– Vi er helt utrolig glade og lettede over at være blevet tildelt støtten fra Nordea-fonden. Med Gro vil vi styrke de unges handlekraft og give dem konkrete redskaber til at deltage i bæredygtige hverdagsaktiviteter, skriver forstander Solveig Thorborg i en pressemeddelse.
Med projektet vil højskolen blandt andet udvikle nye dyrkningsområder til frugt, bær, nødder og svampe samt etablere faciliteter til forarbejdning af råvarer. Med donationen på knap to millioner kroner håber forstanderen også, at de lokale i området omkring højskolen bliver en større del af de grønne aktiviteter.
Projektet Gro, der har modtaget den millionstore donation, er en del af det nationale projekt Vekselvirke, der er et samarbejde mellem Nordea-fonden og Folkehøjskolernes Forening i Danmark.