Imponeret over Folkemødet: Vild eksponering

Imponeret over Folkemødet: Vild eksponering
Peter Sørensen (S) har været borgmester i Horsens siden 2012. Her satser man hårdt på at gøre sig lækre i konkurrencen om at tiltrække tilflyttere, og festivaler og byfester er en del af lokkemaden. Foto: Horsens kommune
KULTUR | 11. JUN • 05:30
KULTUR | 11. JUN • 05:30

Gigantisk. Spændende. Unikt. RUC-professor og borgmester fra Horsens er udelt begejstrede for demokratifesten i Allinge. En af dem er faktisk lidt misundelig.

Gigantisk og spændende.

Når Peter Sørensen, socialdemokratisk borgmester i Horsens, er til Folkemøde i Allinge, ærgrer han sig over, at det ikke er ham selv, der har opfundet det. Han har været til Folkemøde fire-fem gange og mener, at det er placeret det helt rigtige sted på Bornholm, og at afviklingen er "helt fantastisk".

Han betegner Folkemødet som et "gigantisk spændende demokratiarrangement", som kun er blevet vigtigere med tiden, og han er uenig i kritikken af, at det kun er for eliten; han ser selv masser af almindelige borgere på Folkemødet – også horsensianere – der deltager blot for oplevelsens skyld.

Events er i det hele taget et konkurrenceparameter, som man ikke skal undervurdere.

– Alle kommuner har jo skoler og børnehaver, siger han.

Branding er magt

Når Folkemødet i Allinge skydes i gang, eller når Horsens forvandles til én stor byfest under "Horsens Holder", handler det om langt mere end blot debatter og musik. Store begivenheder, såkaldte mega-events, fungerer i dag som strategiske redskaber, der kan transformere hele lokalsamfund og gøre dem attraktive.

Ifølge Peter Sørensen er en af de mest væsentlige fordele ved de store begivenheder det, han kalder "bybranding". Ved at skabe stærke oplevelser sørger man for at placere sin by i bevidstheden hos især unge mennesker, hvilket i sidste ende kan føre til befolkningstilvækst og tiltrækning af virksomheder.

Borgmesteren forklarer strategien således:

– Bybranding er jo, hvis man har haft en oplevelse eller en oplevelse af et sted, hvor der er stærke fællesskaber, gode oplevelser, så er man inde i folks hoved.

Gevinsterne ved disse events strækker sig langt ud over den umiddelbare fest, siger Peter Sørensen.

– Byen og jobskabelsen vinder hver gang. Det mærker man helt sikkert også på Bornholm.

En del af noget stort

Den positive effekt på lokalsamfundet bakkes op af Jørgen Ole Bærenholdt, professor i samfundsgeografi ved Roskilde Universitet. Han peger på, at events som Folkemødet giver en markant lokal omsætning og sætter stedet på landkortet.

Udover det økonomiske aspekt fremhæver professoren den menneskelige værdi af at være vært for noget stort:

– Det skaber stolthed lokalt. Altså mennesker bliver jo glade for, at der foregår noget på deres sted.

Bærenholdt ser det som en vigtig måde at dele sit sted med andre på, hvilket skaber en følelse af, at lokalsamfundet bliver set og anerkendt. En iagttagelse, han kan fremføre med både faglig og personlig vægt, da han har fulgt Folkemødet siden starten i 2011 fra sommerhuset i Vang.


RUC-professor Jørgen Ole Bærenholdt er stor fortaler for Folkemødet i Allinge, både fagligt og som medborger. Eget foto

Grænser for vækst

Men medaljen har også en bagside. Bærenholdt påpeger, at det altid koster penge for et lokalsamfund at være vært for en mega-event. Han nævner praktiske gener som trafikale problemer, støj og det faktum, at arrangementer kan blive så store, at det går ud over kvaliteten.

– Måske er der også en grænse for, hvor stort det folkemøde kan være. Det kunne også godt leve med at være lidt mindre, siger han.

Han peger desuden på de høje priser for overnatning og transportens miljøbelastning som faktorer, der kan skabe barrierer for deltagelse.

Ifølge Jørgen Ole Bærenholdt kan man ikke gøre alt op i kolde kontanter, når det handler om at styrke byens DNA og borgernes livskvalitet.

– Fællesskab og stolthed for dem, der bor på øen, over, at det her det kan lade sig gøre... det kan man ikke opgøre i penge, men i livskvalitet.

Byfest var kommunens idé

At Horsens ikke har sit eget folkemøde, skyldes ifølge Peter Sørensen en strategi om at skabe noget unikt frem for at kopiere andre. I stedet fokuserer de i Horsens på at udvikle deres egne store events, såsom "Horsens Holder", en byfest, der ligesom Folkemødet på Bornholm tog sit udspring i kommunen.

På rådhuset i Horsens har man en særlig del af kulturafdelingen, som går under navnet "Mærk byen". Afdelingens primære opgave er at skabe oplevelser for borgerne i selve bymiljøet, og her spirede ideen om en byfest for fire år siden.

Siden kom erhvervslivet og foreningerne med, og i dag er "Horsens Holder" ifølge Peter Sørensen en kæmpe succes med 100.000 gæster over fire dage. Horsens satser på områder, hvor de kan være de førende, herunder en krimimesse, der er den største i Europa, og en af Skandinaviens største børneteaterfestivaler.

Men han er stadig imponeret over Folkemødets gennemslagskraft.

– Det giver Bornholm en helt vild eksponering, siger Peter Sørensen, der mener, at Folkemødets succes har en direkte afledt effekt på områdets generelle tiltrækningskraft.

– Der hvor der er stolthed og begejstring... der har andre lyst til at være også.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT