DAGENS KANDIDAT / Lørdag 1. november 2025 • 05:30

Erfaren socialdemokrat stiller op for at støtte de nye

Erfaren socialdemokrat stiller op for at støtte de nye
Henning A. Jensen har 25 års jubilæum som socialdemokrat dagen før kommunalvalget, hvor han igen vil være at finde på stemmesedlen. Privatfoto

Henning A. Jensen har været politisk aktiv i tre årtier. Nu stiller den erfarne socialdemokrat igen op til kommunalvalget – ikke for at få magt, men for at støtte de nye kræfter. – Jeg egner mig bedre til at være bagmand end formand, siger han.

Kan du kort beskrive, hvem Henning A. Jensen er?

– Jeg er vokset op med en handicappet storesøster. Hun var det, man dengang kaldte evnesvag mongol, og det har gjort, at jeg har fået et godt kendskab til samfundets svageste.

– Jeg er uddannet økonom og har levet af det, men jeg har også arbejdet som frivillig i økonomi- og gældsrådgivningen her på Bornholm. Der har jeg været med til at hjælpe rigtig mange mennesker med økonomiske problemer. Det er noget med at tage hånd om dem, der måske ikke er i stand til at gøre det selv.

Var det også noget af det, der motiverede dig til at gå ind i politik? Du blev medlem af Socialdemokratiet i 2000...

– Ja, hvis vi skal være helt ærlige, så havde jeg været meget involveret i politik inden i Det Radikale Venstre. Der var jeg fra 1993, til det sluttede brat i 1999, da den daværende undervisningsminister, Margrethe Vestager, lukkede mit hjertebarn på skolen - det der hed Turistakademiet. Det kunne jeg ikke forlig mig med, for det blev lukket baseret på fejlagtige oplysninger.

– Jeg var lokalformand for partiet på det tidspunkt og folketingskandidat, men det sluttede fra den ene dag til den anden. Derefter gik der næsten et år, hvor jeg gik og tænkte mig lidt om, og jeg syntes ikke rigtig, jeg kunne undvære at være politisk aktiv.

– Så i november 2000, jeg har faktisk lige undersøgt det, og det er meget sjovt, for det var den 17. november år 2000, jeg blev meldt ind i Socialdemokratiet. Så jeg har 25 års jubilæum som socialdemokrat dagen før valget.

Hvorfor faldt valget på Socialdemokratiet?

– Det var lidt en omvej omkring USA, fordi jeg, ja, her i Trump-tiderne vil jeg sige, at jeg var utrolig glad for USA. Og der var kun to muligheder: enten var man demokrat, eller også var man republikaner, og der synes jeg, at Demokraterne lignede Socialdemokratiet mest.

– Og så var der jo heller ikke så langt fra min radikale baggrund at blive socialdemokrat. Jeg fik faktisk forskellige tilbud fra borgerligt sted, men det var ikke lige mig.

Hvorfor kunne og kan du ikke undvære at være politisk aktiv?

– Man får jo i den grad indflydelse. Det er i virkeligheden ganske få mennesker, der bestemmer, hvem alle de andre kan stemme på, og det kan jeg egentlig godt lide. Jeg har været med til at vælge formand for Socialdemokratiet to gange for eksempel, og jeg kan godt lide den proces, hvor man er inddraget og ens stemme virkelig betyder noget.

Der er jo sket meget lokalpolisk på Bornholm siden særligt med kommunesammenlægningen. Hvordan oplevede du det?

– Det er sjovt, du nævner kommunesammenlægningen, fordi før det overhovedet blev aktuelt, turnerede jeg rundt et oplysningsforbund, og vi argumenterede stærkt for, at det eneste rigtige var, at Bornholm blev én ø, én kommune. Der var stort set ikke én, der gad møde op til de møder, og alle var imod.

– Men blot ganske få år senere var alle med, at det skulle vi selvfølgelig. Så folkestemningen vendte meget hurtigt.

Hvis vi skruer tiden frem til nu, hvorfor har du så valgt at stille op til kommunalvalget denne gang?

– Det er simpelthen, fordi jeg synes, det er nogle utroligt dygtige kandidater, der er på banen. At der var fire velkvalificerede kandidater, der var parate til at stille op som borgmesterkandidat, styrkede mig i, at de godt kunne bruge sådan en gammel, erfaren og garvet politiker som mig som baggrundsstemme.

– Jeg har faktisk altid sagt, at jeg egner mig bedre til at være bagmand end til at være formand. Så det var en støtteerklæring til de mange nye, der stiller op, og det har vi brug for, for det var en katastrofe for fire år siden.

Hvad ser du som Bornholms største udfordring lige nu?

– Det er, at når man bliver færdig med sin studentereksamen, så rejser man. Det er en stor udfordring, og så er der også det her med, at der dør 600 om året, men der bliver kun født 300. Og tilflytningen er ikke meget større end fraflytningen, så det er et problem, at befolkningstallet bare falder og falder.

Du nævnte selv kort det dårlige valg for Socialdemokratiet i 2021. Hvad er din fornemmelse i år i forhold til at få vendt det?

– Nu ved man jo aldrig, men jeg gætter på, at mange for fire år siden gik fra Socialdemokratiet til Enhedslisten, og der tror jeg, at de vender tilbage til Socialdemokratiet denne gang. Jeg tror, vi kommer op på fordums styrke med otte-ni mandater i byrådet.

Henning A. Jensen
74 år
Opvokset i Hasle - bor nu i Rønne
Uddannet økonom
Kandidat ved kommunalvalget for Socialdemokratiet



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT