Blå partier taler sig tættere på hinanden

POLITIK | Tirsdag 20. maj 2025 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Tirsdag 20. maj 2025 • 05:30

Ét stort, fælles valgforbund mellem kommunalvalgets borgerlige partier er lagt i graven. Venstre og Liberal Alliance må i stedet beslutte, om de vil med i et af de to eksisterende valgforbund. Seks af de blå partier har derimod fundet en del konkrete ting, som de er enige om, og selvom de ikke vil gå samlet til valg, kalder flere af partierne samtalen nyttig.

Det skulle have handlet om at danne ét stort, samlet valgforbund til kommunalvalget, da alle Bornholms borgerlige partier på nær Moderaterne torsdag mødtes på Snorrebakken.

Og det kom det da også til. Bare ikke særligt længe, og efter mødet siger både Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, at det store blå valgforbund nu er endegyldigt begravet.

I stedet kommer Venstre og Liberal Alliance til at afgøre, om de vil med i et af de to blå valgforbund, der allerede er aftalt: Mellem Konservative og Kristendemokraterne på den ene side – og mellem Dansk Folkeparti og Danmarks Demokraterne på den anden.

Mere fremdrift kom der i snakken, da deltagerne (to fra hvert parti) begyndte at tale politik – og mere præcist: Hvad de borgerlige partier er enige om.

– Det var et godt møde, og vi skal også mødes igen. Vi fandt ud af, at vi er enige om nogle centrale punkter. Og så er der nogle punkter, som vi er uenige eller meget uenige om, siger spidskandidat René Danielsson (DF).

– Der er en væsentligt større forbrødning i forhold til det billede, der er blevet tegnet. Vi vil kunne vise folk, at der er nogle politikområder, som vi er enige om. Det er super fint og vidner om, at der er et borgerligt projekt, selvom nogle siger, at der ikke er det, siger han.

Nyttig intern viden

Mødet var fint, men Kristendemokraterne vil ikke svinge sig helt så højt op, siger spidskandidat Niels Chresten Andersen (KD).

– En "forbrødring" mellem de borgerlige partier er nok for voldsomt et udtryk. Men vi er startet på en politisk dialog, som vi er meget glade for. Jeg fornemmer, at en del vælgere også er i tvivl om, hvad de borgerlige partier egentlig kan enes om, siger han.

– Vi har ikke aftalt andet end at mødes igen. Men vi sidder der for den interne videns skyld. Når det er sagt, kan noget af det måske godt meldes ud i en valgkamp.

– Vi har ikke aftalt noget om et fælles papir. Men det kan give nogle politiske pejlemærker for den kommende valgperiode. Vi har alle sammen en interesse i, at den kommende kommunalbestyrelse bliver mere stabil end den nuværende, siger Niels Chresten Andersen.

Mens Kristendemokraterne ikke vil lægge sig fast på, om den næste borgmester skal være rød eller blå, før vælgerne har talt, kalder Niels Chresten Andersen det nyttigt at kende de andre borgerlige partiers mere præcise positioner, før valgnatten måske samler flere af dem i det rum, der skal finde den næste borgmester.

Derfor gik de blå partier ved torsdagens møde også ned i nogle detaljer, som partiernes valgprogrammer langt fra altid nævner noget om.

– Vi kan alle sammen godt blive enige om, at kommunens økonomi skal styres stramt. Men hvad ligger der så nedenunder, når du går ind og kradser i de fine formuleringer? Det snakkede vi om noget af, fortæller Niels Chresten Andersen.

– Skal sparekataloget stå alene? Skal vi ikke også have et indtægtskatalog? Der er fire principper i kommunens økonomiske politik, for eksempel om kassebeholdningens størrelse. Står vi alle sammen bag dem? Det var ting af den slags, vi snakkede om, siger han.

V og LA skal beslutte sig

Torsdagens møde lukkede endegyldigt døren for det store, samlede blå valgforbund, der havde været Venstres formål med at tromme de andre blå partier sammen.

– Jeg tror ikke på, at der kommer ét stort samlet blåt valgforbund. Kristendemokraterne har ikke interesse i det, og det har vi egentlig heller ikke, siger René Danielsson.

– Jeg tolker det sådan, at der ligger to aftaler, og så kan andre partier slutte sig til de aftaler, hvis de vil, siger han.

– Snakken om et valgteknisk samarbejde ser jeg som afsluttet. Aftalen om vores valgforbund med Konservative blev lagt frem og drøftet. Nu er der nogle partier, der skal beslutte sig for, hvad de vil, siger Niels Chresten Andersen.

– Vi har en aftale med Konservative, men vi har ventet lidt med at skrive den under, fordi en eventuel tredjepart også skal have en chance for at tage stilling til de seks punkter, der ligger i vores aftale, siger han.

Kristendemokraterne lægger dermed presset tilbage på Venstre, der ikke har et valgforbund endnu – og snart heller ikke længere har ubegrænset tid at beslutte sig i.

– Jeg tænkte netop i dag på, om vi mon ikke snart skal sætte en frist for andre partier til at slutte sig til vores valgforbund, siger Niels Chresten Andersen.

Venstre sidder i et træ

Venstre ønsker fire ting ændret i den aftale om et valgforbund, som Konservative og Kristendemokraterne er enige om.

– Vi overvejer lige. For mig at se er begge de to blå valgforbund spiselige, siger lokalformand Michael Hornshøj.

– Hvis jeg skal rangere dem, ligger Konservative og Kristendemokraternes valgforbund nok lidt højere. Men det kommer også an på hvilke kommentarer, som vi får tilbage på de fire rettelser, som vi sendte til dem, siger han.

Venstre har det særligt svært med, at Konservative og Kristendemokraterne har aftalt at fortsætte de fælles gruppemøder, som de har holdt, mens Jacob Trøst (K) har været borgmester.

– Det, at vi går i valgforbund med andre partier, betyder ikke, at de andre partier får sæsonkort til vores gruppemøder, siger Michael Hornshøj.

Konservative og Kristendemokraterne er enige, og I vil have fjernet nogle fælles gruppemøder, som de to har været glade for i de fire år, der snart er gået. Hvor stor er sandsynligheden for, at Venstre over hovedet kommer med i noget valgforbund?

– 90 procent, siger Michael Hornshøj.



FÅ ABONNEMENT