Her er en gåde: Hvad sker der, hvis man propper otte politikere ned i to megasække? Svaret kommer lidt længere nede, men billedet i historien kan dog give et diskret vink.
Det er lørdag. Der er Bornholms Familiedyrskue på travbanen. Om eftermiddagen bliver der kaldt til politisk bondedyst. Socialdemokraterne stiller med fire personer. Blå blok har sat et kludetæppe sammen af tre partier, som skal teste samarbejdet inden kommunalvalget til efteråret. Faktisk skulle blå blok have stillet op i en anden formation, men den er gået i ged. Og årsagen giver anledning til spekulationer. Mere om det senere.
Som politiker er der mange måder at promovere sig på. Man kan eksempelvis vælte rundt i en plastiksæk på en travbane, hvilket en spindoktor tilsyneladende har regnet ud, at der kan være stemmer i. Står det til troende, er der godt med krydser til de otte lokalpolitikere, der hoppede i sækken. Eller rettere sagt – snublede.