KLAK markerer de 50 år med Skatteøen

KLAK markerer de 50 år med Skatteøen
Jon Schmidt, til højre, i fuld gang med at instruere holdet. Privat foto
NOTITS | KULTUR | Onsdag 25. oktober 2023 • 06:00
NOTITS | KULTUR | Onsdag 25. oktober 2023 • 06:00

35 skuespillere og sangere skal på scenen akkompagneret af liveorkester.

Amatørteaterforeningen KLAK fejrer 50 års jubilæum i 2023. Det markeres med opførelsen af Sebastians og Preben Harris' musical "Skatteøen" på Rønne teater 9.-25. november.

Det oplyser Janus Node, næstformand i KLAK, i en pressemeddelelse, som fortsætter:

Det bliver et brag af en familieforestilling med 35 skuespillere og sangere på scenen akkompagneret af liveorkester under ledelse af Lars Juul.

"Skatteøen" er fortællingen om drengen Jim Hawkins, der lever i 1700-tallets England. Hans mor ejer kroen Admiral Benbow, som en dag får besøg af en gammel søulk. Sømanden dør på dramatisk vis, og i hans skibskiste finder Jim et kort over skatteøen.

Jim og hans mor viser kortet til byens læge, Dr. Livesay, og godsejeren Trelawney. De beslutter sig for at udruste skibet Hispaniola og tager på jagt efter kaptajn Flints berømte sørøverskat.

Forberedelserne til "Skatteøen" er i fuld gang på Rønne Theater, og KLAK har sat alle sejl til for at give bornholmerne en god musicaloplevelse. Foreningen har etableret et samarbejde med instruktør Jon Schmidt, der har det overordnede ansvar for forestillingen, dirigent Julie Brammer, der står for indøvningen af de mange gode sange, og orkesterleder Lars Juul, som står i spidsen for sit liveband under forestillingerne.

Prøverne foregår i teaterets "sorte boks", og der er god energi og stemning blandt de 35 medvirkende i alle aldre, idet holdet har travlt med at lære skuespillet, replikkerne og sangene at kende, fortæller Janus Node.

Billetter til forestillingen kan købes på Rønne Theater eller på bornholmerbilletten.dk.

FÅ ABONNEMENT