Lokalhistorie på 160.000 filer

Lokalhistorie på 160.000 filer
Det lokalhistoriske arkiv ligger på første sal i medborgerhuset Kærnehuset. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | ALLINGE SANDVIG | ABONNENT | 21. JAN 2023 • 10:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ALLINGE SANDVIG | ABONNENT
21. JAN 2023 • 10:30

Arkivet i Kærnehuset er en væsentlig del af arbejdet i Allinge-Sandvig Byforening.

 

– Jeg har måske nok været med fra starten af foreningen, men det var i mange år kun som støttemedlem, siger Anders Koefoed Larsen, næstformand i Allinge-Sandvig Byforening.

Anders Koefoed Larsen blev aktiv, da han var gået på pension efter 34 år som lærer på Allinge-Sandvig Borgerskole og et afsluttende job på Landsstævnekontoret i forbindelse med DGI’s Landsstævne på Bornholm i 2002. Han blev valgt ind i bestyrelsen i 2003 og tog initiativ til opbygningen af en lokalhistorisk samling.

Foreningen havde på det tidspunkt en mindre billedsamling, men siden er det gået stærkt. Arkivet i Kærnehuset har i dag cirka 160.000 filer – især billeder, men også avisudklip, historier, breve med videre.

Det lokalhistoriske arkiv er det andet af to ben i byforeningen, hvor det første er det foreningsmæssige med bybevarelse med videre, møder, foredrag og den slags.

 

Klip fra Bornholms Tidendes omtale af stiftelsen af Allinge-Sandvig Byforening i 1973. Stående til venstre er det kunstmaler Hans Helving, der tog initiativ til foreningen. Han blev foreningens næstformand, mens arkitekt Preben Simonsen blev formand.

 

Kom og besøg os

– Vi er nogle frivillige, der bruge enorme mængder tid i arkivet, siger 83-årige Anders Koefoed Larsen.

– Men det er sjovt. Vi har kopier af protokoller, og vi har en masse om granittens historie. Vi har alt muligt, og der er meget, vi endnu ikke er kommet igennem. Man kan ikke interessere sig lige meget for det hele. Jeg har haft meget med sporten at gøre, og i øjeblikket sidder vi med en del ASG-fodboldbilleder, vi prøver at sætte navne på. Vi har skole- og konfirmationsbilleder, alt muligt.

– Vi har været heldige at have mange dygtige fotografer her i byen, som har taget billeder fra byen, havnen og så videre. Så der er rigeligt at gå i gang med, siger Anders Koefoed Larsen.

En af de store udfordringer i arkivet er de mange billeder, man har af personer, som man ikke ved hvem er. Opfordringen er derfor:

– Kom og besøg os, og måske genkender du din oldemor på et billede og kan dermed hjælpe arkivet.

Hvad skal med alt det?

– Folk spørger: Hvad skal I med alt det?, siger Anders Koefoed Larsen og giver selv svaret:

– Det vigtigste er at gemme materialet, så folk kan komme og bruge det. Vi har haft besøg af folk, der har skrevet historiske bøger om turisme og 2. Verdenskrig og så videre. Min mor havde gemt en hel del fra 2. Verdenskrig af specielle småting, som jeg har passet på, og noget af det er blevet brugt i en bog, nævner Anders Koefoed Larsen som et eksempel.

Arkivet får jævnligt nyt materiale ind, blandt andet fra samlere af lokalhistorie.

– Men desværre er det nok sådan, at meget ryger ud, når dødsboer bliver ryddet. Vi er meget interesserede i at få lov til at kigge, inden man smider tingene væk. Vi er interesserede i foreningsprotokoller og billeder og den slags, siger han.

En anden udfordring er, at de aktive folk er ældre.

– Vi har været heldige at få nye frivillige, der er vendt tilbage til byen, men vi savner nogle yngre. Det klager alle foreninger over. Men jeg forstår det sådan set godt, for man interesserer sig ikke for sin historie, før man er mindst 40 år, mener Anders Koefoed Larsen.