Det, der gør ondt

Vi skal spørge ind til dét, der har gjort ondt...

Èn af mine teologiske helte er Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet under Anden verdenskrig.

I et brev fra sit fangenskab skriver han, hvordan han har lært, at vi som mennesker ikke så meget skal forholde os til, hvad mennesker har gjort eller ikke gjort. I søgen efter den egentlige kontakt med det andet menneske, skal vi spørge til, hvad der har gjort ondt i det andet menneskes historie.

Som ny provst har jeg stillet dette spørgsmål til den bornholmske folkesjæl.

Jeg er ret hurtigt blevet draget ind i Bornholms historie under Anden verdenskrig. Allerede som barn blev jeg i skolen præsenteret for bombardementerne i Rønne og Nexø - herunder fortællingen om, at Bornholm blev glemt, mens de festede i København.

Fra et øjenvidne, der så flyverne over Nexø, har jeg fået en fornyet fornemmelse af hvor ondt, at det har gjort i den bornholmske folkesjæl. Selvfølgelig særligt for dem, der oplevede det.

Jakob Seerup har været så venlig at sætte mig på sporet af et nærmere signalement af tiden dengang ved at henvise til Levy Blangs dagbogsoptegnelser, der er optrykt i Bornholmske Samlinger (2021). Levy Blang var provst i en menneskealder fra 1927-1959. I årene inden var han 8 år i folketinget for Venstre fra 1920-28, hvor han blandt andet var med til at sikre, at Bornholms værn ikke blev nedlagt i 1922 med freden efter 1. verdenskrig.

Et dybt indtryk!

Nu er pladsen sparsom i denne klumme, men det gør et dybt indtryk, når Blang fortæller om hvordan præstegården blev gennemrystet af kanontorden under bombardementerne, og hvordan bombe-chokket satte sig i hans og bornholmernes sind.

Hertil kommer Blangs og bornholmernes oplevelse af at være glemt - et enkelt sted bruger Blang ordet´forrådt', når han skildrer Christmas Møllers manglende forståelse for den bornholmske situation. Oplevelsen af at være glemt besegles som en dyb forbitrelse, der lever uforløst videre under den russiske besættelse.

Her forstærkes den af en usikkerhed om dagen i morgen og en konstant ængstelse. Det bliver tydeligt for mig, der lever en generation senere, hvordan det virkelig gør ondt på Blang og bornholmerne efter bombardementerne og de næste måneder.

1945

Nytårsaften 1945 opsummerer Blang året:

”Så er dette ulykkelige år gået til ende. Hvor har året 1945 dog været et forfærdeligt år for denne ulykkelige befolkning, der uden egen skyld kastedes ind i krigens rædsler. Vore to største byer er til dels ødelagt, mange mennesker er mærkede for livet. Kriminaliteten har været stor. Alene siden 13. maj, hvor det danske politi trådte i funktion, er der anmeldt og behandlet 875 kriminalsager.

Vi går ind i det nye år, idet vi mindes salme 121: `Vi opløfter vore øjne mod bjergene: Hvorfra skal vor hjælp komme? Vor hjælp kommer fra Herren som skabte Himmel og Jord'. Gud give os et 1946 med lægedom under sine vinger”

Fra historien véd vi nok, at krige ikke er evige. De rummer i sig kimen til egen opløsning. Kriges ophør og menneskers forsoning er mulig. At krige så dukker op igen og eroderer freden er vi også i dag vidner til.

Gud give os fred

Den 5. april 1946 skriver Blang i sin dagbog: ”`Gud tugtede os vel, men han gav os ikke hen i døden´. Efter seks år fyldt med ængstelse er Bornholm nu atter ved at blive sig selv – en lille idyllisk plet af verden. I mange henseender blev vor skæbne anderledes end det øvrige Danmarks (…) Gud give os og verden sand fred”.

Levy Blangs dagbog giver os et indblik i, hvad der har gjort ondt i tiden med den russiske besættelse og hvad der den dag i dag kalder på forståelse, indlevelse og heling.

Mindedag

80-års dagen for dagen, da den sidste russiske soldat forlod Bornholm – 5. april 2026 – vil blive markeret i Skt. Nicolai kirke

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift har mulighed for at skrive en klumme - i dag provst Jacob Holm. Skribenterne står helt frit i valg af emne og udtryksform.