Politi afslører dronefabrik og anholder 16 for komplot mod Jordan
De anholdte er blandt andet sigtet for fremstilling og import af raketter og besiddelse af eksplosiver.
De jordanske myndigheder har forpurret et komplot, som udgjorde en trussel mod Jordans nationale sikkerhed.I den forbindelse er 16 personer blevet anholdt.
Det oplyser landets premierministerkontor og ministeriet for efterretninger ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De anholdte er alle medlemmer af Det Muslimske Broderskab og er blevet trænet og har fået økonomisk støtte i Libanon, oplyser myndighederne.
Det Muslimske Broderskab afviser dog i et svar til Reuters, at den islamistiske bevægelse har noget med det påståede komplot at gøre.
I forbindelse med sagen har myndighederne blandt andet fundet en dronefabrik og en raket, der var klar til affyring.
- Sammensværgelsen havde som mål at skade den nationale sikkerhed, skabe kaos og forårsage materielle ødelæggelser i kongeriget, står der i en udtalelse fra ministeriet for efterretninger.
De anholdte er sigtet for blandt andet fremstilling og import af raketter og for besiddelse af eksplosiver.
Ifølge de jordanske myndigheder handler sagen desuden om rekruttering og træning af personer, der skulle deltage i sammensværgelsen.
De skal være rekrutteret både i og uden for Jordan.
Det seneste år har jordansk politi flere gange stoppet våbensmuglere med våben, der ifølge Jordan skulle fragtes til Vestbredden, som er besat af Israel.
Vestbredden grænser op til Jordan mod øst.
I den forbindelse har de jordanske myndigheder anholdt flere jordanere, der sættes i forbindelse med palæstinensiske militante.
Sikkerhedskilder oplyser til Reuters, at den aktuelle sammensværgelse sættes i forbindelse med Iran og Irans allierede, som ifølge Jordan har forsøgt at rekruttere agenter, der skal udføre sabotage i landet.
Jordan er - i modsætning til Iran - allieret med USA, og der er flere end 3500 amerikanske soldater udstationeret i landet.
/ritzau/