Gråmyr og Gudhjems smukke natur

Gudhjem er for mange mennesker indbegrebet af sommerliv, røget sild og en is. Byen er gammel, men uden gamle huse. Det skyldes dels store ildebrande i 1700 og stormfloden i 1872, der ødelagde alle husene langs kysten.

Den lille bjergby har stejle gader med husenes små haver, eksotiske træer som morbær, figner og fersken. Gudhjems historie er lang og farverig. Fra et høvdingested i jernalderen til vikingetiden, hvor stedet lå ved den vigtigste handelsrute gennem Østersøen.

I middelalderen var der stort sildemarked. De første kunstmalere kom i 1800, og 50 år efter kom de første turister. Det første silderøgeri i Gudhjem blev bygget 1866, og i 1900 var der 25 i Gudhjem og over 125 silderøgerier på hele Bornholm. I dag er der et tilbage. Men hver dag om sommeren kommer der mange tusinde turister, der alle skal have sol over Gudhjem, en røget sild på rugbrød, en is og ting med hjem.

Kun et fåtal af Gudhjems mange turister når at opleve byens smukke natur.

Turen op mod bakketoppen Bokul med sin flotte udsigt, Gudhjem Plantage og mosen Gråmyr med tusindvis af blomstrende nøkkeroser, eller Holkadalen, en flot og ukendt sprækkedal, der på en måde åbner bagdøren til Gudhjems ukendte gader.

Der kan med lidt held parkeres overfor Oluf Høst Museet ved Nørresand. Den samlede rute er under 3 km. Turen er både natur og en byvandring.

Udsigten fra Bokul over Gudhjem er betagende.

Vandreturen

Man begynder turen ved at følge den åbne græsmark, hvor der engang var store stativer med fiskernes sildenet. I august vil man bemærke de høje kongelys, blå klokke, sankthansurt samt gul og hvid stenurt. Herfra kan man om sommeren se noget sjældent. Om sommeren kan man opleve solopgangen over havet mod øst, samme dag kan man se solens nedgang over havet mod nordvest.

For enden af den åbne plads tager man trappen opad til serpentinervejen, anlagt i 1957. I vejsving nummer 2 går man ind gennem lågen og følger trappen til toppen af højdedraget Bokul med en fantastisk smuk udsigt over Gudhjem.

Bokuls eventyrlige udsigt

Området afgræsses med får for at bevare sit åbne udseende. Ved bænken og flagstangen ser man ned over Gudhjems røde tegltage, de grønne haver med sine sjældne træer. På den modsatte side er der en bakketop med Gudhjems kirke fra 1893. Hvor den afløste et mindre kapel fra 1300. Måske ser man store flokke af stære flyver over byen for at æde havernes morbær og figner. Det store eventyr vil altid opleves i slutningen af september når store flokke af nordiske traner trækker fra havet ind over Gudhjem.

Gudhjem Plantage

Når man følger stien, ender den oppe på landevejen. På den modsatte side af vejen ses et skilt med teksten Gråmyr. Herfra følges stien gennem Gudhjem Plantage til mosen. Plantagen blev anlagt i 1884, men ligner ikke en plantage, det er en naturskov med aske, bøge, birke, rønnebær, kirsebær, spids løn, ege og elletræer. Der er også en tæt underskov med brombær, vedbend og lianer af kaprifolier, der anvender træerne som klatrestativer og snor sig slyngende opad og skaber sjove snoninger, der ofte bruges som dekorative stokke.

En stor grøn frø i mosen.

Åkandesøen

Man følger stien nogle hundrede meter og kommer frem til søen med sit sjove navn. Myr er et nordisk og bornholmsk navn for mose. Grå hentyder til ler, og mosen kom, efter man havde opgravet ler til anlæg af byens nye havn efter stormfloden i 1872.

For at gøre den vandfyldte lergrav smukkere udplantede man nøkkeroser i mange farver. Både hvide, gule, lyserøde og pinkfarvede og kaldte den Åkandesøen. Selv om navnet åkande er reserveret til den lille og gule åkande. Her er det nøkkeroser.

Der er flere bænke langs søen. Dermed kan man sidde og se de store guldsmede jage og grønne frøer med deres afkom, de små haletudser. Samt en helt vidunderlig stilhed. Blot nogle hundrede meter herfra myldrer det af turister, her kommer kun få lokale. Bortset fra foråret fuglesang og kvækkende frøer er der kun en salig fred.

Langs søens kanter vokser der rød el og dekorative dunhammer. Der ses planten brudelys og mange padderokker. Følg stien på venstre side af søen og forsæt til udkanten af skoven.

Kaffeslottet

På stien ned mod Holkadalen ses mod højre en meget stor hvid, palæagtig bygning. Lokalt kaldes den Kaffeslottet, bygget i 1912 som sommerbolig for en meget rig kaffegrosserer fra København. Han fik dog sine mursten gratis, for da man rev den gamle hovedbanegård på Vesterport ned for at lave en større et andet sted, tilbød han uden vederlag at køre de nedrevne mursten på lossepladsen. De blev i stedet sejlet til Gudhjem og brugt til hans nye sommerbolig.

Der summer af smukke guldsmede. Her en fireplettet libel.

Holkadalen

Der er mange forskellige stier i skoven, man skal følge den mod højre. Der ender ved en dårlig vedligeholdt trappe der fører nedad til sprækkedalen kaldt Holkadalen. Herfra følger man den asfalterede vej mod venstre.

På den åbne græsplæne ses øens største elletræ. Man fortsætter under broen med en lang række af meget høje popler. Måske lyder stednavnet Holka mærkeligt. Engang mente man, at det var tuden på en vandpumpe. Men stednavnet hentyder til kølen af et ældre træskib. Derfor må skibets spanter være sprækkedalens sider.

På den modsatte side af plænen fører en mindre sprækkedal opad til Kaffeslottet. Den kaldes for Holkarenden. Denne rute forsætter under broen og gennem denne bagdør en er man kommet til Gudhjem. Med alle sine myldrende turister, der aldrig får oplevet bjergbyens smukke naturområder. Men køber is og ser på turister.

Hjemturen giver sig selv. Man følger havnen eller gaden bag og kommer tilbage, hvor turen begyndte.

Store flokke af traner trækker over Gudhjem i september.