Sverige forbereder salg af overvågningsfly til Danmark i milliardhandel

15. APR 2025 • 17:22ERHVERV/POLITIK

Overvågningsfly fra svenske Saab kan blive fire landes rygrad i fælles overvågning af Norden.

Danmark kan nærme sig et stort køb af overvågningsfly fra den svenske luftfarts- og forsvarsvirksomhed Saab, hvilket falder i tråd med et fælles ønske om større nordisk samarbejde på forsvarsområdet.

I et nyt budgetforslag beder Sveriges regering det svenske parlament om lov til at sælge op til fire overvågningsfly, som Saab producerer, til Danmark. Det skriver Børsen.

- Danmark har behov for at udvide sine luftbårne radarrekognosceringskapaciteter i form af advarsels- og kontrolsystemet S106 Global Eye. Handlen skal ske som en mellemstatslig forretning, står der i forslaget.

Saab har tidligere opfordret Danmark, Finland, Norge og Sverige til at gå sammen om en fælles overvågning af Norden med flyet, som kan overvåge luftmål i en radius af 650 kilometer og jordmål på op til 425 kilometer.

Sverige har tidligere indkøbt Global Eye-fly og betalt mellem 1,75 og 2,5 milliarder danske kroner stykket. Dermed kan regningen for fire fly lande på mellem syv og ti milliarder kroner.

Ifølge papirerne skal Sverige købe flyene på vegne af den danske stat.

Det er uklart, hvor langt parterne er med en egentlig aftale.

Det ligger dog endnu ikke fast at Danmark vil anskaffe flyene, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Berlingske. Han kalder det dog "en meget interessant mulighed med de svenske overvågningsfly".

- Det er vi i gang med at undersøge. Der er ikke truffet nogen beslutninger om at anskaffe overvågningsfly endnu, men det er en ud af flere kapaciteter, som vurderes at kunne styrke kampkraften i Forsvaret, siger forsvarsministeren.

Der diskuteres mellem landene et større nordisk samarbejde omkring forskellige militære kapaciteter.

Som eksempel er Danmark interesseret i at købe sig ind i de norskejede P8 Poseidon-overvågningsfly. De bruges til at spore og nedkæmpe atombevæbnede ubåde i Nordatlanten. Det er et varmt ønske i Danmark og Nato.

Danmark har omvendt luftet tanken om at købe et lufttankningsfly, som de andre lande kunne købe sig ind i og betale en del af driften for.

Danmark via forsvarsalliancen Nato med i et fællesbidrag. Det hører til en base i Tyskland og huser 12 fælles Nato-overvågningsfly

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT