Klokken er tavs: Stor kran på vej

Klokken er tavs: Stor kran på vej
Der bliver for tiden ikke ringet på dagligt basis med kirkeklokkerne her i Vestermarie Kirke. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen
NYHED | ABONNENT | 22. FEB 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
22. FEB 2024 • 05:30

Knas med den store kirkeklokke i Vestermarie Kirke betyder, at den daglige ringning morgen og aften er aflyst, indtil det er lykkedes at få den repareret.

"Som Hjertet slaaer i Glædens Stund, Saa kimer det fra Taarne", skrev N.F.S. Grundtvig i en salme, og ja, kirkeklokkers klang over land og by kender vi alle.

Men i Vestermarie er der aktuelt gået kuk i en af klokkerne, hvorfor de lyder knap så klangfulde og potente, som de plejer, fortæller medlem af Vestermarie Menighedsråd Svend Aage Kristoffersen.

Faktisk er den daglige ringning om morgenen og igen senere på dagen aflyst for tiden.

Årsagen er, at Vestermarie Kirke har to kirkeklokker, som normalt ringer to gange om dagen samt ved alle kirkelige handlinger, men den store klokke er desværre nu gået i stykker og skal repareres. På den baggrund må Vestermaries borgere altså undvære lyden af klokkerne, indtil den store bliver klar igen.

Heldigvis kan den lille klokke stadig benyttes til gudstjenesterne og andre kirkelige handlinger.

– Vi har kontakt til en kirkeklokkekonsulent, som vil komme herover midt i marts måned for at vurdere, hvad der er sket med den store kirkeklokke, siger Svend Aage Kristoffersen til Tidende.

– Han har fået lydoptagelser og en video af klokkerne, når de ringer, sendt over, og hans umiddelbare vurdering er, at der er kommet en revne i den store kirkeklokke.

Det resulterer i, forklarer menighedsrådsmedlemmet, at når man vil ringe med klokken, så svarer den lyd, det afføder, nærmest til, hvordan det lyder, hvis man slår med en hammer på en stor metalplade.

– Der er slet ikke nogen klang i klokken, siger han.

– Så vi kan ikke bruge den.

Ydermere fortæller han, at det er en vældigt stor klokke.

– Så hvis den skal sendes over og repareres, er det en større operation, vi skal i gang med. Der er måske slet ikke plads til, at vi kan få den ud gennem en af de låger, der er oppe i kirketårnet, så stor er klokken.

Har du nogen idé om, hvor meget den vejer?

– Nej, men den er kæmpestor og tung.

Heldigvis har den altså en mindre makker, som stadig fungerer.

Men den lyder vel ikke ligeså langt ud over land og by som den store?

– Nej, det gør den ikke, siger Svend Aage Kristoffersen.

– Og lige nu ringer vi altså slet ikke med klokkerne til daglig.

En stor kran

Hvis nu den store skal sendes over til reparation, har du så nogen idé om, hvordan man eventuelt kan få den ud af kirketårnet?

– Vi skal jo i hvert fald have fat i en stor kran, som kan løfte den ud gennem en af lågerne. De er ikke så store, men konsulenten vurderede dog umiddelbart, at den godt ville kunne komme ud gennem en af dem, men ellers kan vi jo blive nødt til at fjerne noget mur for at få den ud.

Er det tænkeligt, at man kan reparere den der, hvor den hænger?

– Nej, jeg tror det ikke, men nu må vi se, når kirkeklokkekonsulenten kommer forbi midt i marts. Han må vurdere det. Jeg tænker, den på en eller anden måde skal svejses, men om det kan gøres på stedet, ved jeg ikke.

Hvad med det økonomiske i det, hvordan finansierer man sådan en reparation?

– Jeg aner ikke, hvad det kommer til at koste, men jeg ved, at menighedsrådet ikke råder over ekstra penge til sådan noget. Vi har ikke råd til lige pludselig at skulle betale for en stor reparation af kirkeklokken, men vi har da mulighed for at søge om midler længere oppe i systemet, altså i provstiet og i stiftet. Repareres skal den, så må vi finde ud af, hvordan det skal betales.

Hvornår opdagede I, at den var gal?

– Det har nok været i løbet af den seneste uge eller 14 dage, at det startede, og den begyndte at lyde forkert, når klokkerne skulle ringe. Normalt kan man jo høre et slag længe efter, men klangen forsvandt, og det blev som at slå på en jernplade.

Når kirkeklokkerne bimler og bamler styres det af automatik, og tidspunkterne kan flytte sig lidt hen over året i forhold til blandt andet sommer- og vintertid, men de følger ikke solopgang og solnedgang, oplyser Svend Aage Kristoffersen.

– For tiden skulle klokkerne have ringet klokken otte om morgen og klokken 15.30 om eftermiddagen, siger han.

– Men lige nu ringer vi altså kun med den lille klokke i forbindelse med gudstjeneste, begravelser og så videre.


Udsigten oppe fra kirketårnet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT