Lokale ørneunger er fløjet fra øen – i hvert fald for en tid

Lokale ørneunger er fløjet fra øen – i hvert fald for en tid
I år er tre havørneunger kommet på vingerne på Bornholm. På landsplan har der været mindst 180 unger, men ikke alle har overlevet, fortæller Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening. Det gælder også en fjerde unge her på øen. Siden ungfuglene blev flyvefærdige, har de lokale ornitologer ikke set meget til dem. Pressefoto: Foto: Jan Skriver, DOF BirdLife
KULTUR | Torsdag 22. december 2022 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Torsdag 22. december 2022 • 05:30

Tre af fire ørneunger kom på vingerne i år. Lokalformanden i Dansk Ornitologisk Forening er sikker på, at ungerne har forladt Bornholm.


Målt på antallet af flyvefærdige unger var 2022 et godt år for de bornholmske havørne. I alt kom tre unger ud at flyve. Hvor de befinder sig nu, er ikke til at sige, men der er ingen tvivl om, at de forlader øen. Det fortæller formanden for de lokale ornitologer.

– Tilsammen kom der tre unger på vingerne i år. Hvordan det så er gået dem derefter, ved vi ikke noget om, for vi ser dem utroligt lidt. De gamle fugle ser man sidde i Ølene eller Hundsemyre og sådan nogle steder, men ungfuglene ser man meget lidt til, siger Jens Christensen.

Det er der en naturlig grund til, som man også kender fra unge bornholmske mennesker: De forlader Bornholm.

– De lever deres eget liv. De skal være fem-seks år, før de kan yngle, og i den tid skal de lære verden at kende. De finder måske også et sted, hvor det kunne være passende at bo. Det er Bornholm alt for lille til, så der er ingen tvivl om, at de forlader øen. Om de så tager til Sverige, Polen, Tyskland eller Estland, det ved vi ikke, siger Dansk Ornitologisk Forening Bornholms formand.

Han fortæller, at Kim Skelmose fra Projekt Ørn har været med til at sætte GPS-sendere på en række ørneunger på Sjælland og i Jylland.

– De flyver rundt i det meste af landet og ned i Nordtyskland, så der er nok ingen tvivl om, at de bornholmske unger forlader Bornholm, i hvert fald for en tid, siger Jens Christensen.

Ro og fred i skove

I sommer var Kim Skelmose på Bornholm for at kigge nærmere på ørnerederne i Ølene og Hundsemyre. Han er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening og aktiv ringmærker. Ligesom Jens Christensen taler han om tre flyvefærdige ørneunger.

– Det ser ud til, at det har været en fin succes på Bornholm, siger han.

Samtidig fortæller han, at en fjerde unge var død, et stykke tid før han kom op i reden.

Kim Skelmose mener ikke, at Bornholm har forhold i naturen, der gør øen mere egnet som ynglested end for eksempel Sjælland og Lolland-Falster. Men der er forhold, som ørnene værdsætter, forklarer han.

– Det er jeres skove. Store skove, hvor der er ro og fred. Det handler simpelthen om, at de finder det egnet, og så får de ro og fred til at yngle. Det er noget af det, der er med til at gøre, at det bliver en succes for dem. Forstyrrelser og sådan noget tolererer de ikke, siger han.

Måske et tredje par

Projekt Ørn overvåger udviklingen og udarbejder hvert år en status over ørnebestanden. I en aktuel pressemeddelelse fra Dansk Ornitologisk Forening konstaterer Kim Skelmose, at havørnen år efter år udvider sin geografiske udbredelse i Danmark.

I den forbindelse nævner han de to ynglende par på Bornholm, og at et tredje ørnepar muligvis er ved at etablere sig på øen.

– Jeg fik at vide, da jeg var derovre, at der var set nogle andre ørne, og Bornholm er stor, så der er plads til et par mere på Bornholm, siger han til Tidende.

Formanden for Dansk Ornitologisk Forening Bornholm er mere skeptisk. Han bekræfter, at der i ornitologkredse var snak om et tredje par i sommer, men personligt tvivler han.

– På et tidspunkt i sommer var der lidt tale om, at der sad to gamle ørne tæt sammen nede i Hundsemyre. Der var ingen tvivl om, at det var et par. Der var så nogle, der begyndte at snakke om, at det måske var et nyt par, der var ved at etablere sig. Men Hundsemyre hører ind under det østbornholmske par. Det er der, de kommer og henter deres mad, så det har formentlig været det kendte par, der har siddet dernede, siger Jens Christensen.

Han er dog enig med Kim Skelmose i, at der er potentiale for et tredje havørnepar her på øen. Og måske er det her, uden at de lokale ornitologer har opdaget det.

– Vi forestiller os, at der godt kunne være et tredje par også, men vi har ikke set tegn på dem, lyder det fra lokalformanden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT