EU-leder holder tæt kontakt til italiensk premierminister før USA-besøg

14. APR 2025 • 16:42UDLAND

Torsdag ankommer Meloni til Washington, hvor EU-Kommissionens kommissær for handel allerede forhandler.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er i kontakt med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, forud for Melonis besøg i Washington i denne uge.

Det oplyser en talsmand for EU-Kommissionen.

- Von der Leyen og Meloni er i kontakt om Melonis besøg i Washington. Det har de været i de seneste dage, og det vil de også være i de kommende dage op til besøget, siger talsmanden.

Der har været bekymring for, om nogle EU-lande ville gå solo i forsøget på at få en toldaftale med Trump-administrationen til fordel for deres eget land.

Meloni har gjort det klart, at hun vil tale om told på møderne i Washington. Italien har været på linje med 26 af de 27 EU-lande i spørgsmålet om, hvordan EU skal svare igen på Trumps told.

Kun Ungarn har hidtil sagt nej til den fælles linje.

I Bruxelles er indtrykket derfor, at Meloni ikke er på vej til alene at kæmpe Italiens sag i Washington, men tværtimod vil forsvare EU's linje, både når det gæld told og krigen i Ukraine.

- Von der Leyen har sagt, at enhver kontakt med Washington er velkommen. Men handelspolitikken er en kompetence, som ligger hos EU-Kommissionen ifølge traktaterne, siger talsmanden.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser klare tegn på, at Europa står samlet om, at den globale samhandel ikke skal ødelægges af toldsatser.

Derfor er han ikke bekymret for, at Meloni går solo i Washington på Italiens vegne.

- Alle gode kræfter, der kan formidler europæiske synspunkter til den amerikanske præsident, er velkomne, så længe at det er synspunkter, der er bred opbakning til Europa.

- Og det fornemmer jeg faktisk, at det er, siger Lars Løkke Rasmussen.

Besøget kommer i den samme uge, som EU-Kommissionens kommissær for handel, Maros Sefcovic, også er i Washington.

Her forhandler han med Trump-administrationen i forsøget på at finde en løsning, der kan afværge en handelskrig mellem EU og USA.

Efter Trumps pause på 90 dage for nye toldsatser har EU-Kommissionen valgt at begrænse kommunikationen om de næste skridt.

Ifølge en talsmand er fokus nu på at forhandle i den 90 dage lange pause for at opnå en "fair" aftale med USA.

EU-Kommissionen arbejder samtidig på at komme med et modsvar, hvis Trump efter de 90 dage genindfører den suspenderede told, oplyser talsmanden.

EU-Kommissionen lægger indtil videre ikke op til at offentliggøre, hvad modsvaret i givet fald vil blive.

- Det eneste, vi kan sige er, at der er to spor. Det ene er forhandlinger. Det andet er forberedelser til, hvad der sker, hvis forhandlingerne slår fejl.

- Vi håber, at forhandlinger lykkes, men hvis de skulle slå fejl, så er alle muligheder for modsvar fortsat på bordet. Når vi kan sige mere, så vil vi gøre det, siger talsmanden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT