Afslutningsvist berørte Brita Hansen de overvejelser der er om fremtiden i Tejn. Nu hvor Trolling Master er fortid er de frivillige på udkik efter noget nyt at mødes om, det har blandt andet ført til, at Tejn IF og Borgerforeningen har sagt ja til at producere 1.300 morgenmadspakker, samt osteboller og lunchboller til Folkemødet 2025.
"Efter noget betænkning sagde vi ja, vel vidende at vi skal mødes klokken 4.30 hver dag under Folkemødet", sagde Brita Hansen, og understregede, at bare en vagt en af dagene vil hjælpe.
Det er også andre vagter på Folkemødet og Wonderfestival man kan melde sig til, og Tejn IF har en hel liste over tidspunkter og opgaver. "Så der er ingen grund til at sidde og kede sig", fastslog formanden.
Inden Brita Hansen rundede beretningen af med en tak til lokalbefolkning, kommune, presse og alle de besøgende, der finder vej til Tejn, sendte hun en venlig henstilling til de lokale tejneboere.
Det ville være dejligt, sagde hun, hvis "måden vi kommunikerer på, foregår i en positiv tone, og at vi ikke altid tror på, hvad vi hører på vandrørene, eller læser på Facebook. At vi ikke straks skal komme med negative bemærkninger, men giver folk et skulderklap og siger tak, fordi de er der".