Jagthornet bruges til at give forskellige signaler til jægerne, når der er jagt. Men kunsten bruges også i konkurrencer, og her har godt en håndfuld bornholmere i de seneste år vist sig særdeles konkurrencedygtige på landsplan.
Ved mesterskaberne på Løvenholm Gods på Djursland gik det så godt, at bornholmerne vandt en klar sejr i mesterklassen for grupper, og de blev dermed danmarksmestre.
Fire af gruppens medlemmer stillede også op som solister, og her gik det også rigtig godt. I mesterklassen for Fürst Pless-horn vandt Peter Kofoed foran Peter Lund Koefoed, Torben Kofoed-Nielsen og Boris Munch Larsen. Alle fire kommer fra Bornholm, men bor nu ovre.
Fürst Pless er det horn, de fleste kender, og som oftest bliver brugt på jagt.