Læser højt for børn om jagt, skydevåben og døde dyr

Læser højt for børn om jagt, skydevåben og døde dyr
KULTUR | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30
KULTUR | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30

Da Tim Nybro Kjeldsen blev far begyndte han at lede efter bøger, der videreformidlede hans store passion for jagt til hans børn. Den fandt han ikke, så nu har han selv udgivet en børnebog om naturen og om hvor maden kommer fra.


Da Tim Nybro Kjeldsen var barn i Aakirkeby var han af og til med sin morfar på jagt, og han har altid været meget interesseret i naturen. Det lykkedes ham dog ikke at komme igennem jagttegnet som 15-årig, men for fem år siden skulle det være.

Selvom han altid har fisket og været glad for naturen, så har beslutningen om at tage jagttegnet givet ham en helt anden slags tid i naturen, og siden hans kone for et par år siden fik erhvervet sig sit jagttegn, har det været en hobby, de to bruger så meget tid på, som de kan.

– Vi synes, at jægerne er lidt forbigået i hele snakken om natur og biodiversitet. Vi planter træer og buske og vedligeholder de steder, hvor vi har jagt. Når vi skyder, så holder vi øje med, at der bliver en passende bestand, så dyrene har gode betingelser.

For ham giver jagten nogle helt vanvittige naturoplevelser.

– Den anden dag kom en havørn flyvende forbi mig - måske 20 meter væk. Den slags var jo aldrig set, hvis jeg ikke havde siddet der.

For ham giver det et passende afbræk fra en hverdag, hvor han i sit arbejde i sit eget webbureau ofte sidder ved en computer og med egne ord oplever, at det "bimler og bamler".

– Der er alt muligt man skal nå på arbejdet, og derfor er det fantastisk at komme ud og sidde lidt i naturen. Det er faktisk det allerbedste ved jagt, forklarer han.

To-årig vil gerne med på jagt

Den store glæde ved naturen drømmer han om at give videre til sine to sønner, og derfor gik jagten på den helt rigtige børnebog ind, da han for to år siden blev far første gang.

– Da vi blev forældre ledte jeg efter bøger, der handlede om jagt. Det er jo vores hobby, og vi bruger rigtig lang tid på det. Men de eneste børnebøger om dyr, jeg fandt, handlede om bondegårdsdyr eller eksotiske dyr som løver, giraffer og slanger, siger han.

Derfor besluttede han sig for selv at forfatte en bog, der kunne alt det, han selv søgte. Den kan hjælpe børn med at lære naturen og dyrene at kende, og så kan den give et sundt forhold til, hvor maden kommer fra.

– De lærer om dyrene og om naturen, og ikke om at skyde. Det handler om at skabe bevidsthed om naturen omkring os - om klima og biodiversitet.

Bogen skal få børn til at opleve naturen på en anden måde, og til at kigge efter nogle andre ting.

– På en gåtur kan de gå og kigge på dyrespor, efterladenskaber og fejninger - steder hvor et dyr har skrabet på træet for at markere territoriet.

Heldigvis er hans søn på to år meget interesseret i naturen, og han vil gerne med på jagt.

– I virkeligheden kunne bogen lige så godt have handlet om naturen og om planter, men det synes jeg bare allerede fandtes, siger Tim Nybro Kjeldsen.

Lavede 500 grillpølser

Hos den lille familie i Aakirkeby er de stort set selvforsynende, når det gælder kød. De spiser stort set ikke kød, de ikke selv har nedlagt og hjembragt.

– Vi skyder ikke for trofæet, men for maden. Langt det meste af det kød, vi spiser, er noget, vi selv har skudt og bearbejdet. Det er både pålæg, grillpølser og bøffer. Vi har lavet et rum med klinker i forlængelse af jagtstuen, hvor vi kan skære ud og hvor hygiejnen er i orden, fortæller han.

På den måde har jagthobbyen udviklet sig til en stor interesse for at processe det kød, der hjembringes, og efterhånden er det nærmest halvdelen af tiden, der går i det lille slagterum.

– I weekenden kan vi godt bruge en hel dag på at skære ud og gøre ting klar, vakumpakke og så i fryseren. I forsommeren havde jeg en dag, hvor jeg sammen med nogle venner producerede 500 grillpølser. Det sviner jo lige meget, om det er 20 eller 100 kilo kød, så man kan lige så godt gå sammen om det, siger han.

Han fortæller, at det er et klassisk problem ved jagt, hvis man ikke får kødet skåret ordentligt op, at det så er svært at få det brugt i den daglige madlavning.

– Så kan det ende med, at der ligger en hel kølle i fryseren, og så finder man den, når man gør fryseren rent et år efter, fortæller han.

Skydevåben i en børnebog

Den spritnye børnebog hedder Den Kommende Jæger, og i bogen kan man læse om den mandlige og kvindlige jæger, hvad for noget tøj, der er godt at have på, når man er på jagt og hvordan jagthunden kan være en god makker at have med, og så er der 15 forskellige beskrivelser af dyr, der kan jages, og hvornår der er sæson for dem.

– Der er eksempelvis også en beskrivelse af mårhunden, som man må skyde hele året rundt. Den har vi ikke på Bornholm, men jeg synes stadig, den skulle med i bogen.

Og så beskriver den også tre forskellige former for jagtvåben - man kan nemlig både jage med hagl, riffel og med bue og pil i Danmark. Og han synes slet ikke, at det er kontroversielt at der er skydevåben i en børnebog.

– Det handler også om at give et sundt forhold til et jagtvåben. Våben er farlige, ja, men jeg synes også det er vigtigt, at man lærer fra en ung alder, at det ikke er selve våbnet, men personen, der holder våbnet - altså den finger, der trykker på aftrækkeren, der er farlig, forklarer han.

Han husker, hvordan hans morfar havde sine jagtvåben til at hænge på en knage i entreen, da han var barn. Dengang tog man det ikke så tungt, med den slags. I dag er det lidt anderledes, og måske netop derfor er det vigtigt for 33-årige Tim Nybro Kjeldsen, at hans børn tidligt forstår den hobby, der fylder så meget for deres forældre både - som et bevidst valg om at leve bæredygtigt og værne om naturen, og som en afslappende hobby der giver helt særlige oplevelser.

Tim Nybro Kjeldsen

Han er 33 år og bor i Aakirkeby. Tæt på, hvor han er født.

Har har han boet hele sit liv - bortset fra tre uger ovre.

Han er gift og har to børn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT