Siden august har børnene i Østermarie Børnehus haft fokus på høst, jord til bord og bondegårdsdyr. De har høstet i både køkkenhaven, krydderihaven, drivhus og naturen, og de har plukket brombær, æbler og pærer.
– De ældste, sommerfuglene, har haft en lærerig tur til Melstedgård, hvor de aktivt var med til at høste og køre negene hjem. De var også i møllen for at se kornet blive malet til mel akkurat som i de gamle dage, fortæller pædagog Gitte Elisabeth Hansen.
Hjemme i børnehaven er der blevet arbejdet med kornsorterne hvede, havre, rug og byg, og hvad de bruges til.
– Børnene har høstet deres eget korn og malet deres eget mel. Der er blevet lavet brombærsyltetøj, og de har lavet æblegrød over bål. De har lavet deres eget smør og bagt et høstbrød, hvor alle kornsorterne er blevet brugt, fortæller Gitte Elisabeth Hansen.