Over en million falske dollar gemt i skovbunden
En tidligere cigaretsmugler og hans kammerat trykker adskillige millioner falske dollar. Godt 700.000 af dem bliver fundet på en efterlyst yacht i havnen på den spanske ferieø Tenerife, og politiet finder en stor portion efter at have gravet i de bornholmske skove. Tidende har interviewet hovedpersonen bag den bornholmske dollarskat.
Fortællingen om de falske dollar blev efterladt i en havn på Tenerife, hvor Claes Brenøe blev anholdt, mens hans kompagnon Tom Rønne, ved at spille fuld gæst slap hjem til Danmark.
Her blev Tom Rønne senere, ligesom også det tredje medlem i gruppen, Bo Andersen, gjorde det, anholdt, efter politiet var kommet på sporet af de falske dollardrenge.
På motorsejleren med navnet Romeo finder politiet i samarbejde med bådens ejer godt 700.000 falske dollar, som den amerikanske sikkerhedstjeneste, Secret Service, havde erklæret som nogle af de på det tidspunkt mest perfekte falske pengesedler, de havde set. Men Claes Brenøe og Bo Andersen havde trykt langt flere end 700.000, og selvom en del af dem blev brændt af hos en bekendt i et halmfyr, og politiet senere på Bo Andersens foranledning fandt endnu en stor portion, står spørgsmålene fortsat tilbage.
Ligger der den dag i dag stadig nogle af de falske dollar begravet i den bornholmske jord? Hvor gravede de dem ned og i så fald hvor mange? Hvorfor fandt politiet dem ikke dengang i starten af 1980'erne, og kan sådan nogle pengesedler overhovedet have overlevet i over 40 år? Det forsøger vi i dag at finde svar på under vejledning af Claes Brenøe, der i hvert fald ikke selv tvivler på den bornholmske dollarskat.
– Den er god nok. Der ligger stadig mange af dem gravet ned i plastikkasser tæt på Almindingen.
Kapitel 3
Skattejagten går ind
For at finde ud af, hvor de falske penge blev gravet ned, er man nødt til at gå tilbage til dagene, kort inden turen går sydpå.
Tom Rønne og Claes Brenøe har lånt, købt, stjålet eller hvad man vil kalde det, båden Romeo i Svendborg, og har sejlet den til Vang. En af deres bekendte har på det her tidspunkt gourmetrestauranten Le Port i Vang, hvor de ynder at bruge mange timer. Dagen, hvor der skal nedgraves falske dollar, starter da også med, at Tom Rønne og Claes Brenøe har taget plads på restauranten.
– Vi sidder der, og så – det fandt jeg så først ud af senere – sidder der faktisk et par politifolk lige ved siden af os.
Som tidligere beskrevet er politiet på det her tidspunkt blevet meget optaget af Tom Rønne, efter han lånte sin bil ud til en kammerat, da han bliver koblet til en større sag om narkohandel. De har derfor fulgt efter Tom i noget tid, uden at de to kammerater er klar over det. Til gengæld ved politiet stadig intet om de falske dollar og til Brenøe og Rønnes held, går snakken ikke på noget af den karakter.
– Vi sidder bare og hygger os, og vi snakker ikke om noget som helst i den retning, understreger Brenøe.
På et tidspunkt rejser Claes Brenøe sig fra bordet og går udenfor. De to betjente følger ikke efter, da det som nævnt for nuværende udelukkende er Tom Rønnes færden, man følger tæt og er interesseret i. Udenfor holder Bo Andersen med et læs penge i bagagerummet.
Pengene graves ned
Herfra går turen mod Ølene, men det er ikke, fordi de ligefrem tager den traditionelle og direkte rute.
– Fra Vang kan du køre bagom hele vejen op til Sandvig. Det er en meget mærkelig vej, der går der, forklarer Brenøe om deres køretur.
Om det er for at holde sig ude af politiets synsfelt skal forblive usagt, men mod Ølene går turen. Claes Brenøe har haft et hus i Ølene i mange år, hvor også hans forældre havde boet. Har har færdes meget i skoven blandt andet til hest, hvorfor han kender området ganske udmærket.
– Vi kørte op til et sted, jeg kendte. I Ølene på højre side, når man kører ad Ølenevejen mod Østermarie. Jeg mener, det var lige ved søen, siger Brenøe, der bekræfter, at den omtalte sø er den, som løber ud i Øle Å og ligger ved Ølenes fugletårn.
– Det var lidt inde ad en skovvej ved et stort åbent område.
I området, der i dag er defineret ved Pedersker Plantage, finder de en lang, tynd og nærmest firkantet bautasten. Sådan beskriver Claes Brenøe den, når han tænker tilbage. Den præcise lokation er dog svær at definere, og han erkender også, at det her over 40 år siden er svært at huske helt nøjagtigt, hvor stenen er placeret – særligt fordi det meste i dag er vokset til i området. Ved stenen bliver de enige om at dele pengene op i tre portioner. En portion bliver gravet ned ved stenen, og herefter tager Bo og Claes hver deres del og går i hver sin retning.
– Hvis du ikke ved det, kan du ikke fortælle om det, siger Brenøe til spørgsmålet om, hvorfor de graver en portion ned, som det kun er dem selv, der ved, hvor er.
Deruodver er det for at have noget i reserve, hvis det nu er. Så det hele ikke er spildt, hvis der sker et eller andet, forklarer han.
– Sådan noget i den stil var det.
Claes Brenøe går ikke længere end 200 meter i den ene retning, hvor han finder sit sted. Det er mørkt, men han kan se, at det er et sted med nyplantning, og det er derfor også et indhegnet område, så dyrene ikke kommer og æder spirerne. De falske dollarsedler ligger i nogle tupperwarekasser med hægter sat ovenpå.
– De var af god kvalitet, så der ikke kunnet komme vand ind. Det kan sagtens være, at de ikke fejler noget i dag, fortæller Brenøe.
Det er mange kasser, der bliver gravet ned. Claes Brenøe anslår, at bare hans egen portion er på over en million dollar. Han graver ikke så dybt, og det undrer ham faktisk, at de endnu ikke er blevet fundet. Det kan dog selvfølgelig godt være, at de er blevet fundet, og det bare ikke er kommet frem, bemærker han.
Efter hver deres gravetur mødes Bo og Claes en time senere tilbage ved den store sten, hvorefter de forlader stedet.
Falske dollar på tyskerfærgen
To af dollarportionerne finder politiet som nævnt på et senere tidspunkt, da Bo Andersen hjælper politiet.
Det efterlader Claes' del. Han har selv opsøgt stedet et par gange efterfølgende. Blandt andet i selskabet med Bo Andersen.
– Vi kørte derover en gang for sjov, men der gik ikke lang tid, så holdt politiet der. De holdt øje med os, fortæller Claes Brenøe, der også alene har været ovre at kigge en enkelt gang.
– Ikke fordi jeg ville grave dem op, men for at se, om jeg kunne lokalisere det. Det kunne jeg ikke.
Dermed skulle den umiddelbart være god nok. Over en million falske dollar placeret et sted i skovområdet, Pedersker Plantage. Tidende har selv forsøgt at lokalisere den omtalte sten dog uden held. Indtil videre naturligvis.
Om man kan bruge pengene i dag, ved Brenøe ikke, men det ville ikke undre ham, om man kan nogle steder. Og han er i hvert fald vidende om, at de er blevet brugt tidligere.
For udover deres egen indkøbstur med falske dollar i en havn i Portugal, så mindes Claes Brenøe, at han på et tidspunkt gav nogle af de falske penge til en af sine gamle kammerater. Cigaretsmugleren Leon Owild.
– Han var i jetsettet i København på daværende tidspunkt, og de kom jo på de fineste natteklubber og så videre. Han er et helt nummer for sig selv.
Leon Owild blev gennem 60'erne, 70'erne og 80'erne kendt som en Danmarks største smuglerkonger nogensinde. Primært cigaretter, men også hårdere stoffer, hvilket blandt andet gav ham 14 år i fængsel.
– 100 millioner er der gået gennem mine hænder, 30 af dem har jeg nok selv brugt. Jeg tænker ikke på, at jeg skulle have brugt pengene anderledes. Aldrig. Jeg har haft et fantastisk liv. Det ville jeg ikke have haft, hvis ikke jeg havde lavet kriminalitet, er Leon Owild citeret for at have sagt til magasinet Euroman.
Brenøe havde lavet nogle forretninger med Owild tidligere, så han stolede nok på ham til at give ham et bundt falske penge.
– Han havde så åbenbart givet dem videre til nogle andre, for mens jeg sad i spjældet i Spanien, dukkede der hele tiden nogen op. Det var jeg jo selvfølgelig glad for, for så var det ikke mig, de kunne anklage for det. Der var blandt andet nogen, der købte ind for dem en gang imellem på tyskerfærgen. Det ved jeg ikke om har stået nogen steder.
Mistede alt
Claes Brenøe får som beskrevet i seneste kapitel en fængselsstraf på otte år for sin medvirken i falskmøntneriet, hvoraf fem af årene bliver tilbragt i et fængsel i Spanien.
Da han kommer ud, vender han tilbage til Bornholm. Brenøe har på det her tidspunkt mistet det meste, forklarer han.
– Jeg havde faktisk ingenting. Man mister jo sin familie – ikke min mor – men jeg mistede min kone, og man har ikke rigtig noget tilbage, når man kommer ud.
Efter fængslet får han arbejde hos sin gamle ven, Tom Rønne.
– Tom var kommet ud, og han lavede godt med noget entreprenørjob, så jeg hjalp ham og tjente nogle penge. Han byggede blandt andet et hus oppe i Olsker, som jeg var med til.
Han holder fast i, at gruppen bag de falske dollar ikke blev uvenner efterfølgende.
– Det gjorde vi ikke. Der var jo ikke noget at gøre, for vi var taget med hånden i kagekassen. Du kan ikke rigtig gøre noget ved det, siger han og afviser, at nogen skulle føle, at andre havde kastet dem under bussen.
I sit arbejde hos Tom Rønne sparer Brenøe nogle penge sammen. 30.000 kroner eller noget i den stil, forklarer han. Men livet på havet trækker stadig i den gamle skipper, så han køber en jolle og bygger den om. Da han er færdig, tager han ud at sejle igen, hvor han med coaster-skibet Hela i løbet af 90'erne involveres i en sag, der trækker tråde mange steder rundt i verden.
– Men det er en helt anden historie. Den kan du få en anden gang.
Falske dollar
Fortællingen er hovedsageligt baseret på Tidendes interview med Claes Brenøe, men er bakket op af artikler skrevet om falskmøntnersagen i Jyllands-Posten, det nu lukkede ugeblad Fokus og Bornholms Tidende samt uddrag fra bogen 'Danske kriminalsager gennem 100 år'
Tak fordi I læste med
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration