Bayern opgiver at få Neuer klar til returkvartfinale

15. APR 2025 • 16:48SPORT

Manuel Neuer kommer ikke i spil for Bayern mod Inter, men rejser med til Milano for at støtte holdet.

Bayern München må klare sig uden den rutinerede keeper Manuel Neuer i returkvartfinalen i Champions League ude mod Inter onsdag aften.

Neuer har været ukampdygtig i de seneste syv kampe, men Bayern havde håbet at få ham klar til kampen i Milano.

- Manuel Neuer kan ikke spille på grund af en skade, men rejser alligevel med til Milano for at støtte holdet, skriver Bayern München på det sociale medie X.

Det er en skade i den ene lægmuskel, der har holdt den 39-årige Neuer ude siden begyndelsen af marts.

Til kampen i Milano mangler Bayern desuden den offensive midtbanespiller Jamal Musiala samt forsvarsspillerne Alphonso Davies og Hiroki Ito.

Inter vandt den første kvartfinale i München med 2-1, så tyskerne skal levere en lille overraskelse for at avancere sammenlagt.

Vinderen af kampen skal i semifinalen møde enten FC Barcelona eller Borussia Dortmund. Her vandt Barcelona den første kvartfinale med 4-0.

Der er kickoff i onsdagens kvartfinaler onsdag klokken 21.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT