Hash i arresten: 20-årig idømt ubetinget fængselsstraf

KRIMI | Torsdag 7. september 2023 • 11:03
Jesper Gynther
Journalist
KRIMI | Torsdag 7. september 2023 • 11:03

Retten på Bornholm afsagde torsdag formiddag dom i en sag om besiddelse af hash i arresten. 

Ifølge tiltalen skulle en 20-årig mand i to tilfælde have været i besiddelse af hash i Rønne Arrest. Første gang var den 20. maj 2023 klokken 12.00, hvor han som indsat blev pågrebet med 3,7 gram hash til eget brug. Den 7. juli klokken 00.00 blev han igen pågrebet med 1,7 gram hash til eget brug. Den tiltalte erkendte forholdene.

Hvis man bliver pågrebet med op til 10 gram hash i arresten, medfører det normalt en bødestraf. Men fordi der var tale om gentagne overtrædelser i løbet af en kort periode, og da tiltalte tidligere var blevet idømt for overtrædelse af narkolovgivningen, argumenterede anklager Maria Nielsen for, at tiltalte skulle idømmes 10 dages ubetinget fængsel.

Da tiltalte oprindeligt kommer fra et andet EU-land, argumenterede anklageren for, at tiltalte skulle tildeles en advarsel om udvisning fra Danmark.

Forsvareren argumenterede for, at der skulle idømmes bødestraf, men ikke fængselsstraf.

Dommer Camilla Boss og de to lægdommere valgte at idømme tiltalte 10 dages ubetinget fængsel samt tildele ham en advarsel om udvisning af Danmark. Tiltalte skal desuden have konfiskeret 5,4 gram hash og betale sagsomkostningerne.

Tiltalte valgte at anke dommen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT