Bornholm bliver mellemøstligt ferieparadis

Bornholm bliver mellemøstligt ferieparadis
"Shabholm" får premiere den 31. august, og Bornholm danner baggrund for fortællingen. Illustration: Hyæne Film
NOTITS | KULTUR | Lørdag 17. juni 2023 • 10:00
NOTITS | KULTUR | Lørdag 17. juni 2023 • 10:00

I Hyæne Films kommende animationsspillefilm sker der en dramatisk transformation af Bornholm.

2023 bliver et vildt år for Hyæne Film og producer Daniel Mühlendorph fra Allinge, oplyser en pressemeddelelse fra filmselskabet.

For få uger siden kunne selskabet således annoncere, hvilket også er blevet noteret her i avisen, at spillefilmen "Viktor mod verden" kommer i biografen i starten af august, men nu kan Hyæne Film ydermere offentliggøre, at animationsspillefilmen "Shabholm"" af animationskollektivet Gigis får premiere den 31. august.

Filmens producere er Daniel Mühlendorph og Ulaa Salim.

Store dele af handlingen foregår på Bornholm, som er omdannet til et mellemøstligt ferieparadis.

– Jeg glæder mig virkelig meget til, at folk skal se vores film. Det er vores anden tegnefilm med drengene fra Gigis, og det gør det ekstra sjovt, at den foregår på Bornholm. Det giver virkelig god omtale og synlighed for øen på en anderledes sjov måde, siger producer Daniel Mühlendorph i pressemeddelelsen.

På rollelisten finder man ud over mere kendte danske navne Gigis selv samt en del bornholmere, som lægger stemmer til bornholmerne i filmen, deriblandt Joakim Tranberg, Kjeld Nørregaard, Pelle Jenzel og Daniel Mühlendorph selv.

Ligesom forgængeren "Blokhavn" er "Shabholm" en provokerende, selvironisk og frem for alt humoristisk fortælling om fællesskab, mangfoldighed og "os-og-dem-opdelinger", oplyser filmselskabet.

Ganske som med "Blokhavn" er "Shabholm" altså skrevet, instrueret og animeret af Gigis, og på Youtube kan man nu finde en trailer til filmen.

Rollerne byttes om

Den handler om, at "shababs'ne" Hassan, Ali, Ahmed, Abdi og Musti er blevet trætte af Danmark, fordi de ofte oplever diskrimination. Så da de hører, at oliesheiken Erkan Mosque har købt Bornholm og forvandlet øen til et mellemøstligt ferieparadis kun for udlændinge, tager de straks dertil.

Deres danske ven Davito har svært ved at forstå, hvordan det føles at være en shabab, lige indtil rollerne bliver byttet om, og han for første gang oplever at blive afvist ved Shabholmerfærgen.

Den velkendte sommerferiedestination, Bornholm, bliver lavet om, så Opalsøen bliver til Opal Spaen og Bornholmerfærgen bliver til Shabholmerfærgen. Rugbrød bliver udskiftet med naanbrød og sild med kylling, men er paradiset mon for godt til at være sandt, når Pia Støjmund vil lukke grænsen til Shabholm?

Og hvad er Blokhavn overhovedet uden udlændinge? Er der håb for, at de seks shababs nogensinde kan blive genforenet?

I "Shabholm" kan publikum også opleve stemmer fra blandt andre Iben Hjejle og Besir Zeciri, ligesom filmen præsenterer nye sange fra Sivas og Node.

Gigis har eksisteret siden 2016 og består af de tidligere skolelærere Troels Unneland og Sorena Sanjari, den revisoruddannede Adrian Hosseinpour og de to tidligere designskolestuderende Malte Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT