Redningshelikoptere i Grønland får nattesynsbriller og nye kameraer
Varmesøgende kameraer og udstyr til at operere om natten kan ifølge luftfartsdirektør redde flere liv.
Redningshelikoptere i Grønland, der tager sig af nødstedte personer til lands og til vands, skal opgraderes.Det skriver Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) på sin hjemmeside.
Besætningsmedlemmer skal udstyres med nattesynsbriller, og helikopterne skal have monteret infrarøde kameraer, der kan spotte varmeudvikling fra nødstedte personer.
Det betyder, at helikopterne får bedre muligheder for at opdage nødstedte hurtigt - også i områder med begrænset sigtbarhed.
Det er Air Greenland, der opererer de såkaldte SAR-helikoptere (Search And Rescue, red.) for Forsvaret.
Det nye udstyr vil ifølge luftfartsselskabets direktør, Jacob Nitter Sørensen, gøre en forskel.
- Disse systemer kan få en stor betydning for SAR-beredskabets effekt i situationer, hvor tiden er en kritisk faktor og kan betyde forskellen på liv og død, siger han i en udtalelse på Air Greenlands hjemmeside.
Også chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, ser frem til opgraderingen af helikopterne.
- Air Greenlands SAR-helikoptere er en særdeles vigtig kapacitet for Arktisk Kommando under eftersøgnings- og redningsaktioner.
- Særligt i de tilfælde, hvor der er menneskeliv på spil, kan helikopterne være den afgørende faktor, siger han på FMI's hjemmeside.
SAR-helikopterne anvendes af både Grønlands Politi, sundhedsvæsenet og Arktisk Kommando, som koordinerer missionerne.
Processen med at anskaffe det nye udstyr er nu sat i gang, og det forventes taget i brug senest i marts 2026.
/ritzau/