Flere skateparker på Bornholm
Sebastian drømmer om, at skateskolen bliver startskuddet til en ny skatekultur på Bornholm.
– Vores mål er, at vi får unge til at starte med at skate. Vi vil gerne give dem det, som vi har fået ud af skateboarding, og vise, hvor meget det har betydet for os.
Ifølge ham er det et helt unikt fællesskab, man kan få med et bræt under fødderne.
– Skateboarding skaber venner og et fællesskab, som man ikke rigitg kan sammenligne med noget andet.
– Det er ligegyldigt, om du er 10 år eller 50 år, så kan du stadig skate sammen.
Han håber derfor også, at politikerne vil åbne øjnene op for, hvor meget skating kan gøre for fællesskabet, særligt blandt unge.
– Vi kan mærke, at kommunen er fuldstændig ligeglade med, at den skatepark, vi har i Rønne, er fuldstændig smadret. Det er vildt ærgerligt, lyder det fra Sebastian.
Stifterne af skateskolen drømmer om at få flere parker, så der kan komme skatekonkurrencer og store arrangementer til Bornholm. Men de drømme hører til "langt ude i fremtiden", siger Sebastian.
– Lige nu er vores mål, at vi kan få en masse unge til at skate og begynde at lære hinanden at kende. Vi håber, at de får nogle rollemodeller, som kan sørge for, at de får en tryg ramme her.