Den 25. april blev den 32-årige mand fremstillet i grundlovsforhør efter at være blevet anholdt af politiet. Her fremgik det, at manden havde købt et skydevåben af mærket Browning 7,65 kaliber med tilhørende skarp ammunition, og han erkendte at have været i besiddelse af et våben uden tilladelse og at have affyret pistolen. Manden ville dog ikke erkende, at skyderiet havde bragt nogens liv i fare, selvom der befandt sig tre personer inde i huset.
Bornholms Politi oplyste umiddelbart efter skyderiet, at der var fundet tre projektiler på stedet, og i grundlovsforhøret kom det frem, at der først var blevet skudt mod én dør, så en anden dør, mens det sidste skud satte sig fast i væggen mellem de to døre.
To personer varetægtsfængslet
Siden da har den 32-årige siddet varetægtsfængslet. Tirsdag blev fængslingen forlænget frem til dom, som bekendt er den 30. august, oplyser anklagerfuldmægtig Maria Nielsen.
Politiets efterforskning af sagen er dermed færdig, bekræfter hun videre og tilføjer, at hun regner med, at hun ikke regner med, der bliver brug for yderligere retsmøder end det ene, der er afsat til sagen.