Bornholmer bliver generalsekretær

Bornholmer bliver generalsekretær
Kurt Holm Nielsen er ny generalsekretær i Angst & Stressforeningen. Pressefoto
NOTITS | 31. OKT • 12:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | 31. OKT • 12:00

Kurt Holm Nielsen fra Rønne er ansat som generalsekretær for Angst & Stressforeningen. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Kurt Holm Nielsen har i de seneste 10 år været netværkschef med ledelses- og udviklingsopgaver i Dansk Handicap Forbund. Tidligere har han stået i spidsen for virksomhedsnetværket Vinsa/Cabi.

Angst & Stressforeningen er en landsdækkende, medlemsbaseret organisation, der siden 2001 har arbejdet for at forbedre vilkårene for mennesker berørt af angstlidelser og stress. Foreningen tilbyder blandt andet rådgivning, juridisk bistand, selvhjælpsgrupper og støtte til pårørende. Derudover arbejder foreningen politisk for bedre forebyggelse, behandling og rehabilitering.

– Det er med stor ydmyghed, men også med energi og målrettethed, at jeg går ind i denne rolle. Angst og stress er en folkesygdom, der påvirker mellem 350.000 og 400.000 danskere hver dag, siger Kurt Holm Nielsen i pressemeddelelsen.

Kurt Holm Nielsen, der er 67 år, er tidligere malermester og direktør for et håndværkerfirma på Bornholm.

Som virksomhedsleder modtog han i 2008 Dansk Handicap Forbunds Arbejdsmarkedspris og i 2002 Netværksprisen for ekstraordinær social ansvarlighed.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT