Dansk Erhverv har ikke tilstrækkeligt gode regionale data til at sige noget om, hvorvidt mørketallet skulle variere markant på tværs af landet. Organisationen råder generelt de erhvervsdrivende til at anmelde flere butikstyverier og tilskynder butikker og politiet til at forbedre samarbejdet.
– Vi har spurgt virksomhederne, hvad deres motivation er for ikke at anmelde butikstyverier, og de svarer, at ressourceforbruget ikke står mål med det udbytte, som en politianmeldelse giver. Desuden oplyser lidt over halvdelen af butikkerne, at deres oplevelse er, at de ikke får noget ud af at politianmelde butikstyverier. – Det er vi selvfølgelig opmærksomme på, og vi mener klart, at der er basis for at styrke samarbejdet mellem detailhandlen og politiet på den baggrund, så vi sikrer, at det giver mening at anmelde alt, siger Henrik Sedenmark, chefkonsulent i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Størstedelen af anmeldte butikstyverier resulterer i en sigtelse. På Bornholm gjaldt det fire ud af fem anmeldelser sidste år, viser de officielle tal.
Undersøgelsen viser desuden, at mange butiksejere gerne ser, at butikstyveri straffes hårdere. 59 procent af de erhvervsdrivende erklærer sig "helt uenige" i påstanden om, at personer, der laver tyveri mod fysiske butikker, generelt får en passende straf for forbrydelsen.