En markant kvinde i Nexø er død

En markant kvinde i Nexø er død
Susanne Jørgensen fotograferet i Den Gyldne Hane i Nexø i 2018. Hun døde den 7. august, 58 år. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NEXØ | Onsdag 17. august 2022 • 10:30
Holger Larsen
Journalist
NEXØ | Onsdag 17. august 2022 • 10:30

Susanne Jørgensen, der drev værtshuset Den Gyldne Hane, blev 58 år.

 

Susanne Jørgensen, der i mange år drev værtshuset Den Gyldne Hane og madstedet Delikatessen i Nexø, er død. Hun blev 58 år.

– Hun var en kvinde med et stort hjerte, en fighter uden lige, siger Jeanne Andersen om Susanne Jørgensen, der af venner og kunder blot var kendt som Sanne.

– Jeg har været ansat hos Sanne i seks år og kendt hende i over 20 år. Hun havde ingen familie, så jeg har påtaget mig at hjælpe med at få klaret bisættelsen, siger Jeanne Andersen, der også har været Susanne Jørgensen behjælpelig under det lange sygdomsforløb.

– Sanne har arbejdet i hele sit liv. Det var hendes et og alt. Alle, der kom forbi "den gyldne", og det var ligegyldigt, om det var madkunder, eller folk i baren, de var hendes nærmeste familie, sagde hun. Hun fik en sludder med dem allesammen, fortæller Jeanne Andersen.

– Jeg kan se på facebooksiden Den Gyldne Hanes Venner, at Sannes sygdom og død har rørt ufatteligt mange mennesker. Der har været voldsomt meget respons. Det har været overvældende.

Smadrede ryggen

Susanne Jørgensen fik en alvorlig rygskade ved et fald helt tilbage i 1996. Siden fulgte flere operationer, og hun fik både nye hofter og nye knæ.

– Sanne var den type, at lige så snart, hun blev udskrevet, var hun på arbejde igen, fortæller Jeanne Andersen.

Susanne Jørgensen havde tidligere i år et grimt fald i køkkenet på værtshuset, og derefter gik det stærkt ned ad bakke. Men selv fra sygesengen var hun lige til det sidste med i driften af Den Gyldne Hane.

– Sanne har altid knoklet. Hun havde en garnforretning i Nexø, da hun var i 20’erne. Hun kørte taxi i mange år, var bartender på værtshuset Tanterne i Aakirkeby, og hun har arbejdet i Bornholmstrafikken, fortæller Jeanne Andersen.

Populært madtilbud

Susanne Jørgensen købte Den Gyldne Hane i 2005. Hun udvidede hurtigt med at købe Nexø Bodega, som hun lavede om til Delikatessen, hvor hun skabte et populært madtilbud:

– Det var helt vildt. Hun havde madudkørsel til ældre og børnehaver i en periode, hun lavede mad til store selskaber og til enormt mange begravelser. Jeg tror aldrig, at hun har sagt nej til at levere smørrebrød til en begravelse. Dem prioriterede hun højt, siger Jeanne Andersen.

Helbredet blev imidlertid stadigt dårligere, og det gik også ud over økonomien i Delikatessen, som måtte lukke ned i 2018.

– Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet, sagde Susanne Jørgensen til Bornholms Tidende om lukningen.

Susanne Jørgensen lod sig dog ikke slå ud, men åbnede igen for salg af mad fra et nyt ombygget køkken i Den Gyldne Hane.

– Hun havde en kæmpe opbakning. Det var ligegyldigt, hvor syg hun var, hvis hun bare kunne komme på benene, skulle hun nok komme ned i det køkken, siger Jeanne Andersen.

Dygtig til billard

Susanne Jørgensen gav ikke sig selv meget fritid. Alligevel var hun i en årrække en af Bornholms bedste billardspillere, indtil der blev for travlt med madlavningen.

– Nede på "den gyldne" var der mange, der fik gode billardfif af Sanne, og selv om hun havde svært ved at gå i de sidste år, kunne hun stadig ramme billardkuglerne, siger Jeanne Andersen.

Susanne Jørgensen bisættes fra Nexø Kirke onsdag den 24. august klokken 11.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT