I Søndre Bådehavn har det gode skib Mester og nogle små kuttere fået selskab af en splinterny, moderne båd. Der er tale om Bornholms Politis nye politibåd, der onsdag formiddag bliver vist frem for pressen.
– Velkommen om bord. Det her er vores nye patruljefartøj, som vi er rigtig glade for, indleder politiassistent og bådfører Kim Hansen, da pressens repræsentanter bliver inviteret om bord.
– Som I allerede nu kan se, sidder vi indendørs, og det er et af de ønsker, vi har på Bornholm - at vi kan være ude på patrulje i al slags vejr. Vi kan opretholde vores kampkraft, vi kan blive og observere og sejle til Christiansø - også i skidt vejr. Derfor har vi valgt en båd med cockpit, fortæller Kim Hansen.
Topfarten på båden kender betjentene ikke endnu, da de ikke har prøvet at give den fuld gas. Men den burde kunne overhale expresserne, vurderer en anden tilstedeværende betjent. Båden bliver da også skubbet fremad af to motorer, der hver yder 250 hestekræfter.