Mødet med de sovjetrussiske snespurve

Når sommerens badegæster er væk, overtager fuglene stranden. På Dueodde kan man om vinteren være heldig at møde snespurvene, der er fløjet hele vejen fra Ruslands arktiske egne.

Dueodde er om sommeren hvide klitter, sandstrande, blå bølger og badende gæster. I september og oktober er det øens bedste sted for iagttagelse af fugletræk, og derfor er der på det tidspunkt mange besøgende ornitologer. Fra november og hele vinteren har man til gengæld hele stranden for sig selv, man vandrer flere kilometer helt alene. Bortset fra følgeskab af flyvende måger.

Der er to nemme adgangsveje ad gangbroer til stranden ved Dueodde. Den lange gangbro er for enden af Fyrvej ved kiosken, restaurationen og parkeringspladsen.

En nemmere og kortere gangbro findes for enden af Skrokkegårdsvej. Efter vandrehjemmet, campingpladsen og parkeringspladsen findes gangbroen til den dejlige sandstrand.

Dueoddes fine sand

Sandet ved Dueodde er så fint, at det kaldes ”skrigesand”, for det knirker, når man går på det.

Sandet var så fint at man i middelalderen brugte det i kirkernes timeglas. Årsagen til det hvide og fine sand er havbundens hvide kvartskorn, som af bølgernes gennem tusinde af år blev slebet runde og skyllede op på stranden som flyvesand med en sandflugt, der skabte de høje klitter.

Den store sandflugt

Sandflugten var i ældre dage så voldsom, at mange nærliggende gårde blev dækkede med sand. Derfor forærede staten i 1800 hele Dueodde til de lokale gårde med den klausul, at de skulle forpligte sig til plantning af fyrretræer for at hindre sandflugten. Det skete først efter 1880. På den måde havde gårdene fået foræret et område, som de bagefter kunne sælge til dyre sommerhusgrunde.

I året 1936 blev Dueodde fredet, en yderligere fredning sikrede at alle sommerhuse skulle være skjult af fyrretræerne, de måtte ikke kunne ses fra stranden. Derfor har man ved Dueodde ikke det samme syn som de vestjyske klitter, hvor alle klitterne har store sommerhuse med havudsigt.

På vandretur til Dueodde

Den friske brise fra havet forstærkes af duften fra fyrretræerne. Flere steder gennem skoven er bunden mellem fyrretræerne dekoreret med gråt rensdyr lav, andre steder med det dekorative bæger lav, der minder om små drikkeglas. Helt ude ved stranden ligger der ikke meget opskyllet tang og nogle blåmuslinger. Det er alt.

Efter hårdt blæsevejr kan der skylle hele og amputerede træer ind på stranden, hvor de næsten ligner hvide skulpturer, ofte med rester af fiskenet og tov. Lad være med at lede efter rav, det findes sjældent, og skyldes Østersøens brakvand.

Østersøens brakvand

I de vestjyske turistbyer som Ribe, Skagen, Rømø og andre reklamerer butikkerne med smykker af rav fra Østersøen.

Rav er stivnet harpiks fra 100.000 år gamle fyrretræer fra landede omkring Østersøen, som med isen under istiden blev ført fra øst til vest og endte i Nordsøen.

I saltvand er rav vægtløs, så det skyller let op langs de vestjyske kyster, mens det i Østersøens brakvand er tungt som sten og bliver på havbunden.

Sorte skifersten på sandet

På den nøgne forstrand kan man opleve, at det fine sand bliver levende af blæsten.

Mens man går langs stranden, fyger sandet omkring ens fødder. Ansigtet bliver ikke ramt, da sandets transport foregår få centimeter over stranden. Det forklarer sandstrandens vaskebræt mønstre, såkaldte vindribber.

Mange steder ligger der små sorte skiferstykker, der af blæsten blev ført op fra havbunden til stranden. Ved kraftige blæst havet fyger sandet ind under skiferen og hæver den op på en ”stilk”. Det viser, hvor meget sand vinden har fjernet fra forstranden til stedets klitter.

Polske vildsvin og en enkelt havfrue

Efter kraftigt stormvejr kan man på stranden finde døde vildsvin fra Polen. Der kan også ses hvilende og døde sæler, flest gråsæler. Eller ilanddrevne døde marsvin. Det er en mindre hval art, der lever en lille bestand i den sydlige del af Østersøen, hvor der er den højeste saltvands koncentration.

I sommer blev der fundet et lig af en stor hval. De er meget sjældne i Østersøen.

Hvalens enormt store penis blev udstillet på Natur Bornholm og blev et tilløbsstykke. Den sete havfrue skyldes et ældre sagn om bonden på Tornegård i Pedersker, som fik et barn med en havfrue.

Drengen kaldte man ”Bonavedda”, da faderen var bonde og moderen en havfrue, som med Bornholms dialekt kaldes en ”vedda”. De fleste kender sikkert sagnet om de ”underjorddiske” og deres sølvbæger, som endte i Peders Kirke. Da bægeret ikke mere er i kirken, må sagnet derfor være sandt.

Verdens største brakvand farvand

Det tunge iltrige saltvand fra Nordsøen føres ned til de danske bælter og derfra ind i Østersøen. Her møder saltvandet det lette brakvand, der flyder over saltvandet, men for at blive blandet skal saltvandet ned i nogle dybe lommer.

Den første er Arkonadybet ved Rygen. Når den er opfyldt, fortsætter det iltrige saltvand til Bornholmer dybet mellem Bornholm og Sverige og derfra til den 280 meter dybe lomme ved Gotland. Derefter har Østersøen fået nyt iltet saltvand med en saltprocent på 0,7. Mens Nordsøen og Vesterhavet er på 3,0 procent.

Det sker kun med 60 til 100 år mellemrum, og kun under kraftige storme. Naturlige forhold er således med til at fortælle om Østersøens skiftende fiskebestande.

Stormfloden i 1872

I middelalderen var der så mange sild i Østersøen, at man kunne fange dem med hænderne, sagde man. Dansen om sildetønderne varede næsten 300 år, men så forsvandt sildene.

Derefter måtte øens fiskere nøjes med at fange torsk, skrubber, laks og ørreder. Den 8. november 1872 havde mange måneders kraftig vestlig blæst ført iltrigt saltvand langt ind i Østersøen.

Da vinden pludselig vendte, kom vandet tilbage som en otte meter høj stormflods bølge der skabte store ødelæggelse. Men til gengæld vendte sildene tilbage.

Sovjetrussiske snespurve

Mens man går på sandstranden, ses pludselig en lille flok gråsorte spurve. De er ikke meget for at flyve væk, men når man kommer nærmere, flyver de endelig væk og forvandles de til hvide spurve med sorte vingespidser.

Deres stemmer er pludrende med nogle kraftige fløjtetoner. Det er snespurve, der yngler i øde arktiske egne i Rusland og videre rundt om hele om de nordligste steder, hvor der ikke lever mennesker.

Det kan forklare, hvorfor den lille flok snespurve ikke flyver væk. De har måske aldrig set et menneske før.

God tur.