Houthierne melder om fem dræbte i amerikanske angreb

14. APR 2025 • 00:44UDLAND

Flere områder af Yemen har næsten dagligt været udsat for amerikanske luftangreb siden 15. marts.

Fem personer er ifølge Houthi-bevægelsen blevet dræbt under et amerikansk angreb på hovedstadsprovinsen Sanaa i Yemen søndag.

Det oplyser den militante iranskstøttede bevægelse i en udtalelse.

Derudover meldes 13 at være blevet sårede.

Ifølge houthierne har USA ligeledes angrebet provinserne Saada og Hodeida.

Angrebet kommer, samme dag som den militante bevægelse oplyser, at den har affyret to missiler mod Israel.

Houthierne oplyser, at missilerne var rettet mod en militærbase i den israelske havneby Ashdod og den internationale lufthavn Ben Gurion.

Ifølge det israelske militær blev kun et missil affyret, men luftalarmer kunne alligevel høres i landet, skriver Reuters.

Missilet mod Israel blev ifølge militæret afværget.

Flere områder i Yemen har næsten dagligt været udsat for amerikanske luftangreb, siden USA den 15. marts meddelte en ny militæroffensiv mod bevægelsen.

Formålet er ifølge USA at bruge "overvældende magt", indtil bevægelsen stopper med at angribe skibe på de vigtige skibsruter i Det Røde Hav og Adenbugten.

Houthierne har siden starten på krigen i Gaza udført angreb på en række skibe. Det sker ifølge bevægelsen i solidaritet med det palæstinensiske folk.

Angrebene fra houthierne i Det Røde Hav har lammet den travle skibsrute, hvor 12 procent af verdens skibstrafik før angrebene passerede gennem.

Mange virksomheder undgår nu ruten og tager i stedet en noget længere vej rundt om spidsen af det sydlige Afrika.

Den militante bevægelse satte sine angreb på pause i januar, mens der var våbenhvile i Gazastriben.

Siden genoptog Israel sin offensiv i Gaza og blokerede også for, at der kunne komme forsyninger ind i området.

Det fik houthierne til at forny deres trusler om angreb på den internationale skibstrafik.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT