Medier: Trump foreslår stop for økonomisk støtte til FN og Nato
I et lækket notat, der er et tidligt udkast, vil Trump stoppe finansiering til FN og Nato, skriver medier.
Trump-administrationen foreslår at stoppe finansieringen til Nato og FN.Det viser et lækket notat, som både nyhedsbureauet AP og avisen Washington Post har set.
Begge medier understreger dog, at der er tale om et tidligt udkast, som kan ændre sig.
Medierne påpeger også, at det ikke er sikkert, at de hårde nedskæringer - hvis de forblev i sin nuværende form - ville blive stemt igennem, skulle forslaget nå til afstemning i den amerikanske Kongres.
Forslaget er en del af et større udkast til nedskæringer i det amerikanske udenrigsministerium.
Det er Det Hvide Hus' kontor for administration og budget, OMB, der fører tilsyn med det føderale budget, som står bag forslaget.
Kontoret foreslår i udkastet at skære næsten 50 procent af budgettet for det amerikanske udenrigsministerium.
Ud over at stoppe den økonomiske støtte til FN og Nato vil OMB også lukke en række af USA's diplomatiske missioner i udlandet og skære ned på antallet af diplomatiske medarbejdere, skriver AP.
USA's præsident, Donald Trump, har, efter han har sat sig i Det Ovale Værelse, varslet nedskæringer på en lang række områder.
Blandt andet satte hans administration næsten alle betalinger til udviklingsbistand i bero i januar.
Efterfølgende gennemgik administrationen alle programmerne i det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID. Det har ført til, at langt størstedelen af programmerne droppes.
Derudover har administrationen skåret i støtten til både medier og universiteter.
Nedskæringerne i det offentlige system i USA har ført til fyringer af tusindvis af medarbejdere i statslige styrelser.
Blandt andet har det amerikanske sundhedsministerium i slutningen af marts meddelt, at det vil skære omkring 10.000 fuldtidsstillinger og lukke halvdelen af sine regionale kontorer.
Det skrev nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/