USA's højesteret sætter kendelse om fejlagtigt udvist mand på pause

8. APR 2025 • 01:10UDLAND

Dommer beordrede fredag, at en fejlagtig udvist mand skal tilbage til USA. Højesteret sætter ordren på pause.

USA's højesteret har mandag sat en ordre vedrørende Kilmar Abrego Garcia, der i marts fejlagtigt blev deporteret til El Salvador, på pause.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den føderale dommer Paula Xinis beordrede fredag, at Garcia skal bringes tilbage til USA senest mandag.

Den 29-årige Garcia blev i marts deporteret til El Salvador sammen med mere end 200 personer, som præsident Donald Trump betegnede som bandemedlemmer.

Kilmar Abrego Garcia blev anholdt 12. marts og blev tre dage senere deporteret til et berygtet fængsel i El Salvador.

Garcia og hans familie lagde efterfølgende sag an mod USA's præsident Donald Trumps administration, hvor de stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt deporteringen af ham var lovlig.

Justitsministeriets advokater har efterfølgende sagt, at deporteringen af ham indebar en "administrativ fejl".

Fejlen ligger ifølge justitsministeriet dog ikke i selve deporteringen af Garcia fra USA, men specifikt i at han blev deporteret til El Salvador.

Garcia blev via en dom i 2019 nemlig lovet beskyttelse mod udvisning til El Salvador, som er hans hjemland, da en dommer fastslog, at han her ville være i fare blandt landets bander.

Trump-administrationen har gennem sagen fastholdt, at Garcia - som er gift med en amerikansk statsborger - er medlem af banden MS-13.

John Roberts, som er chefdommer i den amerikanske højesteret, har nu sat fredagens kendelse fra Xinis på pause.

Det sker for at give højesterettens ni dommerne mere tid til at granske sagen og overveje Trump-administrationens mere formelle anmodning om helt at blokere for Xinis ordre, lyder det.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har højesteretsdommeren John Roberts bedt Garcias advokater om at aflevere flere dokumenter og oplysninger i sagen inden klokken 17 tirsdag amerikansk tid. Det er klokken 23 dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT