Tysk krigsskib skyder drone ned ved Libanon

17. OKT 2024 • 16:20UDLAND

Et tysk krigsskib fra FN-styrken i Libanon har skudt en drone ned ud for den libanesiske kyst.

Et tysk krigsskib har skudt en drone ned i havet ud for Libanon.

Skibet "Ludwigshafen am Rhein" er udstationeret som en del af FN-styrken Unifil i Libanon.

Der er ikke oplysninger om, hvor dronen kom fra.

- Korvetten tvang et uidentificeret ubemandet luftfartøj ned i havet under et kontrolleret styrt, siger en talsmand for Tysklands forsvarsministerium til Reuters.

Han tilføjer, at "Ludwigshafen am Rhein" fortsætter på sin opgave i farvandet.

En militærtalsmand siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at dronen var armeret.

Andrea Tenenti, talsmand for Unifil, siger, at en drone tidligere torsdag nærmede sig et af FN-skibene ud for Sydlibanons kyst.

- I overensstemmelse med vores procedure blev der brugt elektroniske forholdsregler, og dronen faldt ned og eksploderede af sig selv. Vi undersøger sagen, siger Tenenti.

Israels militær har ifølge Reuters ikke kommenteret sagen.

Episoden kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Israel og FN - og specielt Unifil - er anspændt.

Unifil er udstationeret i det sydlige Libanon, hvor Israel ligger i krig med den militante Hizbollahbevægelse, der sender raketter mod Israel.

I sidste uge blev fem Unifil-soldater såret. Israels beskydning sårede fire af dem.

Israels hær siger, at det har været uheld.

Hizbollah affyrer raketter nær Unifil-stillinger mod Israel. Når Israel svarer igen, kan Unifil blive ramt, lyder forklaringen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT