Rita skal være centrum i udstilling

Rita skal være centrum i udstilling
Fiskekutteren Rita i vandet inden den blev taget op og sat på land i Sydhavnen. Foto: Bornholms Museum
NYHED | ABONNENT | 7. SEP 2022 • 11:10
NYHED | ABONNENT
7. SEP 2022 • 11:10

Med en bevilling på mere end en halv million kroner kan Bornholms Museum nu renovere fiskekutteren Rita. Den skal man kunne besøge og kravle på, så børn og barnlige sjæle kan inviteres ind i kulturhistorien.

 

Bornholms Museum vil have ting i den nye udstilling, som ikke kan udstilles i en montre. Det fortæller museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen.

Og den drøm er de nu et skridt tættere på med en stor bevilling på ikke mindre end 540.000 kroner fra Tømmerhandler Johannes Fogs Fond.

– Det er en fantastisk nyhed, jubler museumsdirektøren, som har fået bevilget hele det beløb, han havde søgt.

– Vi synes, det er rigtig flot, at de kigger vores vej med så stort et beløb. Det betyder både, at vi kan renovere Rita, men også at formidlingsdelen efterhånden er finansieret.

Rita er den sidste fiskekutter i Nørrekås, og den skal være en af de helt centrale genstande i det nye museumscenter, som Bornholms Museums hovedudstilling flytter til når byggeriet er færdiggjort.

– Jeg har altid været træt af, at udstillingen har været begrænset til ting, der kan komme ind ad døren og udstilles i montrer. Vores kulturhistorie er andet og mere end nips i en montre. Med den nye udstilling kan vi have lydfortællinger, skærme og ikke mindst de her store fysiske elementer, som børnene kan indtage, fortæller han.

Han drømmer nemlig om noget, hvor både børn og voksne kan opleve fiskekutteren på tætteste hold. Hvor man kan få lov til at styre, se køjerne og gå rundt på dækket.

– Vi ved, at det virker, når der er noget man kan røre, klatre og gå på. Det er vi sikre på, kommer til at ramme plet hos børnene.

En af museets hovedfortællinger er fortællingen om fiskeriet og fiskeindustrien fra sidst i 1800-tallet til i dag. Det er en fortælling, der er afgørende for Bornholms historie og giver et indblik i hverdagslivet, og her passer fiskekutteren rigtig godt ind.

– Det er et fint træskib, og en rigtig fin repræsentant for den store flåde vi havde indtil i 1980'erne, og som der ikke er særlig meget tilbage af i dag.

Og kutteren skal være en del af en fortælling om, hvordan op- og nedgangstiden i fiskeindustrien påvirkede hele øen og med blomstrede byer som Tejn og Nexø, der pludselig skulle finde nye eksistensgrundlag, da arbejdspladserne forsvandt.

Men nu skal museet først bygges, forklarer Jacob Bjerring-Hansen, og båden skal renoveres og udstilling sættes op, så man kommer til at vente et par år med at kravle ombord på Rita.

– Men nu er finansieringen hjemme, og så er det nok mest sandsynligt, at vi kan åbne i efteråret 2025. Jeg vil rigtig gerne åbne til sæsonen selvfølgelig, men det er nok lidt for optimistisk, og det er jo ikke turisterne, der er de vigtigste. Vi vil gerne have vinteråbent og et primært fokus på bornholmerne, forklarer han.

 

Foto fra 1968, da Thor Kofoed fiskede med Rita. Foto: Bornholms Museum

 

 

Om Rita

Fiskekutteren R51 Rita af Rønne blev bygget i 1944-1945.

Det er en bornholmsk dæksbåd, der som type afløste halvdæksbådene i 1920’erne.

Rita blev bygget til Thor Kofoed og en makker, Knud Danast Holmgren. Knud blev senere fiskehandler og solgte fisk fra sin bil samt på Store Torv, når der var torvedag. Thor Kofoed har gennem et langt liv sejlet med "Rita" på laksefiskeri, ofte ved Polen og på torske– og sildefiskeri i øvrigt.

Rita blev bygget i 1944 på Christiansen & Co's bådebyggeri på Sydhavnen i Rønne, 32,2 fod lang af eg med bruttotonnage på 9,2 tons.

Den blev forsynet med en brugt Hundestedmotor på 25 hk årgang 1939, men den blev senere forbedret.

Rita var den sidste aktive dæksbåd, der drev fiskeri fra Nørrekås. Da Thor Kofoed lagde op i 1984 var Nørrekås' æra som fiskerihavn slut - siden er den blevet et symbol på en udvikling som fortsatte de følgende årtier i øens andre havne.

I 1984 overtog Bornholms Museum båden.

I de senere år har man kunnet se den på land i Sydhavnen i Rønne, hvor Bornholms Træbådelaug har taget sig godt af den.

Kilde: Bornholms Museum

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT