Bornholm Craft Weeks løber fra den 5. til den 14. september, og Bornholms Kulturuge åbner fredag den 12. september og fortsætter frem til den 21. september, og for første gang vil gæster og deltagere kunne orientere sig i ét samlet, trykt program med alle aktiviteter i hele perioden.
– Ideen om at udnytte, at Bornholm Craft Weeks og Bornholms Kulturuge ligger i forlængelse af hinanden er ikke ny. Nu tager vi første skridt på vej mod et spændende samarbejde, og jeg er meget forventningsfuld overfor, at vores lokale kunsthåndværkere vil få et løft i det her fællesskab, siger forperson Bettina Prejsler fra bestyrelsen i kunsthåndværkernes sammenslutning Acab.
Lige nu er koordineringen til efterårets store program i fuld gang hos begge arrangører, og den digitale udgave bliver tilgængelig den 6. juni.