– I junglen skulle vi eksempelvis være meget stille, for at dyrene ikke løb væk. Her lærte jeg meget om, at man gennem stilhed også kan lære meget om andre. Og det tager jeg helt sikkert med mig.
Med på rejsen er foruden Josephine Højbjerg også tidligere Vild med dans-vært Christiane Schaumburg-Müller Åxman, journalist og tv- og radiovært Anders Lund Madsen, fodboldikon Stig Tøfting samt skuespillerne Dulfi Al-Jabouri og Søs Egelind.
Ud af den flok er det ingen hemmelighed, at den unge skuespiller med sine 20 år er den absolut yngste i programmets kendisflok.
– Før jeg tog af sted var det klart en stor bekymring, at jeg ville falde ud fra gruppen, fordi mange af de snakke, man jo har, går på livserfaring. Og det var jeg nervøs for falde igennem på – på grund af min alder.
– Og så var jeg nervøs for, om jeg kunne åbne mig ordentligt over for de andre. For med de dybere lag går der lige lidt længere tid. Men jeg har helt klart fået bedre indsigt i, hvordan det fungerer at lære andre mennesker at kende ordentligt, fortæller hun.