Katy Perry er tilbage på Jorden efter smuttur til Rummet

14. APR 2025 • 16:10UDLAND

Det er første gang siden 1960'erne, at en besætning udelukkende bestående af kvinder rejser ud i Rummet.

Rumraketten "New Shepard" og en rumkapsel med sanger Katy Perry om bord er mandag eftermiddag dansk tid tilbage på Jorden i Texas.

Det viser direkte tv-billeder fra BBC.

Rumraketten har været afsted i cirka ti minutter.

Det er rumselskabet Blue Origin, som står bag den private rumflyvning. Selskabet er ejet af rigmand og Amazon-stifter Jeff Bezos.

Foruden Katy Perry var Jeff Bezos forlovede, journalist Lauren Sanchez, samt journalist og vært Gayle King, borgerrettighedsaktivist Amanda Nguyen, raketforsker Aisha Bowe og filmproducent Kerianne Flynn om bord.

Ved take-off og landing var flere kendte amerikanere mødt op for at se rumraketten - herunder tv-vært Oprah Winfrey, realitystjernen Kris Jenner og Jenners datter Khloé Kardashian.

Raketten blev sendt af sted fra Launch Site One, som ligger langt ude på landet i det vestlige Texas på en grund, der er ejet af Jeff Bezos.

Raketten var fuldt automatiseret. Den fløj cirka 100 kilometer op i luften, inden kapslen med kvinderne om bord blev afkoblet fra raketten.

Undervejs krydsede de seks kvinder Kármán-linjen, der er grænsen mellem Jordens atmosfære og det ydre rum, og de oplevede nogle minutter med vægtløshed.

Raketten returnerede til stedet, hvorfra den blev sendt afsted, mens rumkapslen landede i en støvsky på en nærliggende mark.

Efter nogle minutter på Jorden trådte de seks kvinder ud af rumkapslen til klapsalver og tilråb fra de fremmødte.

Det er første gang siden 1963, at en besætning, som udelukkende består af kvinder, rejser ud i rummet.

Dengang var det den russiske kosmonaut Valentina Teresjkova, der rejste på en solorejse til rummet. Hun var den første kvinde i Rummet.

Det er ikke offentliggjort, hvor meget rejsen har kostet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT