En spåga i ænnaholled

En spåga i ænnaholled
NYHED | ABONNENT | 18. MAJ 2024 • 19:00
Af:
Alex Speed Kjeldsen
NYHED | ABONNENT
18. MAJ 2024 • 19:00

I dag afslutter vi vores mini-føljeton om ‘kjælijnaortoi’ hentede fra Kantor Hans Johansens store samling af bornholmske ordsprog, talemåder og faste vendinger, som han indsamlede fra omkring 1890 og 60 år frem.

Vi lægger ud med fire ortoi, der alle kredser om alderdommen:

? “Va jâ ønte ryjnkju å krågu, kujnne jâ se ung ud inu”, sâ kjælijnen, hon så sai i spailijn.

? En skorpa e ønte brö, en kjælijn e inte mö.

? Gammel kjælijn hâr âu vad mö (el. pibel).

? Allri e en kjælijn så gammel, a hon ju sprijnner, når hon får en en spåga [splint] i ænnaholled.

Det sidstnævnte ortoi kan alternativt afsluttes med ‘når hon får en lønta [lunte] i ænnajn’ eller ‘når dær kommer ijll i rawen på ’na’.

‘Kjælijnarawen’ er i øvrigt i fokus i flere andre ortoi om ‘kjælijner’, fx i de følgende fem:

? “Altijnn e ejn videnskav”, sâ kjælijnen, hon puste lyzed ud me rawen.

? “De varmar alt”, sâ kjælijnen, hon slopp ejn værsjid ujnne dynan.

? “Jâ hâr vist min goa vilja”, sâ kjælijnen, hon vænde rawen te kjærkjedörn.

? “Konstarna e många, å knevven e fler”, sâ kjælijnen, hon krev å sjed.

? “Tita mai i bâg”, sâ kjælijnen, når di ville se ætte, va hon hadde sjylt ujnne sjörten.

Et andet tema, der går igen i flere ortoi, er behandlingen af manden, når han kommer for sent hjem, evt. i beruset tilstand. Det hedder således:

? “Jâ ska læra dai, dijn karahælvede, a dær e ejn Harre God te på jorn âu”, sâ kjælijnen, hon bânkade majn, når hajn komm fujller jimm.

? “Dær hâr du middesmâdijn”, sâ kjælijnen, hon slopp ejn sjid, når majn komm for sent (el. komm fujller) jimm.

? “Såstu röjn, mijn jarta”, sâ kjælijnen, hon slopp ejn sjid, når majn bâ om et kruz varmt drikka [tyndt øl].

Måske gjorde manden ligefrem tilnærmelser, da han kom hjem, hvilket må ligge bag det følgende skæmtesprog:

? “Kjøss mai i ârsen, så la vi ’ed varra gott for dæjnna gångijn”, sâ kjælijnen, når majn begjyjnde å ble nærtyijn.

I anknytning til de foregående ortoi kan det fra mandens perspektiv hedde:

? De e ont å komma jimm te en galn kjælijn å en kåjler kaklun.

? Galn kjælijn e on å huza.

Det med den gale eller arrige ‘kjælijn’ er temaet i adskillige andre ortoi. Det hedder fx:

? Kjælijnadajns stæwar altid varst [der er altid mest spektakel, når konen er vred].

? Ded e ønte bællastraier, når gammel kjælijn dajnsar.

? Ijnnijn visste, a kjælijnen va galn, forrijn hon sång ver bored.

? Kjælijner både tugga å viza tænner.

Og det er ikke altid så let at håndtere en vred ‘kjælijn’, i hvert fald ikke, hvis man står i en nærere relation til vedkommende:

? Ajle vidd rå mod galna/arria kjælijner, ujnntâns hajn, dær hâr ’na.

Den bebrejdende ‘kjælijn’ ligger også bag følgende temmelig grove anmodning om, at nogen skal ophøre med sine bebrejdelser:

? Hojll kjæwt, kjælijn! jâ hâr ijnnena bælla me dai!

Vi slutter af med en lille samling blandede skæmtesprog:

? “Koss i lide mai væl! God vidd, veddan dætta ska ænna”, sâ kjælijnen, hon kjöre vujll me trijllebörn ner ad Gudjimmabakkajn.

? “Ni ska’nte spo jærr så, for dær bler ijnned å, ijnnan jâ kommer”, sâ kjælijnen, då hon skujlle hæjnnes.

? “Du går nokk i tânker”, sâ kjælijnen te kjættan, når hon tâu kjøllijna i stâjn for røtter.

? “Jâ hâr ’ed på fornømmelsen”, sâ kjælijnen, hon fångada lopper i sarkjijn.

? “Vær hâr sitt, å jâ (hâr) dæjn velsainada snusijn”, sâ kjælijnen.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk