteskab, så jeg er ikke umiddelbart et glad menneske. Men der sker nogle ting med mig i løbet af stykket, som jeg ikke skal røbe for meget om nu.

Og snestormen den vinter har indflydelse?

– Ja, det har den. For vi bliver lukket inde i huset, hvor vi bor, og vi er ikke alene, for der kommer to andre beboere i huset, og den der menage a quatre kommer virkelig til at rykke rundt på nogle ting.

Det er en komedie, men det lyder jo, som om der er en dybere mening?

– Ja, der er både det menneskelige spor, som jo altid er både sjovt og tragisk, altså hvordan vi er sammen. Men så er der også noget om klimaet, men ja – det er en komedie. Den har letheden over sig, og der sker en masse sjove ting.

Seks timer

Kan du selv huske snestormen i 2010?

– Ja, jeg kan sagtens huske den. På det tidspunkt spillede jeg en rolle på Odense Teater, hvor jeg rejste frem og tilbage fra København hver dag med toget. Og det startede med at sne den 15. november, samme dag vi havde premiere, og så sneede det bare mere og mere i løbet af december, og til sidst var det stort set umuligt for togene at køre. Det var jo minus 20 grader den 20. december, og alt togdrift gik jo nærmest i stå. Vi aflyste ikke nogen forestillinger, men jeg husker tydeligt, at før den sidste forestilling, tog det mig seks timer at komme til Odense, hvor jeg løb igennem parken fra stationen, ind på teatret, hvor jeg lige fik sat håret op, røg i noget kostume, og så direkte ind at spille.

Hvordan er det at spille på et lille teater som det i Rønne?

– Man kommer tæt på publikum, og det er jo dejligt. Og det sjove ved Rønne Theater er også, at oppe på balkonerne er det tydeligt, at det kan være svært at se hele scenen, så man skal arbejde lidt for at se med, altså lige strække hals. Og det er også en del af charmen. Men hver gang, vi har spillet herovre, har det været et skønt publikum, siger Mette Marckmann.

Man kan godt koble poledance

sammen med klassisk teater

Forestillingen "Sne" på Rønne Theater vil give publikum en idé om, at poledance er ligesom at klatre i træer, og at det er lidt ligesom en leg.

For Emma Silja Sångren bliver det første gang siden 8. klasses lejrskole, at hun besøger Bornholm. Og hun har virkelig glædet sig til at spille med i forestillingen "Sne" på Rønne Theater.

– Det er en virkelig dejlig sal. Der er en lækker lyd i rummet, synes jeg, siger hun.

Hun fortæller, at lyden opfører sig meget forskelligt afhængigt at, hvilket rum der spilles i.

– Det er meget forskelligt med lyden. Jeg har lige spillet på Edison på Betty Nansen, og det er på en måde et meget hårdt rum, hvor scenen i Rønne jo er lavet til at spille teater. Lyden når mere ud til publikum sådan et sted, siger Emma Silja Sångren.

I stykket spiller Emma figuren Ellen, som er en, der kommer udefra ind i huset, hvor der bor et par, som for nylig er flyttet til Bornholm.

– Man ved ikke så meget om hende, men undervejs finder man mere ud af, hvem hun er, og hvad hun vil. Og hun er en lidt speciel karakter, fortæller skuespilleren.

Poledance er som en leg

Emma har, ud over at være uddannet skuespiller, beskæftiget sig meget med det, der kaldes aerial optræden, og så er hun uddannet poledanser, ting som begge leder tanken hen på noget, der minder om cirkusoptrædener. Og netop de ting mener Emma Silja Sångren sagtens kan passe ind i en mere klassisk scene-opsætning.

– Det er ikke noget, jeg tidligere har optrådt med i et teaterstykke, men jeg har selv haft mange optrædener med mine egne ting og har også undervist i poledance i mange år.

Så man kan godt koble poledance sammen med klassisk teater?

– Ja, det kan man godt. Det var egentlig Rhea (instruktør Rhea Leman, red.) der hørte, at jeg kunne det og syntes, det var en sjov idé at få det ind i forestillingen. Men der er mange, der ikke rigtig ved, hvad det er, når de hører ordet poledance. Men jeg håber, at publikum efter forestillingen har en ny opfattelse af, hvad det er – at det er som en leg. Lidt som at klatre i træer faktisk. Og det kan man sagtens koble sammen med klassisk teater, mener Emma Silja Sångren.

Forestillingen skal lære os at passe på hinanden

Publikum skal gå hjem fra forestillingen "Sne" med fornemmelsen af, at de har grinet en masse. Men de vil også blive mindet om, at det er vigtigt, at vi passer på hinanden.

Mads M. Nielsen spiller rollen som August Erik i stykket "Sne" på Rønne Theater, og det er ikke første gang, han har underholdt det bornholmske publikum. I 2011 spillede han nemlig med i Bornholmerrevyen med navnet "Få billetter". Dermed spillede han på Bornholm året efter det år, som "Sne" handler om, altså snestormen i 2010.

Kan du huske dagene den vinter?

– Ja, det kan jeg godt. Vi var ikke så hårdt ramt på Sjælland, men jeg kan huske, at vi havde rigtig mange istapper på vores hus. Og så kan jeg huske, at folk på Bornholm snakkede meget om det. Det fyldte meget.

Du spiller manden i huset i forestillingen?

– Ja, jeg er gift med Mette, som spiller Alice i stykket. Min figur hedder August Erik, og jeg er sådan en, der aldrig rigtigt får noget til at fungere. Og de er så flyttet til Bornholm for at starte på en frisk. Huset er ikke rigtig blevet bygget færdigt, og det hele er noget rod.

Og hvordan er August Erik?

– Han er sådan en type, der tror, han hele tiden får gode ideer. Der skal sælges skovjord på flasker, som folk så bliver syge af, og der skal sælges brændenældeolie. Hele tiden har han mærkelige ideer for at skyde en genvej til at tjene nogle hurtige penge.

Og hvorfor flytter han til Bornholm?

– Jamen jeg tror han gerne vil tilbage til naturen, til noget oprindeligt. Og måske også til noget overnaturligt, som han er lidt fascineret af.

Sjovt

Det er en komedie, men det lyder jo til, at ikke alt er lige sjovt?

– Den handler jo om ægteskabelige problemer, der kan være sjove at kigge på, men ikke så sjove at være i. Så det er ikke, fordi figurerne har det sjovt, men forhåbentlig kommer publikum til at have det sjovt det meste af tiden. Og der kommer nogle elementer ind i huset, for eksempel Emma, som spiller en figur, der er lidt underlig.

Hvad går publikum hjem med?

– Jeg håber, de har grinet og har haft til sjovt. Og måske har de også kunnet genkende sig selv lidt der, hvor vi glemmer at passe på hinanden, og hvor vi glemmer at passe på vores jord. Simpelt hen fordi vi er alt for optaget af det næste, der skal ske i vores liv. Så det handler om, at vi skal passe på parforholdet og på Jorden. Og så at få bygget sit hus færdigt, griner Mads M. Nielsen.

Og Mads M. Nielsen ved, hvad han taler om, når det gælder skuespil, for han har selv vundet den prestigefyldte Reumert-prisen hele to gange for sit håndværk.