Hawrabakkajn å Årstâla Mølla

Blandt øens mange dialektdigtere står Peder Jensen som en stille, men betydningsfuld stemme i bornholmsk litteratur.

På Bornholm har der i sammenligning med andre steder i landet gennem mange år været en ganske stærk tradition for at digte på dialekt.

Og mange kendte dialektdigtere har derfor også fundet vej her til Bâgsian, fx Alfred Jensen, Chr. Stub-Jørgensen, J. P. Kuhre og Otto J. Lund. Men mange flere har digtet på bornholmsk.

En af dem skal det handle om i dag, nemlig Peder Jensen (1904–1984), der voksede op i Bakkana i Pærsker på en lille ejendom med nogle tønder land sandjord. Det var ikke rige kår, og familien var stor (Peder var nr. tre i en stor søskendeflok på 10). Situationen blev ikke lettere af, at Peder som lille blev ramt af børnelammelse, hvorfor han ikke ville have kunnet klare hårdt fysisk arbejde. Hovedet fejlede imidlertid ikke noget, og sognepræsten i Pedersker, provst Levy Blang, besluttede derfor at gå rundt til nogle af sognets gårde for at indsamle penge til drengens uddannelse. Det lykkedes, og Peder endte med at få realeksamen fra realskolen i Åkirkeby.

Senere kom han på Jonstrup seminarium og fik efter endt uddannelse i 1925 først ansættelse på Nexø Private Realskole, senere på flere andre skoler, inden han blev fastansat på Østre Skole i Rønne.

På Bâgsian skal vi i dag stifte bekendtskab med to af Peders fine, bornholmske digte. Det første, ‘På Hawrabakkajns topp jâ står’, handler om barndommens land i Bakkana og er digtet i anledning af hans forældres guldbryllup i 1950 (kan synges på ‘En sømand elsker havets blå’). Det andet er et fint, lille digt om Årsdale Mølle. Digtenes retskrivning er blevet tilpasset praksis ved Bornholmsk Ordbog, ligesom der er foretaget enkelte, små rettelser.

På Hawrabakkajns topp jâ står

På Hawrabakkajns topp jâ står

å hör haveds bruz.

Frå skâuana ver Æskesgår

å te kjæmpans huz

jâ ser min barndoms lann for mit blikk,

vår forra som bælli jâ gjikk.

Ja, vi e fødd’ i Bakkana,

dær vâuste vi opp,

dær læjde vi i stakkana

å barkad’ vår kropp

så fritt som lamm, dær ikkje ved å,

a di ska hâ grima på.

I Almijnnen å Rösen me,

dær ska varra nætt,

mæn ijnnijn stâ på jorn dær e

så hæjlluer plætt

som hær, når soln går ner i sijn sækkj

i hawed ver Hollabækkj.

Hær floitar starr frå gâul te gâul,

på vær gråvakânt

står milkabøttan i sijn kjâul

å blârar så lânt.

Å jartagræz i sommarens tid

vi hitter i vær en sid.

Hær vâuser ønte böjetræ,

mæn æll, pil å grân,

di loiner gott for folk å fæ

å trives på sân.

Å viss du ikkje gjorr lieså,

så hojll du dai bâra hærfrå.

Å gaddisa frå hawed sång,

når dâjn va frambi,

frå kjærkan höres klokkeklång,

då tawnada vi.

Alt va så lyt, ver forstâuedörn

ejn torrebagg floi vos om örn.

Hær vâuste vi i mijllhed opp

å udan nân tvång.

Ejn gaddelier bællatropp

hær læjde å språng.

Vi saier takk for alt, va vi fikkj

i barndomstiden, dær gjikk.

Nu e vi spredd’ på vær sin le,

mæn vår vi komm hæn,

i Bakkana, vår vi komm te,

vi samlas ijænn.

Å vær ejn gång vi kommer hærte,

e vi jimma ijænn, ja vi e.

Årstâla Mølla

Årstâla Mølla, vår e du då nætt,

som du står dæroppa på bakkajn,

me vider kjâul å me swårter hatt

å rövid nølla i nakkajn.

Du står dær på bakkajn å hojller dijn kjæwt,

mæns stormana pivar om hattijn.

Du passer dai sæl å lar vijnnana gå

å mâler som bâra kattijn.

Årstâla Mølla, dai mener jâ om,

for jâ hör dai allri bjæla å gâla.

Du står bâra dær å passer dai sæl

å fnattar på me å mâla.

Peder, der i øvrigt var bror til min oldemor, er et godt eksempel på en temmelig ukendt bornholmsk digter, der digter fint og stemningsfuldt på bornholmsk. Dem har der været mange flere af, og jeg ville være meget taknemmelig for at modtage kopier af eventuelle bornholmske festsange m.m., som læserne måtte have liggende. De kan sendes til alex@hum.ku.dk.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk